”Hvad betyder en pause for dig?” Spørger jeg ham. Jeg er så bange for, at han vil svare, at vi ikke skal ses mere. Jeg vil nemlig så gerne kæmpe for, at vi kan finde ud af noget. Der må da være en løsning, for jeg elsker ham jo!
Der er stille lidt.
”Altså jeg tænker, at det betyder, at vi har slået op,” svarer han. Jeg kan overhovedet ikke høre den kærlighed, som ellers altid har været der. Han mener det virkelig!
Jeg stivner. Det er som om, at han lige har taget mit hjerte, og stukket det tyve gange med en issyl. Det kramper helt i det. Hvad nu? Hvad med min kærlighed til ham?
Jeg forstår godt, at min ekskæreste ikke kunne være i min selvskade mere. Jeg tog overdoser konstant, og han forklarede mig, at hans største frygt var blevet virkelighed. Han var blevet ligeglad med, om jeg havde taget en overdosis igen, for det gjorde jeg jo helt tiden. Jeg forstår ham, men hold nu op, hvor gjorde det bare ondt!
Jeg har aldrig haft et bedre forhold end det her. Jeg elskede ham virkelig inderligt, som jeg aldrig har elsket et andet menneske før. På grund af svigt i min barndom, har jeg aldrig turde stole på andre mennesker. Jeg har altid været bange for, at de ville mig det ondt, men ikke ham. Jeg vidste, at han elskede mig.
Da min kæreste slog op med mig, var jeg allerede inde i en svær periode. Jeg havde taget nok 25 overdoser på fire måneder. En virkelig kedelig statistik, men mit liv var i kaos, og selvskade var den eneste løsning, som jeg kendte til. Men det var ikke kun selvskade, der var på spil, for jeg var så deprimeret oveni, at jeg også havde forsøgt selvmord. Det var virkelig en hård periode. Derfor troede jeg også, at det her ville være det endelige spark. At jeg aldrig ville rejse mig igen.
Men noget vendte! Jeg havde længe kæmpet for at stoppe, fordi jeg ikke ville såre min kæreste. Men nu, hvor han var ude af billedet, så begyndte jeg i stedet at kæmpe for mig selv. Noget jeg aldrig havde troet ville ske. Jeg har nemlig altid hadet mig selv, fordi jeg i en tidlig alder lærte mig selv, at jeg ikke måtte leve. Men med hjælp fra min kontaktpersoner på mit bosted, personalet fra psykiatriske skadestue i Skejby, og min behandler i Klinik 1, begyndte jeg at indse, at jeg faktisk også måtte være her.
Det har bestemt ikke været nemt at tage til mig, at jeg har en plads i verden, men i stedet for at vende mit brud med min ekskæreste til, at jeg ikke kunne stole på nogen igen, så har jeg faktisk formået at gøre det lige modsatte. Jeg har givet personer lov til at komme ind på livet af mig, og de har faktisk været der, når jeg havde allermest brug for dem. Men de selvfølgelig ikke har kæmpet min kamp. Det har jeg selv, men de har alligevel støttet mig. En støtte, der har gjort, at jeg har kunnet komme igennem min krise.
Jeg er langt fra i mål, men i dag er det ti dage siden jeg sidst tog en overdosis. Det lyder måske ikke af meget, men taget i betragtning af, at jeg ugen forinden, tog tre på samme uge, så er det virkelig en sejr. En sejr, jeg langt hen af vejen kan tilskrive mig selv, men jeg var aldrig kommet så langt uden støtte.
Det har virkelig været en lang og sej kamp, og folk omkring mig har længe kæmpet for at støtte mig. Desværre har jeg bare ikke haft overskud til at lade dem hjælpe mig før nu. Men nu er jeg fuldt ud klar til at lade dem støtte mig, og det gør de også. Det har været en kamp. En kamp, der stadig skal kæmpes, for jeg er slet ikke ovre min sorg endnu.
Men jeg har fundet vejen frem, og det har jeg takket være gode støtter. Støtter, som jeg skylder så meget. Jeg synes, vi alt for mange gange har for travlt med at fokusere på, hvad der er galt i psykiatrien, at de gode historier drukner. Men det her er en god historie, hvor psykiatrien virkelig fungere. Og tak for det!
Foto: Pixabay