Forventer jeg for meget af livet?
Jeg ville give alt for det liv jeg havde for bare 5 år siden.
Det var godt nok dårligt selskab, med stoffer og druk.. Men i det mindste var der selskab og glade dage.
Jeg har aldrig nogensinde følt mig så ensom og alene som jeg gør ligenu. Det værste er at det ikke bare er en følelse, det er en realitet.
Jeg har skubbet, og gør det stadig, folk væk fra mig. Det er en forsvars mekanisme har jeg ladet mig fortælle.
Stod det til mig havde jeg ingen familie og ingen venner. Så ville alting være nemmere.. Hårdere, men også nemmere.
Jeg hader den her følelse, men måske er det det jeg fortjener.
Jeg føler ingenting og samtidig føler jeg alting. Jeg står op om morgenen, passer de ting der bliver forventet af mig om dagen, men i mit hovede, er det eneste jeg tænker på hvornår jeg kan skære eller sove.
Jeg hader når mørket falder.. Jeg hader dagene hvor jeg ikke kan vågne, fordi jeg er blevet bedøvet med medicin dagen før.
Jeg er glad, men deprimeret. Jeg har overskud, men kun til at lytte til andre end mig selv. Jeg elsker mig selv for at acceptere det sted jeg er havnet, men jeg hader mig selv for at lade det ske.
Jeg føler mig så Tom. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at være glad.. Hvorfor drejer verden stadig rundt når jeg sidder med tårer i øjnene og et barberblad i hånden?
Det gør så ondt indeni, både psykisk, men også fysisk.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har kigget mig i spejlet og været glad for den person jeg så. Min facade falder fra hinanden om aftenen når jeg sidder alene.
Jeg kan lide at være alene. Men jeg kan ikke lide at folk ikke ligger mærke til at jeg mangler i selskabet.
Jeg holder tæt med mine følelser, fordi jeg ikke vil belemre andre. Men samtidig er jeg desperat for at blive set eller hørt. Desperat efter opmærksomhed.