Mange gange gennem de sidste 8 år, har jeg oplevet at blive både bedt om at snakke mindre og truet til at tie stille. Hvad er det jeg skal være stille om?
Det er såmænd mine oplevelser. Om det som har fragmenteret dele af mig fra resten.
I mange år var jeg alt for stille om det indeni. Gemte det. Skammede mig. Og det gjorde mig virkelig syg. Efter 4 år fik jeg min stemme gradvist tilbage i forhold til at fortælle om smerten og de pinefulde tanker. Så jeg er 4 år bagud med at snakke smerten ud, spejle den, vende og dreje den, og hvor endemålet er at slutte mere fred med den. At hele det jeg kan.
Men det er åbenbart forkert at snakke. Den eneste der led, da jeg var stille var mig. Jeg må vel finde vejen tilbage til stilheden, for de ting der lever indeni er der ingen, der vil høre mere. Eller nok mere ikke høre for meget til. De vil censurere både varighed og emne. Jeg tror nu ikke, at mine ar mindskes af stilhed. Tværtimod.
Men jeg ved når min taletid er slut. Mon omverdenen så endelig kan blive tilfreds, når jeg kun taler når jeg bliver spurgt, og kun om de tilsyneladende ønskelige emner?
Stille
Sig ikke mere
Dine ord
Er altid for mange
Stille
Sig ikke mere
Dine ord
Er dømt til misforståelse
Stille
Sig ikke mere
Ingen ord
Kan lindre din smerte mere
Stille
Sig ikke mere
Dine tanker
Må nu kun leve i dig selv
Stille
Sig ikke mere
Alene
Må du vandre ind i mørket
Til der er helt stille
Sig ikke mere
Foto: Privatfoto taget af Ulven