Det er en mærkelig tid, hvor Corona virussen og dens konsekvenser for vores hverdag fylder meget for os alle. Hvis man er sårbar over for, at ændringer påvirker ens psykiske balance, er man særlig udfordret i denne tid. Man har behov for at kunne stå på en tryg stabil base af f.eks. struktur og socialt liv for at have det godt. Den base rystes på alle fronter lige nu. Det kan f.eks. være aflyste fritidsaktiviteter, lukkede gruppetilbud, behandling der er aflyst eller foregår eller pr. telefon, frygt for at miste sit arbejde, at der er mindre kontakt til andre med ensomhed til følge og mange andre ting … og under alt dette ligger angsten for det ukendte og fremtiden.

Som blogger om peerstøtte vil jeg gøre opmærksom på et særligt tilbud, som peers har taget initiativ til i forbindelse med Coronakrisen – Peer-linjen (https://www.facebook.com/peerlinjen/)

Et team af engagerede peers, som ser et særligt behov i denne tid, giver dig mulighed for at tale med peers, som har personlige erfaringer med, at den psykiske balance kan være let påvirkelig, afhængig af mange faktorer, og hvad der sker når vores trygge base rystes. De kan bidrage til, at du føler dig hørt og forstået, give dig mod og styrke og være med til at bevare din psykiske balance.

Peer-linjen skriver bl.a. på deres facebookside

Rigtig, rigtig mange sårbare mennesker har mistet deres faste rytme i hverdagen.
Aktiviteter, træning, job, praktik er lukket og vi kan ikke besøge hinanden. Nogle står også alene med børn uden netværk. Ensomhed og angst kan nemt få fat på en. Derfor har vi åbnet Peer-linjen, hvor vi som peers kan støtte og guide dig. Vi har ikke svarene, men vi lytter og støtter.

Peerlinjen er for dig der er berørt af psykiske udfordringer, hvad enten det er på egen krop eller som pårørende.

Vi er en gruppe frivillige Peers, der alle har erfaringer med at have det svært og stiller vores erfaringer til rådighed for andre.
En linje, der har åbent mens Danmark er lukket ned.

Skriv en mail med dit telefonnummer til Peerlinjen@gmail.com. Eller skriv en besked på https://www.facebook.com/peerlinjen/

I mailen beskriver man ganske kort hvad man som udgangspunkt gerne vil tale med en peer om. Der vil være opkald fra os peers mellem 12-18 hver dag. Vi ringer fra hemmeligt nummer.

Psst: På peerstøtte linjens facebookside er også forslag strategier til at takle denne tid.

Om Forfatteren

"Et arbejdsliv for Karen er yderst tvivlsomt og hun bør ikke arbejde med mennesker, som har brug for omsorg", skrev min psykiater i 2007. Jeg har - med en del omveje undervejs - kæmpet mig tilbage til et arbejdsliv, hvor mine erfaringer med svære depressioner ikke ses som en begrænsning, men som værdifulde for andre. Tidligere har jeg arbejdet tre år som recovery mentor på et socialpsykiatrisk botilbud. De sidste tre år har jeg arbejdet som peerstøtte-medarbejder i Helsingør Kommune. Jeg glæder mig til at blogge om, hvad jeg oplever som peer støtte-medarbejder. Hvilken positiv forskel jeg oplever, det gør for mig selv, kollegaer og ikke mindst de borgere, som jeg arbejder sammen med i det daglige. En enkelt udfordring vil nok også dukke op i ny og næ :-) Mere eller mindre interessante facts om mig: Jeg er 42 år og bor i Helsingør med min kone, min bonusdatter på 11 år, fem katte, en hund, to kaniner og et utal af fisk. Jeg samler på Playmobil fra 70'erne og 80'erne og holder af at skrive og spille musik.

2 Kommentarer

  1. Tynoa

    Super fedt tiltag, helt klart noget jeg ville bruge hvis jeg ikke havde min 85 støtte som ringer dagligt og undtagelsesvis også ringer i påsken fordi alle personaler et bekymret for de borgere der tit kom på værestedet.

    Svar
    • Karen Norbøll

      Det lyder godt, at dine 85 støtter holder så godt fast i jeres kontakt og er fleksible i den her tid. Dejligt at høre! – Det gør mig glad 🙂

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.