Hvorfor?
(Nu er det her mit første indlæg på bloggen, selvom jeg har haft adgang i lang tid. Det er måske et lidt internt emne at starte ud på, men jeg tror ikke at jeg er den eneste, der er dybt ambivalent omkring kærlighed..)
Jeg er 22 år gammel. Sidste gang jeg var forelsket er 2 år siden, faktisk ret præcist. Det er ikke første gang at jeg bliver ramt af sommerfugle, mens vinteren stadig ligger tungt over os. Og jeg er ikke engang sikker på at jeg er forelsket, kender i det? Jeg har det bare forfærdeligt.
Til daglig er jeg det, jeg selv vil betegne som en ‘hel normal skizofren’. Normal er en irriterende betegnelse, men jeg ved altså ikke hvad jeg ellers skal kalde det. Det er 7+ år siden jeg fik glæden af min livsledsager ‘Paranoid Skizofreni’. Idag er jeg studerende, i egen bolig, uden medicin. Jeg stresser over ionforbindelser, jagter gode tilbud i den lokale discountbutik, tæller 50 ører sidst på måneden og min plante kæmper for sit liv i stuen. Det lyder skam normalt i mine øre.
Men det er sådan en ting, en djævel, en pestilens, en dæmon som kærlighed der kan skyde mig totalt ud af sving.
Jeg er hamrende selektiv og grænsende til arrogant når det gælder hvilke mennesker jeg har, og prioriterer i mit liv. Men ligeså snart min hjerne har fået det her fokuspoint, og endorfin og dopamin begynder at oversejle min i forvejen sensitive nervecentrer, så bliver jeg Lovesick. Jeg har allerede fantaseret om familieintroduktioner, hus-indretning, grædt mig selv i søvn og været PMS kælling for de næste 5 år, før jeg erklærer min kærlighed til det uheldige menneske den er faldt på. Det er farligt for mig at være forelsket. Altså seriøst!
Nå men altså, mine symptomer(skrevet som bivirkninger, den slags giver overblik) på det her lort(kærlighed) viser sig således:
Lette bivirkninger:
- Hjertebanken
- Øget svedproduktion
- Dårlig selvironisk humor
Moderate bivirkninger:
- Øget tendens til at komme med usande påståelser
- Øget tankevirkning
- Markant øget søvnbesvær
- Nedsat appetit
Svære bivirkninger:
- Depressionssymptomer
- Dårlig selvværd
- Symptomer på hypomani
- Paranoia
Men jeg overvejer at tage en beslutning, om at droppe det, før det er for sent (læs: stavnsbundet i forelskelse, 1 år frem). Og det er ikke fordi jeg ikke vil kærlighed, fordi.. Som jeg skrev længere oppe, det er 2 år siden jeg sidst var forelsket(ikke gengældt). Jeg bryder mig ikke om at få en kæreste bare for at få en kæreste, så jeg savner og mangler jo at have en at dele livet med, på det mere romantisk niveau. Men jeg er simpelthen ikke mentalt rustet til det, endnu. Og jeg er bange for det.
Normalt synes jeg at man skal møde sin frygt, og det skal man ofte for at sejre. Men jeg er nået langt i min psykiske bedring de sidste par år, og jeg kan bare mærke at kærlighed endnu er for voldsomt for mig. Sidste gang jeg var forelsket var jeg stadig på antipsykotisk, og selvom det ærligt ikke var så kønt dengang, så hjalp medicinen mig meget. Det blev ikke den samme rutsjebane, og det gjorde det lettere at leve i, og komme igennem. Samtidig har jeg ikke lyst til at lade mig medicinere i håbet om at kunne mestre kærlighed, for det er jeg sikker på at jeg nok skal komme til en dag.
Nu vil jeg selvfølgelig ikke love mig selv guld og grønne skove. Det er ikke sikkert at jeg kan ligge låg på mine bulderkogende følelser, men jeg håber det faktisk. Ved kærlighed kan jeg se de punkter, hvor jeg endnu ikke har styrket min evne til at passe på mig selv, og derved passe på andre. Og det er ikke fordi jeg finder de værste mennesker at forelske mig i. Det er ikke fordi kærlighed i sig selv egentlig er nogen dæmon, djævel, pestilens, det er egentlig bare mig, der bliver det. Jeg bliver lovesick. Og det er ikke sundt, i den grad.
Men det var faktisk ret godt, at det lige fik ramt mig. Jeg havde lykkelig fortrængt mine svagheder i dette, nu er de belyst, så jeg ved hvor jeg skal tage fat og rede de løse tråde ud. Så jeg en dag kan blive forelsket, og vide at jeg går ind i det af de rigtige årsager og med gode værdier -> og ikke i en grænsepsykotisk tåge.