Af Mikkel Sjølund
Siden oktober 2018 har Foreningen Outsideren afprøvet metoden Community Organising som en metode til at styrke psykiatribrugeres eget lederskab i deres recoveryproces. Foreningen er nu inviteret til at fortælle om deres erfaringer ved KL’s handicap- og psykiatrikonference som en del af et løsningsgalleri, hvor man kan høre en række præsentationer af særlige indsatser eller projekter, der har skabt faglig udvikling og værdi for borgere og medarbejdere.
En af de vigtigste erfaringer fra den metodeafprøvning, som Outsideren med hjælp fra Velux-midler har beskæftiget sig med i det sidste års tid, beskriver Foreningen Outsiderens formand Klavs Serup Rasmussen således:
– Vi brygger gerne kaffen, men deltagerne i vores forløb skal trænes i at drikke den med hinanden.
Metoden hedder Community Organising og er kendt fra blandt andet politiske partiers valgkampagner, fx Obamas kampagnes ’Yes we can’, og i mobilisering af lokalsamfund omkring en fælles sag, fx Medborgerne www.medborgerne.dk.
Fra egne til fælles projekter
Introduktionen af metoden i foreningen og dens fokus på udviklingen af et fælles projekt har ikke været nemt at formidle og etablere. Idéudvikling kan nemlig nemt blive opfattet som at få sparring, hjælp og nye ideer til udvikling af den ide, som deltagerne havde fra starten af. Fx ville en del af deltagerne gerne have hjælp til at skrive deres helt egen bog. Det giver selvfølgelig rigtig god mening at hjælpe hinanden med at realisere selvstændige præstationer som at skrive en bog, men det er ikke formålet med Community Organisering, og det skal laves i et andet regi.
Det har derfor været utroligt vigtigt at understrege og fastholde, at det handler om at turde kaste sig ud i at skabe noget i fællesskab, der ikke er givet på forhånd, men skabes sammen med de andre.
– I starten lykkedes det os slet ikke at finde frem til noget samlende projekt, da deltagerne havde mest mod på at arbejde med deres egne projektidéer. Det var først, da vi virkelig insisterede på at finde frem til en fælles interesse eller frustration blandt deltagerne i vores workshops, at der begyndte at ske spændende ting, siger Line Seier Madsen, der er daglig leder af Outsideren.
Giv den fælles idéudvikling masser af tid
Line har arbejdet målrettet på at skabe en ramme, hvor alle føler, at de er med i hele processen og får et ejerskab.
– Vi har virkelig skullet træne os selv i at give den fælles idéudvikling tid, så alle kunne komme med og føle, at det også blev deres projekt.
Styrke fællesskabet og recoveryprocessen
Motivationen for afprøvning af Community Organising som metode finder man i foreningens ønske om at styrke brugernes eget lederskab i deres recoveryproces og et ønske om at styrke fællesskabet blandt foreningens frivillige.
– Som psykiatribruger mangler vores projektdeltagere ikke emner, der optager dem hver især, og som de ønsker at kunne gøre noget ved. Mange har svære oplevelser bag sig og har på forskellig vis oplevet afmagt, frustration og et tab af kontrol over egen livssituation, udtaler Line Seier Madsen. Gennem metodeafprøvningen har det dog vist sig, at det ikke bare sådan lige er til at formulere et fælles projekt på baggrund af disse erfaringer, fortæller Line og uddyber, hvordan der gennem formidling af oplevelserne kan blive skabt en rød tråd i et lyttende og reflekterende fællesskab:
– Projektdeltagerne har først skullet arbejde med at sætte ord på deres egen oplevelser, lytte til hinandens erfaringer og i fællesskab se den røde tråd i det fortalte. En del af træningen har derfor også ligget i at lære at arbejde sammen.
Den uønskede vrede i psykiatrien
At dette rent faktisk er lykkedes, kan man se på det projekt, der er ved at tage form blandt projektdeltagerne. Der arbejdes nu med et fælles filmprojekt med arbejdstitlen: ”Den uønskede vrede i psykiatrien”, som projektdeltagerne på forskelligvis bidrager til.
På KL’s konference d. 20. november i Aarhus vil Outsideren fortælle om netop dette projekt og processen dertil. Her vil konferencens deltagere få et indblik i de vigtigste erfaringer, som Outsideren har gjort sig undervejs i metodeafprøvningen og et indblik i det potentiale, som metoden har for recoveryprocesser og for frivillige og brugerforeninger indenfor psykiatriområdet.