Tanker fra venteværelset på ”psyken” – Psykiatrisk ambulatorium.

”Husk at tjekke ind i receptionen”

– står der med røde bogstaver, hvor end man kigger hen -ja, man kan jo ikke have psykisk syge til at rende desorienterede rundt og forstyrre på gangene.

I denne elektronisk-effektiviserede tidsalder, har de selvfølgelig netop skiftet til ny it-sundhedsplatform. Jeg får derfor lov til, i receptionen, at gentage alle de oplysninger, som jeg skrev ned til dem sidst jeg var her. Stave mig igennem min latterlige mailadresse fra mine teenageår og svare på spørgsmål som: ”Er sandrutski med d eller t? Har du russiske aner? Er det hotmail.dk eller.com”?

Mit efternavn skal jeg også stave mig igennem, og til sidst kan jeg stå og fumle med min telefon for at finde telefonnumre på mine pårørende.

”Har du hørt om vores SMS-service”? spørger receptionisten med en entusiasme som havde hun lige fundet kuren til evigt liv. Jeg mumler et afværgende: ” ja, ja jeg skal lige have kigget på det når jeg får tid”. Flot, du har jo ikke andet end tid.

Det er faktisk rigtig smart med en sms-service der minder en om ens aftaler. Super nyttigt, når man altså først lige har husket det hjemme ved pc’en, har fået væltet sig selv ind på borger.dk, og derefter indtastet sit NemID, som man altid har glemt hvor ligger. Så tror jeg vist bare jeg taster det i kalenderen på telefonen. Den kan sjovt nok også minde mig om det, og den behøver ingen NemID. Det er et mirakel.

Venteværelset ligger, som en gennemgang mellem to mindre gange. Her kan man sidde og vente. På begge sider går der konstant folk op og ned af gangene. For hver gang et par fødder klasker forbi, løfter jeg hovedet for at se om det er X der henter mig. Jeg kigger og registrerer, sørger for ikke at stirre for voldsomt -fordi så ser de så spørgende på mig og jeg må berolige dem med; ”Jeg har en aftale med X, her kl 15. Hun er nok bare forsinket”, og så får jeg det der sympatiblik, der i mit hoved har en klang af ”dejligt for dig at du er så positiv og optimistisk til trods for du sidder her”.

Der er et smart tag-selv te- og kaffebord. En beholder til de smarte plastickrus, en maskine der spytter både iskoldt og skoldende varmt vand ud, så voldsomt at man må holde på kruset imens, så det ikke bliver skubbet på gulvet af den kraftige vandstråle. Jeg brænder fingrene. Skal man have kaffe, har de instant-pulver i små poser i en kurv. Det kan jeg meget godt lide. Det er nede på jorden, – less is more, og man skal ikke stå og tage stilling til om man skal have cappuccino, macchiato eller americano. Det er et tarveligt valg at stille psykisk sårbare mennesker i. Så kan man lige så godt sende dem direkte over på den lukkede. Sort pulverkaffe er lige præcis hvad jeg kan rumme i dag.

Jeg sætter mig ned. De har bænke, med indbygget bladholder. En bladholder som er fyldt til bristepunktet med kulørte blade. Det er smart. Lad staklerne kigge i nogle dameblade med perfekte kvindekroppe, som fortæller om deres perfekte liv hvor de har tid til både karriere, 5 børn med tilhørende kæledyr der skal passes og luftes, at træne op til deres tredje ironman og samtidig bage deres eget glutenfri morgenbrød.

Det er dog ikke hele sandheden om bladholderen. Den har op til flere (mange) udgaver af bladet Q : ”For kvinder med kurver”. Meget politisk korrekt. Jeg så faktisk et program forleden, der omhandlede tykke kroppe. Den kvindelige vært var blandt andet utilfreds med, at der blandt kioskernes bladudvalg, ingen forsider var med større kvinder. Måske fordi samtlige eksemplarer er blevet hamstret ind til landets psykiatriske afdelinger.

Hvis jeg skulle lave et kvinde-magasin ved jeg godt hvad der skulle pryde forsiderne. Trætte ansigter, triste ansigter. Blege kroppe med ar, rynker og hår. Lad os hylde mennesker der har vigtigere ting at tænke på end ansigts-creme, hvor der skal løftes, hvor der skal glattes ud, og hvilken makeup der er bedst/billigst. Det blad er der helt sikkert ikke nogen der vil læse. Sandheden er ilde hørt, og set.

Klokken er nu 15.10. Jeg sidder stadig og venter. Jeg hader forsinkelser. Hader at vente på folk. Jeg er et meget tålmodigt menneske, jeg er meget forstående over at folk kan blive forsinkede. Men at vente i uvished, hvad forsinkelsen skyldes, det rammer et ømt punkt. En hos mig ret grundlæggende følelse.

Frygten for ikke at blive taget seriøst. Følelsen af at være ligegyldig, ingen, ja nærmest ikke eksisterende. Den rammer mig hårdt i brystet mens jeg stirrer ned i linoleumsgulvet. Det er et enormt kedeligt og intetsigende gulv. Helt deprimerende gråt, med pletter af sort, som min grå-tonede sjæl der er plettet af sort forrådnelse. Henne under kaffebordet er der ekstra sort. Som i beskidt sort. Hvorfor gør de ikke bedre rent der.

Det går op for mig at det er kaffepletter. Langs disken med spruttemaskinen, og hen til bord og stol ved siden af, er der et fint spor af dryp-kaffe. Jeg ser for mig, mennesker der med deres nervøse rystende fingre, forsøger at fragte deres brændvarme kaffe over til bordet, hvor de skal skrive under på, at der må indhentes oplysninger om dem fra, ja nærmest alle der måtte have oplysninger om deres person. Kaffe må man da have at styrke sig på.

 Tårerne presser sig på. ”Hun har sikkert glemt mig, der er ting der er så meget vigtigere end mig, måske brænder hun mig af fordi jeg ikke har fået taget de blodprøver jeg lovede sidst, måske har du slet ikke en aftale i dag, måske er det noget du har bildt dig selv ind”.

Jeg forsøger desperat at hugge den ene vanvittige tanke ned efter den anden. Prøver at holde fast i de rationelle tankesæt. Prøver at grounde mig selv: fødderne fast plantet i linoleumsgulvet, trække vejret dybt, hvad kan du se, høre, lugte osv. Det hele virker stadig fuldstændig vanvittigt.

Hvis jeg havde nosserne, havde jeg rejst mig op, råbt af mine lungers fulde kraft:  “Fucking PIKHOVEDER”!! og forladt stedet.

Klokken slår 15.15 og X står pludselig til højre for mig. “Hejsa!” siger hun med hånden fremme.

”Undskyld forsinkelsen, det trak lidt ud med forrige patient” jeg rejser mig smilende, tager hendes hånd og udbryder cool og overskudsagtigt:

”Det er HELT ok, der er jo hvad der kan ske”….

2 Kommentarer

  1. Signe

    Hej nebulous
    Tak for dagens blog den ramte et punkt jeg kender rigtig godt. Mens jeg sad og læste kom jeg altså til at grine, for alle de tanker der køre rundt i dit hoved mens du venter på X dem kunne jeg bare nikke genkendelse til og når så det kommer ned på skrift så er det bare lidt komisk at vores tanker kan køre så meget rundt og vende hver en situation der nu måtte være sket siden X ikke er kommet endnu.

    Svar
    • Nebulous

      Hej Signe!!
      Tak for kommentaren, dejligt at blive “genkendt” her også!
      Og ja! Det er ganske komisk hvordan ens tanker kan få en helt ud af en tangent. Og stakkels X der ikke har nogen anelse om hvad der lige er foregået inde i en 😁

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.