En hård tid

Følelser. Ja, der er mange, og en af dem er vrede. En vrede som har udløst sig i diskussioner og råben. Og håbløshed. En depression
Det startede for mange år siden. Hvad var det? Hvor kom det fra? Var det virkeligt elle blot indbildning. Nej det var ikke en tegnefilm eller sceine-fiktion film. Det skete virkeligt. Det startede som en slags svimmelhed og lidt hovedpine. Det føltes som noget tungt; en slags kraft, der tog over, en stemme. Eller måske et kontrollerende væsen. Jeg vidste ikke hvad det var!
Stemmen tog over. Jeg endte med at navngive det ‘det’ og ‘den’. Min hverdag vendte på hovedet – mit liv gik fra at være selvkørende til passiv; jeg isolerede mig selv fra familie og venner, endda facebook det første stykke tid. Fra at være en arbejdende selvstændig kvinde til at sidde alene på mit værelse med en depression + det andet.
“Du skal sidde hele dagen … (fra morgen til aften)”, sagde stemmen og så går det væk. Nej! Det passer ikke. Men jeg gjorde det alligevel, fordi jeg troede på stemmen. Jeg indså der var noget galt, men kroppen (måske hjernen) kunne ikke andet end at lade sig styre af stemmen. Det blev værre. Jeg begyndte at høre skrig i mit hovedet som var så slemt, at jeg ikke længere kunne rumme det, det skete med mig.
En anden person vil ikke kunne forstå det. Jeg ser et blik i folks øjne, som siger stop, jeg vil ikke høre mere ! jeg kan ikke klare det! når jeg italersætter mine tragiske oplevelser + det andet. Hvem skulle jeg sige det til? Hvem vil høre på det? Ingen! Da jeg ønskede at sætte ord på det var der ingen. Ingen hjælp at hente. Alle (folk, der var omkring mig og som kendte) gik bare ubemærket forbi. Jeg har min tætte familie ved min side, hvilket jeg er dybt taknemlig for, men jeg havde brug for noget mere støtte. Jeg har meget familie. Hvor var de? På Job? Ligeglad? De viste sympati og mere var der ikke. Enkelte prøvede at hjælpe via mine forældre. Hvem skulle hele mig? Jeg var syg. Det vidste jeg jo godt. Ingen talte direkte til mig. Hvor var mine jævnalderende familie. Var de ligeglade? De ville sige nej. Men hvad var de så?
Jeg tænker tilbage. Mine tårer løber ned ad kinderne. Jeg kunne ikke handle. ’Den’ begrænsede mig. Jeg pressede mig selv til at få noget frisk luft komme ud. Med tiden blev dette også umuligt. Jeg sad i mit værelse, jeg blev stresset. Min morgen og aften gik med det. Det stod så slemt til. Jeg kunne tage min medicin og spise nogen måltider om dagen.
Jeg mistede langsomt håbet. Jeg havde brug for tætte veninder. Et familiemedlem eller en ven jeg kunne åbne mig op for. Der var mange mennesker i mit netværk, men de havde travlt. Og jeg alfdistancerede langsomt mig selv pga. depression og sygdom.
Min familie sørgede for jeg fik noget at spise. De pressede mig til at søge hjælp (flere gange), og så lykkedes det.
“Du har det skidt”, sagde en læge. Det kunne jeg følelsesmæssigt ej rumme. Behandlingen startede langsomt. Efter nogle dage kom det så:
“Du har en psykose”
Det var et chokerende og hårdt øjeblik. Jeg var blank, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne mærke min puls. “Ja”. Det var mit svar. Jeg kunne ikke sige mere. For en stund tog følelserne over, da jeg blev konfronteret med, at jeg var syg. Jeg havde aldrig troet at det ville ende så vidt, at jeg fik en diagnose. Jeg har i mange år været bevidst om min tilstand.
For mange inklusiv mig selv troede man, at det bare forsvandt med en kort behandling, hvilket er fint nok. Men da sygdommen havde valgt at blive, blev det straks noget svære at tænke klart og søge den rette hjælp.
Det var hårdt for mig at acceptere dette og tage min medicin mod det. Taknemlig er jeg i dag for at det har hjulpet. Jeg kan i noget grad socialisere mig med familien, handle ind, føre en almindelig samtale etc. Jeg har det meget bedre, men jeg er stadig syg. Og der går noget tid inden jeg kommer på benene igen og får mig en almindelig tilværelse.
Jeg er en kvinde med ambitioner, og jeg har lige meget ret til at leve, drømme, spise og grine som andre. Jeg havde ret til hjælp, selvom det var få, der stillede sig til rådighed. Forskellen er, at mange vendte det blinde øje til. Jeg har behov for drømme og som ingen tage fra mig, heller ikke ´den´.