I forlængelse af mit tidligere blog indlæg omkring “Indre barn metoden” har jeg selv gjort mig nogle lærerige erfaringer omkring det at rumme mine følelser. Det har været helt afgørende for mig, at jeg fandt min egen vej i at kunne det, da det kvag min opvækst med narcisisme og alkohol, ikke er noget jeg naturligt har kunne tillære mig. Jeg mærkede i lang tid en modstand og frustration omkring det at skulle rumme mine følelser, fordi jeg slet ikke kunne se mig ud af, hvordan jeg kunne være med følelser, der føltes så modbydelige og ødelæggende.I arbejdet med mit indre barn, er jeg blevet bevidst om at det skræmmende for mig består i, når jeg bliver for identificeret med den pågældende følelse jeg kommer i kontakt med i forbindelse med mit indre barn. Det er som sådan ikke selve følelsen der er det frygtindgydende for mig, hvilket jeg altid har troet at det var, men derimod det, at jeg helt eller delvist kan miste mig selv ind i følelsen. Når det er sket kan jeg mærke følelsen i hele min krop, i alle afkroge, det ændrer det filter jeg ser verden igennem og følelsens substans kommer til at fylde det hele.
Det har været en svær proces for mig, at komme i kontakt med mit indre barn og alle dets uforløste traumer og følelser, og at finde modet til gradvist at kunne “kigge” på det og være med det. Jeg har i den forbindelse haft nogle meget intense kropslige oplevelser, som var en følelse af at i takt med at jeg kom i kontakt med nogle “gamle” følelser og tilstande, så skulle jeg kropsligt gennemleve det igen for at det på sigt kunne slippe mit system. I takt med processen har jeg lært at mærke mit indre barn og de følelser der kan opstå, mens jeg bliver stående i den “voksne” Line. Det gør at jeg ikke bliver identificeret og overvældet af følelsen, men at jeg stadig kan mærke den, ved at jeg kan blive i min voksne del, kan jeg nu rumme følelsen og tage mig af den, som den burde være blevet af mine forældre. Det har været helt afgørende for mig, især ift. min spiseforstyrelse, depressive perioder og til tider angst lignende tilstande, hvilket jeg tror skyldes, at mange lidelser bunder i det faktum at vedkommende ikke formår at rumme sine følelser og tage vare på dem.
Jeg skriver dette indlæg, med stor forsigtighed, da jeg ikke ønsker at medvirke til at nogen måske kan blive mærket af følelser som at være forkert eller lignede. Det var selv en af de følelser jeg kunne blive ramt af, samt selvkritik, da det på dette tidspunkt gav mig en følelse af, at der endnu var en ting jeg ikke formåede. Det er vigtigt for mig at påpege at det er helt okay hvis du ikke har fundet vejen endnu, til hvordan du kan rumme dine følelser. Det er rigtig svært og det tager tid at finde sin vej i det. Jeg håber blot at mit skriv kan inspirere og give et nyt perspektiv på hvordan det også kan læres <3