Svært ved at sove

De sidste dage,har jeg ikke kunne sove,sådan er det for det meste i lange perioder,er stabil få dage efter indlæggelse også samme mølle igen.
Mørket falder på også må jeg tage nogle beroligende også min normale dosis medicin

Beroligene pose

jeg finder min pose frem med beroligende metoder, som jeg fik af et personale på PAM, det et projekt som de er ved at udvikle, jeg har selv udvidet den med ting jeg kan lide at lave. Finde ord, mandelas, hjerne vridning, Loom elastikker. m.m

find ro for en stund

Jeg ligger mig i sengen, men kroppen  ryster og tårne løber, Jeg er ufrivilligt blevet flået baglæns i tiden.

Smerten i maven er forfærdelig.

Hver eneste aften, går der længe før jeg sover, jeg ligger mig ned, vender og drejer mig, andre gange i fosterstilling. trætheden skal overmande mine tanker. Må gemme min pn til aften for at tage 3 beroligene.

Bare et øjeblik

Jeg ønsker, at jeg kunne lukke mine øjneblik og sove roligt..
Bare for en kort stund..

Men jeg ved godt at mareridtene kommer og overmander mig omlidt, det føles som voldsomme biske hunde der vil løbe efter mig, mens jeg panisk flygter tilbage til en vågen tilstand..

Min medicin virker meget sløvende så sover nogle timer også kommer hjemmeplejen med min medicin.

Jeg får udleveret medicin en gang om dagen.

Fordi jeg ingen respekt har for medicin
For at være lige ud. Jeg ved godt det er pisse farligt. Derfor er det låst ned.

Jeg får min medicin ude i opgangen lige nu fordi jeg er syg, i disse tider er alt jo Corona.
14 dage i kantræne. Det er ikke lige mig. Men det jo en sikkerhed.

kantæne i 14 dage

jeg skal være i kantæne,og det er hårdt, har vendt op og ned på dagen,tankerne flyver forbi. hvad nu hvis.. Corona Virussen er jeg bange for, rammer den en af mine kære. mister jeg nogle? er jeg selv smittet? mine tanker får lyd på

Vågner sent

Jeg ligger mig så til at sove igen, som så gør jeg vågner først ved mellem 12 og 17.

Jeg er så træt grundet medicin, men for mig er det også en flugt for virkeligheden også selvom mareridtene er til tider så voldsomme.

savner tiden hvor jeg fungerede

Jeg savner Stella, hende som passede hendes arbejde, havde mod på livet. Hende der drømte om at bruge hendes drømme uddannelse. Men næ nej fortiden åd mig op, stille og roligt

grædt mange tåre

Jeg har grædt mange tåre, behandlet hende hårdt,
Mens det stadigvæk er skammen der brænder mig værst..

Jeg skammer mig over alt hvad jeg naivt har indvilliget i, har tilladt og blindt har accepteret..

Der var jo nogle der så hende og roste hende for hvad hun ikke sætte grænser for.

Fordi jeg troede det var helt fortjent, helt i orden og helt min egen skyld..

Jeg sagde jo ikke nej.. fordi jeg ikke turde..

Hvad nu hvis de ville gøre mig endnu mere fortræd.

Tage den lille pige i hånden

Hvis jeg dog bare kunne rejse tilbage og tage den unge usikre pige i hånden og tålmodigt forklare hende, at det ikke er meningen, at kærlighed skal serveres med smerte, være krydret med frygt…

… og smage af blod og angst.

Jeg er ikke ved at miste forstanden..

Jeg har ikke gjort noget galt..
Det er ikke min skyld..

Jeg har bare brug for hjælp..

Jeg ville ønske, at jeg var stærkere dengang i fortiden..
Så jeg ikke skulle føle mig svag og ødelagt og værdiløs her i nutiden..

Men jeg kan ikke hjælpe hende, der var engang.. for hun eksisterer ikke længere..

Jeg kan kun omfavne hende, der lever idag.. for hun trænger til nærvær og trøst..
Men det er svært når hun skriger efter hjælp,går der lang tid før hjælpen kommer.

Og jeg kan kæmpe for hende, der lever videre imorgen.. for hun fortjener at leve uden angst og skam.

Jeg vil så gerne få den rette behandling ,men kan jeg holde til at se det hele i øjne sådan face to face.

Men det gør jeg jo om natten og om dagen.

Jeg vil så gerne hjælpe hende den bange og usikre voksen.

Jeg mig selv idag.

Om Forfatteren

navn: stella alder:29 år bor: sydsjælland primære emner: min hverdag med traumer og en psyke der driller, indlæggelser og det at være i psykiatrien, interessser vil skive om dianoserne: kompleks PTSD, Borderline, generaliseret angst, PNES anfald, depression, spiseforstyrrelse. jeg vil lave en slags dagbog over mine tanker over hvad der er sket over dagen, eller bare hvad jeg lige har på hjertet der vil sikkert være mange emner jeg vil skive om :)

2 Kommentarer

  1. Tynoa

    Så godt skrevet!
    Fortiden kan du ikke ændre, men du kan ændre nutiden og fremtiden. Det er pisse hårdt arbejde, men prøv. Det hjælper ikke at se på andre, for deres rejse er anderledes. Jeg ved du tit ser op til mig, men jeg har været i systemet i mange år og har derfor mere erfaring, den du er ved at bygge op så du også kan komme ud på den anden side. Jeg er ved din side og vil altid være der, for du har været der for mig, så nu er der min tur den modsatte vej.
    Jeg holder af dig!

    Svar
  2. Arne Nielsen

    I sin tid, da jeg var meget psykisk syg, spurgte jeg mig selv, hvad meningen var med at skulle straffes så hårdt. Jeg fandt ingen mening, og ingen god Gud i himlen, som kunne hjælpe. Jeg kunne kun konstatere, at min tilstand var en konsekvens af en fejlfunktion i hjernen. Ren logik – ?. I denne ånd var det eneste, jeg kunne sætte min lid til, medicinsk behandling. Jeg havde før fået kureret en ødelæggende angst ad medicinsk vej. Så måske var der noget i posen til mig dér. Og det var der. Men jeg havde ikke forestillet mig, at der skulle gå så mange år, før jeg nåede et godt resultat – måske er selve den faktor, at jeg simpelthen blev ældre også af betydning. Og der er visse ledsagefænomener af fysisk karakter til behandlingen, som jeg aldrig har fået nogen forklaring på. Måske er jeg et enkeltstående eksempel på disse fænomener. Jeg tror ikke, at videnskaben har noget at berette i denne sammenhæng. Der er så meget, man ikke ved om hjernen. Men det er mig indlysende, at i forhold til patienter, der er forudindtaget mod enhver form for medicin, er det svært at komme med den forklaring, at medicinen skal tages fast i mindst ti år, før en gradvis bedring indtræder. Det er mig også en ofte gjort erfaring, at folk intet ved om den medicin, de får – hvad den hedder (hvilket jo er et stort kapitel, fordi der dels er handelsnavnene, dels de generiske navne), hvilken stoftype (antidepressiv, antipsykotisk, SSRI, benzodiazepiner osv), hvilke faldgruber, der er med den enkelte type medicin osv. Det var min oplevelse, at når jeg selv var i tvivl, var den eneste mulighed at spørge psykiateren til råds og høre godt efter. I dag er der jo så mange muligheder for at skaffe sig supplerende information, men det er en labyrint, fordi det ofte er tilfældet, at rapporterede uønskede bivirkninger i praksis for det meste er uden betydning. Erfaringsmæssigt er det for det meste et vovestykke at tage psykiatrisk medicin, men man har lov til at være heldig. Men er man virkeligt syg og har det elendigt, er der for mit vedkommende tale om, at man lægger betænkelighederne til side og kommer i gang med behandlingen. Uden at spilde en masse tid.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.