Lige siden jeg første gang hørt om Outsideren, har jeg haft lyst til at være med, men først nu, føler jeg mig klar. En ting er at skrive for sig selv, noget andet er at skrive så andre kan læse det. Den har jeg skullet kæmpe med, og gør det sådan set stadig. Farmor – den her blog er dedikeret til dig. Jeg ved, at du gerne ville have skrevet dine egne erindringer, men aldrig nåede det.

Løftet til mig selv – brug historien
Jeg lovede mig selv, at hvis jeg skulle skrive her på sitet, så skal folk kende min baggrund, og det hele skal med. I hvert fald det jeg kan huske. En del står gemt bag tågeskyer, men kroppen, ved jeg, husker det, som bevidstheden har gemt bag gardinet. Sådan er det med PTSD – nogle ting huskes tydeligt som var det i går, og andre ting forsvinder i sygdomstågen. Jeg vil have det hele med, også de sider jeg har sværest ved at fortælle, og som gør allermest ondt på mig, og som jeg inderst også ved, gør andre kede af det.

Min smerte og mine oplevelser kan bare ikke fortælles, uden at det som andre ikke vil se, også kommer frem. Så når jeg skriver om de grimme ting, så er det ikke for at såre eller rippe op i tingene, men fordi jeg har et oprigtigt ønske om, at min historie må kunne bruges til noget. Forhåbentlig til at hjælpe andre, og give håb og sprede lys, så at andre med lignende oplevelser ikke føler sig alene. Den holdning har jeg faktisk haft siden barnsben.

Disclaimer

Der er altid flere sider i en sag, men jeg kan af gode grunde ikke beskrive, hvordan andre husker dette. Jeg er jo ikke dem. De oplevelser jeg kan beskrive er dem som jeg har oplevet og husker. Og det jeg har følt i situationerne. Så den vinkel på historien her kan kun blive min, for jeg kan ikke beskrive andres oplevelser, når jeg ikke har gået og stået i deres sko. Det vil være unfair over for dem, hvis jeg begynder at kloge mig på, hvordan de har oplevet tingene. Jeg vil ikke påstå, at min side er den ægte sandhed, men den er min sandhed – min fortælling. Fortalt af mig, set af mig, følt af mig. Det står de andre implicerede frit for, at skrive deres version, sådan er det med historier.

Rebelsk regelrytter
Jeg har i flere år elsket at skrive, når bare ikke jeg skulle skrive. Når bare jeg kunne skrive af lyst, og ikke af tvang eller som krav for at bestå en eksamen. Hvilket utallige undervisere gennem tiden nok gerne vil skrive under på.

Sådan er det med mig – jeg hader og elsker regler på samme tid. Jeg hader regler, når de viser sig som begrænsninger for min kreativitet og min vilje, hvor jeg ikke kan marchere til lyden af min egen tromme. Og jeg elsker regler, fordi de kan strukturere og udstikke kurs og retning i en verden, hvor kurs og retning er et vidt begreb, og nogle gange usynlige for den enkelte. “På tværs” er mit mellemnavn, vil nogen nok påstå, men det vil jeg selvfølgelig ikke 100 % give dem ret i. Sådan er det med mig.

Susan med de himmelblå

Hvordan blev jeg så hende med PTSD? Jo, ser du, det startede med “Midt om natten”. Filmen fra midt 80’erne med Kim Larsen og Erik Clausen i hovedrollerne. Det er også herfra jeg har mit navn – Susan. Min far havde set filmen, og nu stod han med en lille nyfødt datter i armene, og hvad var så mere nærliggende end at opkalde hende efter den kønne karakter Susan Himmelblå.
Så smukt kan man starte livet. Det blev ikke helt ved med at være sådan.

Efter få år blev mine forældre skilt. Jeg var 3 år, og jeg kan underligt nok huske den dag jeg med min mor i hånden, gik over landevejen og flyttede ind hos en anden mand, som nu blev min stedfar. Tiden i hjem nummer to husker jeg kun små sporadiske glimt fra. Ikke rigtigt noget som har sat sig, tror jeg.
De minder som for alvor kom til at præge mit liv, blev dannet i hjem nummer tre. Vi flyttede til en anden by, og her gik det for alvor ned af bakke for os. Her boede vi fra ca. 2. klasse til 4. klasse.

Når alkohol og vold opløser en familie

Min stedfar havde problemer med alkohol. Og hash. Og med temperamentet. Det er en farlig cocktail. I hvert fald for os piger i huset – min mor og jeg. Men min mor blev ikke den beskytter jeg havde brug for, med jævne mellemrum fik hun tæsk og gav også selv tilbage. Hun trak sig ind i sig selv og væk fra os børn, og tog sig ikke af de ting min stedfar gjorde ved mig. Det var ikke usædvanligt for mig, at få tæsk. Sådan noget som at glemme at slukke lyset, når jeg gik i seng, kunne betyde at jeg pludselig vågnede ved at han tævede løs på mig.

Ligesom jeg også husker at ligge og lege og så få et spark i maven, så jeg kurrede over gulvet for så at brage ind i en dørkarm. Det kan være et uheld, tænker du nok. Det har jeg også tænkt utallige gange. Men ville det så ikke være normal, sund adfærd at tage barnet op, og sikre sig at det er ok, og trøste det? Det skete ikke her. I stedet besvimer jeg, fordi luften er slået ud af mig af to omgange, men inden det sortner helt, så ser jeg min stedfar stå og råbe mig lige ned i ansigtet. Og jeg vågner samme sted igen. Helt alene.

Jeg husker ikke at jeg nogensinde er blevet forsvaret af min mor. Jeg måtte selv ligge og rode med problemerne med min stedfar.

Psykisk vold og ballademager i skolen

Sådanne episoder er der mange af i de her år. For ikke at tale om den psykiske vold. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet kaldt dum, uduelig, hysterisk, doven. Eller hvor mange gange jeg har skullet stå skoleret og blive råbt af, når jeg kom hjem med fejl i lektierne. I virkeligheden var der intet at bekymre sig om rent fagligt. Jeg var en af de bedste i klassen, selvom jeg haltede gevaldigt rent socialt. Inden jeg overhovedet startede i skole havde jeg lært at læse.
Kritikken ved skolehjemsamtalerne var stort set altid, at jeg var en rod i frikvarterene, men at jeg til gengæld klarede mig godt i fagene, når bare der ikke var vikar. Sådan er det nogle gange med brændte børn. De tager problemerne og frustrationerne med i skole, fordi der ikke bliver lyttet derhjemme.

I hjem nummer tre husker jeg ikke at min mor var tilstede ret meget. Når hun endelig var, så lå hun og sov på sofaen med TV’et kørende. Hun interesserede sig ikke ret meget for hvad jeg og mine brødre, som hun fik sammen med min stedfar, lavede. Vi passede stort set os selv, når hun var hjemme.

Hash – nu for børn

For det meste husker jeg, at jeg var overladt til min stedfar og hans luner. Og det kunne ske hvad som helst. Husker at jeg engang som 8 årig,  blev tvunget til at ryge på hans hashpibe. Jeg blev holdt om kæben og næsen mens jeg fik stukket piben i munden, så jeg intet andet valg havde end at suge ind hvis jeg ville have luft. Alt i mens at hans kammerat sad og grinede af mig og situationen – de var fulde og skæve. Behøver jeg at sige, at jeg var enormt dårlig bagefter? Jeg har aldrig rørt hash siden. I dag er lugten af hash en af de ting der tricker mig, medfører flashbacks, panikanfald og højt alarmberedskab. Hvis nogen fx til en fest begynder at ryge fjolletobak, så laver jeg en Houdini og smutter. Jeg skal bare væk!

Pille pille fyfy

Som om det ikke var nok, så begik han også et seksuelt overgreb mod mig. Jo, du læste rigtigt. Det var en sommerdag, og jeg ved det fordi jeg husker at jeg havde shorts på. Jeg er igen alene hjemme med min stedfar. Han rejser sig pludselig fra sofaen, hvor han har siddet og drukket og røget, og så siger han til mig, at vi skal op og sove til middag. Jeg husker, at jeg undrer mig over det fordi jeg ikke længere sover til middag. Men jeg tør ikke sige nej, eller protestere. Det er jo en farlig mand, og jeg ved at tæskene kan sidde løs. På daværende tidspunkt tror jeg at det er det værste han kan gøre ved mig. Men jeg blev klogere.
Han tager fat om håndleddet på mig, og trækker mig med op i soveværelset. Han tager alt sit tøj af så han er nøgen, og beder mig om at gøre det samme. Jeg adlyder langsomt. Han lægger sig på siden på sengen, og klapper på madrassen foran sig for at gestikulere, at jeg skal lægge mig der. Af frygt for at få den største omgang tæsk jeg kan forestille mig, adlyder jeg. Aldrig i mit liv har jeg været så bange. Det her er forkert – det er SÅ forkert! Inden i mig skriger jeg til mig selv, at jeg skal stikke af, men jeg kan ikke. Mine lemmer er sløve og stive af skræk.
Min stedfar begynder at ae og nusse mig over hele kroppen og mellem benene, mens vi ligger nøgne op og ned af hinanden. Pludselig omme på ballerne og lænden mærker jeg, hvad jeg tror er en kæp. Men det var ikke en rigtig kæp. Han blev opstemt af at røre ved mig!

Hurra for alkoholisme og hashmisbrug

For en gangs skyld, vil jeg hylde alkoholisme og hashmisbrug – det har det med at gøre folk trætte. Heldigt for mig har min stedfars forbrug den dag gjort ham træt. Han falder i søvn inden der sker mere. Liggende tungt ind over mig med en halvstiv pik i ryggen hører jeg manden begynde at snorke. Jeg ser mit snit til at vikle mig ud af hans greb. Og så tager jeg mit tøj og løber ud af soveværelset. Herefter husker jeg ikke mere. Jeg aner ganske enkelt ikke, hvad jeg laver bagefter. Der er helt sort i min hukommelse.

Frygt for repressalier
I tiden herefter gør jeg en dyd ud af at holde mig på afstand af ham. Jeg forsøger at barrikadere min dør til mit værelse om aftenen inden jeg skal sove. Men det lykkes ikke helt at holde ham ude, eller andre for den sags skyld. Husker en aften, hvor der var gang i den i stuen med fest, bajere og hash, at en ung mand kommer op på mit værelse. Jeg er så bange for at han skal gøre noget a la det min stedfar gjorde, at jeg lydløst begynder at græde. Tårerne triller ned af kinderne på mig, og jeg er rædselsslagen. Han gør mig ikke noget – heldigvis. Han sidder bare og kigger på mig i mørket i en 20 minutters tid før han går. Lugten af øl og hash smyger sig om ham, og forstærker min angst. Og jeg får ikke sovet meget den nat.

Voksenseksualitet – hvordan står det til med den?

Som voksen har jeg kæmpet ret hårdt med at få et sundt forhold til sex, og kunne nyde at en mand rører ved mig. Indtil jeg blev 30 år har jeg ikke brudt mig om sex. Jeg har faket, og løjet. Har nægtet at eksperimentere seksuelt sammen med kærester. Jeg har grædt og haft alvorlige panikanfald pga. sex. Jeg har flere gange gået i bad efter sex. Det er da normalt, tænker du sikkert. Ja, det er det. Men er det normalt og sundt at vaske sig 5 gange med bodyshampoo, og skurre sig selv rødglødende med en hamphandske efter en omgang lagengymnastik? Nej, det tror jeg ikke. I dag har jeg heldigvis vundet nogle store kampe på nydelsesfronten, og kan i dag have et normalt sundt sexliv, hvor jeg står tilbage med en glad og lykkelig følelse i kroppen. Men det har kostet mange timer hos en psykolog og jeg er ikke kommet sovende til det. Tænker der kommer et blogindlæg om, hvordan jeg har vundet min seksualitet. Sådan er det med mig – udfordringer tages op. No pun intended.

Hvor er far henne?

Ja, det må du nok spørge om. Jeg var barn i 90’erne, og der var det oftest moren, der fik den fulde forældremyndighed over børnene ved skilsmisse. Jeg så min far hver anden weekend, i ferier og på helligdage. Når jeg var hos ham, så handlede det om at lege med mine to søskende der. Men jeg var også så bange for at sige noget, for jeg frygtede at han ville sige noget til min mor og stedfar, så jeg ville ende med at få tæsk. Så jeg led i tavshed. Min far gjorde heller ikke meget for at spørge ind til, hvordan tingene var hjemme hos min mor. Holdningen var og har altid været lige siden, at den slags snakker man ikke om.

 Endnu en skilsmisse

Da jeg er ca. 10 år gammel tager min mor sig endelig sammen og går fra min stedfar. Vi lejer os ind i en lejlighed i landsbyen og jeg fortsætter på skolen. Min mor begynder dog at udleve et ret så udsvævende liv. Det er den ene bytur efter den anden og den ene mand med hjem efter den anden.

Måske byens glædespige – ingen ved det, men alle snakker om det

Sexlivet med de her mange mænd er højlydt, og hun er ligeglad med om hendes venindes datter, som er ældre end mig, og som agerer barnepige, hører noget. Det betyder at jeg nu ender med at blive mobbet i skolen for min mors adfærd. I skolen bliver jeg mobbet med at de andre børn kalder min mor en luder, og jeg for luderens datter. Det gør at jeg bliver endnu mere en ballademager. Det er så slemt med de her mænd at de bare kommer og går, også i eftermiddagstimerne. De kommer, knalder og larmer og så kører de igen. Så jeg kan sagtens forstå, hvis folk har troet, at min mor var luder, det gør jeg sådan set også selv i dag. Vi boede lige ud til den mest befærdede vej i byen, så det var nemt for andre at holde øje med, hvem og hvor mange der kom og gik. Og der var mange mænd.

Money for nothing? Or?

Men hvis hun fik penge for sex, så kom det i hvert fald ikke os børn til gode. Jeg husker altid at køleskabet var tomt. Der var allerhøjest en pakke rugbrød, en pakke billig leverpostej, en liter mælk og 2 slags remoulade – en billig til os børn og en dyr en fra Graasten til hende selv. Guderne nåde og trøste os, hvis vi kom til at tage af hendes remo. Så faldt der brænde ned. Der var cornflakes i skabet – og så kaffe selvfølgelig, masser af kaffe. Det var sådan jeg husker indholdet i vores køkkenskabe og køleskab. Nyt tøj får vi børn heller ikke. Vi må nøjes med aflagt tøj fra vores fætre og kusiner.

12 år – og en redningsflåde

En weekend jeg var nede ved min far og han og jeg er alene ude og gå med hunden, siger min far pludselig, at når jeg bliver 12 år, så har jeg lov til at flytte ned til ham. Sådan var reglerne dengang. Jeg tror ganske enkelt ikke mine egne ører. Det er den bedste nyhed nogensinde! Jeg jubler og siger selvfølgelig ja, at det vil jeg gerne.
Om søndagen da han afleverer mig, snakker han med min mor om det. Hun får et flip 16! Hun bliver fuldstændig rasende. Ikke fordi jeg vil flytte. Jeg kan bare skride, kan jeg. Hun gider alligevel ikke mere pis med mig, råber hun (vi havde været oppe og slås, da jeg havde fortalt hende at jeg ikke ville finde mig i flere tæsk fra hende hellere, så klaskede hun mig en kassen, og så slog jeg igen. Siden den dag rørte hun mig ikke igen). Men børnepengene! Dem måtte min far ikke tage fra hende. Der er ikke det min far ikke er i den situation, hun kalder ham alle mulige skældsord. Han kan tage sin snotunge og forsvinde, bare adressen fortsat står ved hende, så hun kan indkassere børnepenge. Det nægter min far selvfølgelig og de skændes om pengene i en times tid. Mig – tja, jeg sidder gemt bag en lænestol og ser hele optrinnet. Sådan er det med mig.

Ny mand, ny bøddel

Herefter besøger jeg ikke særligt ofte min mor. Hun finder hurtigt en ny mand, som så ender med at blive mine yngre brødres helt store bøddel, ligesom deres far var det overfor mig. Når jeg i dag snakker med mine brødre om deres far, så fortæller de, at han aldrig så meget som krummede et hår på deres hoved. Der er åbenbart noget om snakken om biologiske børn vs. stedbørn. Og jeg respekterer fuldt ud mine brødres minder om deres far. Selvom han var alkoholiker og hashmisbruger, så gjorde han dem aldrig noget. Det er er jeg trods alt glad for i alt det her. Sådan er det med mig – jeg kan godt glædes på andres vegne.

Sådan får man altså PTSD

Her vil jeg slutte mit første blogindlæg på Outsideren, det har været hårdt at skrive. Historien om vejen til min PTSD-diagnose er langt fra slut, det her er bare de første 12 år. Jeg har mange ideer til flere blogindlæg, og jeg glæder mig til at dele dem med alle jer læsere.

Hav det godt, og pas på jer selv.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.