”Det er ikke fair, mor! Hvorfor må drengene, når jeg ikke må?” Jeg måtte beherske mig meget for ikke at råbe det lige ind i ansigtet på hende. Jeg følte mig simpelthen så uretfærdigt behandlet, men som altid var der ikke noget at gøre, for jeg var den lille, der ikke havde noget at skulle bestemme.
”Det må du også, når du bliver ældre,” svarede min far fjernt, og vendte straks hovedet tilbage mod tv’et, som kørte på et eller andet program med en mand og hans have.
Jeg havde så meget lyst til at tage diskussionen op, men jeg lod være, for pludselig blev jeg lammet af frygt.
”Hvis ikke du går tre skridt ned af trappen nu, så kommer politiet om to minutter,” lød det inden i mit hoved. Jeg vidste godt, at jeg var den eneste, der kunne høre det, og det var jeg faktisk ganske taknemlig for. For sæt nu, at der var nogen, der fandt ud af, hvad jeg havde gjort? At jeg var en tyv, fordi jeg havde stjålet legetøjsløven fra caferateriet. En tyv, der fortjente at komme i fængsel. Nej, det måtte de aldrig få at vide!
Jeg stod, og var lammet af frygt, men jeg vidste også, at hvis jeg ikke gik tre skridt ned af trappen inden et par sekunder, så ville politiet komme! Så jeg måtte tage mig sammen. Jeg samlede alle mine kræfter for at trænge ud af min frygt. Det var bestemt ikke nemt, men jeg fik det til at se helt gnidningsfrit ud. Det gjorde jeg altid, sådan at ingen skulle fatte mistanke. Det var der i hvert fald ingen, der havde gjort endnu. Heldigvis!
Nu hvor jeg alligevel stod på trappen, kunne jeg ligeså godt gå resten af vejen ned til badeværelset, sådan at jeg kunne få børstet tænder, og gå i seng, som min forældre jo så gerne ville have, at jeg gjorde.
Men jeg ville ikke! Jeg turde ikke! Jeg havde lyst til at løbe skrigende op til min mor, og sige, at jeg var så bange for fyrmanden. Hvorfor ville de dog ikke gå med mig? Hvorfor udsatte de mig for denne rædsel? Jeg var jo så bange?
Jeg sneg et blik rundt i rummet. Min lillesøster var blevet puttet for en time siden, og mine storbrødre sad neden på gulvet foran tv’et, og legede med micro-machins. De var så heldige. De havde hinanden at følges med. De var aldrig alene. Det var kun mig, der var for stor til at følges med min lillesøster, og for lille til at følges med mine storbrødre. Men hvorfor ville mor og far så ikke følges med mig ned, og børste tænder? Jeg ved det ærlig talt ikke, og jeg turde heller ikke spørge. Der var ikke noget at gøre. Jeg måtte tvinge mig selv ned i mørket.
Mørket var ikke det værste. Det var det, der gemte sig i mørket, der var det slemme. Men jeg skulle alligevel ned i det, så jeg kunne styrte ind på badeværelset, og tænde lyset. Det lykkedes mig også denne gang uden, at jeg blev ædt af monstre. Jeg hamrede badeværelses døren i, smækkede en hånd op på lyskontakten, og kastede mig op af døren, som jeg stille gled ned af. Der satte jeg mig foran den blå badeværelse dør, med benene trukket op under hagen, og bare talte sekunderne. Det skulle virke som om, at jeg børstede mine tænder, så jeg kunne ikke gå op for hurtigt. Jeg blev nødt til at sidde der op af badeværelsesdøren, og lytte så godt jeg kunne, og bare håbe, at jeg ville overleve.
Jeg var så ked af det, men der var ikke noget at gøre. Jeg nåede endelig til tre minutter, skyndte mig at rejse mig, så jeg kunne skylle ud i toilettet, og så skyndte jeg mig ellers bare ud af badeværelsesdøren. Jeg styrtede op af trappen, som jeg tilbagelagde i nærmest et stort spring. Endelig oppe i sikkerhed. Eller i det mindste i sikkerhed for fyrmanden, for lige om lidt ville endnu et mareridt begynde.
Jeg var stadig sur på mine forældre over, at jeg ikke måtte være oppe, for jeg følte mig slet ikke træt. Men der var ikke noget at gøre, så jeg gik hen, og sagde pænt godnat til dem. Drengene ignorerede jeg, for det var bare kikset at sige godnat til dem. Jeg var trods alt 7 år! Og snart 8.
Jeg listede så forsigtigt, som jeg kunne, ind forbi min lillesøsters del af værelset, som lå først for, og videre ind gennem gardinet til min del af værelset. Der var mørkt derinde, så jeg skyndte mig at tænde min natlampe. Nu kunne jeg bedre se, når jeg nu gik i gang med at gennemgå alle de steder, hvor et potentielt monster kunne gemme sig. Mellem papirere, bag bøger, under sengen, under dynen, bag mit tøj, nedenunder mit legetøj? Der var ikke et sted, der ikke blev tjekket. Men endelig kunne jeg konstatere, at der ikke var nogen monstre på værelset, så jeg tog tøjet af på nær underbukserne, og lagde mig ind under dynen.
”Hvis du bevæger dig, kommer politiet,” lød det inde fra mit hoved. Det fik mig til at stivne. Jeg turde ikke røre en muskel. Jeg turde knap trække vejret. Det blev i stedet til stødvise pust, som gjorde mig yderst svimmel. Men jeg var så fokuseret på ikke at røre mig.
Jeg lå bare, og så op på min plakat af de tre søde dalmatinere. Men det var ikke nogen almindelig plakat, for der var nemlig et kamera i den. Et kamera, der blev styret af mændene i væggen. Dem som ville bortføre mig. De holdt øje med mig overalt med deres kamera, men det her kamera var deres hovedbase. De sad lige på den anden side af min væg. Inden i selve væggen. Det var Den Hemmelige Organisation.
Mens jeg lå der, og var stivnet, fokuserede jeg på kameraet i plakaten, som helt sikkert kørte fra den ene side til den anden, og som zoomede ind og ud. Jep, de var der helt sikkert. Men jeg var også optaget af at lytte. Lytte efter om der kom en bil kørende forbi. For hvad nu, hvis det var poltiet, der var kommet for at hente mig. Jeg måtte være klar til at flygte. For jeg kunne ikke klare tanken om at skulle væk fra min familie og vores dyr. Nej, jeg måtte have tid. Tid til i det mindste at løbe ned til far og mor, for at sige farvel.
Jeg kunne mærke, hvordan en tåre gled ned fra min øjenkrog, fordi jeg blev så ked af det ved tanken. Hvorfor havde jeg dog også været så dum? Hvorfor havde jeg stjålet den legetøjsløve? Hvis bare jeg kunne spole tiden tilbage. Tænk, hvis man kunne rejse tilbage i tiden, og ændre det hele. Jeg ønskede det så højt, men indtil jeg blev gammel nok til at finde ud af, hvordan man gjorde, måtte jeg lige her hver aften, helt stiv, og næsten uden at trække vejret, sådan at poltiet ikke ville finde mig.
Men det endte heldigvis med, at jeg også faldt i søvn den aften efter et par timer i helvede.
Det her var bare en nat ud af utallige nætter, hvor jeg lå svøbt i frygt for stemmen og Den Hemmelige Organisation. Jeg vidste ikke dengang, at de ”blot” var vrangforestillinger. Dengang var de ligeså levende som alt andet omkring mig. Fantasien ved den lille pige slap afsted med hende.