Når man er indlagt på sin fødselsdag.
Jeg var indlagt på min atten års fødselsdag. Min indlæggelse i børne og unge begyndte at blive på lånt tid, fordi jeg snart nærmede mig min fødselsdag. Nogen uger inden fik jeg beskeden om at jeg skulle overflyttes til en lukket voksenpsykiatrisk afdeling. De mente ikke at jeg ville kunne udskrives inden. Min frygt udover det hele var nyt handlede også meget om at jeg gennem årene har hørt skrøner om voksenpsykiatrien. Da jeg var yngre tænkte jeg ikke over det, fordi der var flere år til jeg blev myndig, og det sikkert ikke engang var aktuelt. Jeg er nemlig lidt blevet belært af børne og ungdomspsykiatrien med at man skal kæmpe alt hvad man har kært, inden man bliver myndig, fordi voksenpsykiatrien er stedet man virkelig skal undgå at ende. Jeg kan særligt huske et personale engang ordret sagde til mig: “Jeg har været i voksenpsykiatrien. Det er altså ikke for små børn.”
Det er blandt andet fordomme, rygter og skrøner som kan gøre tanken er svær. Det ved jeg også fra andre unge som har stået i samme situation som mig. Mine forventninger til voksenpsykiatrien var også blandende i starten, fordi jeg gennem årene havde fået et indtryk af et mere mangelfuldt og dårligere regi. At det ville være som en falliterklæring at komme i voksenpsykiatrien, udefra det overstående.
Man skal spise sine egne snørebånd for at få hjælp. Eller hvad?
Den største myte jeg har stødt på at det er enormt svært at få hjælp i voksenpsykiatrien. Meget sværere end i børne og ungdomspsykiatrien. Min bedste venindes mor er sygeplejerske og har arbejdet i psykiatrien. Min veninde har selv været indlagt mange gange og haft psykisk sygdom inde på livet. Hun spurgte engang ind til sin mors arbejde, hvor at hendes mor havde sagt at man næsten skulle spise sine snørrebånd, for at få hjælp. Jeg kan også huske en samtale jeg havde med en sygeplejerske som var startet i børne og ungdomspsykiatrien, efter at have været i voksenspsykiatrien. Hun sagde til mig at hun nødigt ville male fanden på væggen, men at jeg skulle skynde mig at tage imod alt hjælp inden jeg blev atten, fordi voksenpsykiatrien ikke havde den samme hjælp.
Min oplevelse i voksenpsykiatrien kan jeg et langt stykke ikke genkende. Der er måske rigtigt nok at der flere patienter og mindre personale i forhold til børne og unge hvor normeringen er den samme. At der måske er flere ressourcer i børne og ungdomspsykiatrien, også på daglig basis til f.eks at købe ting til afdelingen. Strukturen er anderledes og tilgangen. Der er måske ikke det samme indhold i dagen på samme måde som i børne og unge, og man på den måde mere er overladt til sig selv, og de forventer mere at man tager ansvar. Jeg har f.eks. både været tilknyttet distrikspsykiatrien i FACT, hvor jeg kom ind kort efter min udskrivelse. For nyligt er jeg også blevet henvist til OPUS, hvor at jeg fik af vide der kunne være ventetid. Fair nok, tænkte jeg. Jeg blev allerede indkaldt få dage efter henvisningen var sendt. Desuden pointerede overlægen på afdelingen, hvor at jeg er indlagt at jeg uanset hvad ikke ville stå uden behandling. Ambulant synes jeg faktisk at det er børne og ungdomspsykiatrien, hvor behandlingen har været mangelfuld og ventetiden har været uendelig, som jeg oplevede det. Derudover har jeg været indlagt af to omgange, hvoraf den ene indlæggelse var fire måneder, og den jeg gennemgår har været over en måned indtil videre. Jeg spiser ikke snørrebånd.
At gøre sig egne erfaringer.
Min erfaring indtil videre siger også at voksenpsykiatrien er mindre firkantede på nogen områder, hvorimod at børne og unge er mere strenge, med hensyn til strukturen og særligt restriktioner. Jeg måtte f.eks aldrig have ledninger og snørre, da jeg var indlagt som mindreårig. Det betød at jeg styrtede frem og tilbage utallige gange dagligt for at få opladet min telefon. I voksenpsykiatrien må jeg have ledninger, med kompromisset at de er bundet fast, så at jeg ikke kan forsøge nogen uhensigtmæssige handlinger. Jeg bestemmer flere ting i min behandling. Jeg synes også det er lidt nemmere at være indlagt som voksen end som barn. Der er flere møder man skal gå til, flere restriktioner og mindre medbestemmelse i ens forløb. Da jeg var yngre kunne jeg godt føle at jeg ikke havde samme kontrol over min behandling, hvilket godt kunne stresse mig meget. At det var ude af mine hænder hvem som havde indflydelse på hvad. Jeg synes det var svært i starten, fordi det var så nyt og jeg har været i børne og ungdomspsykiatrien i seks år. Det var trygt for mig, fordi jeg kender tilgangen og måden det fungerer på. Jeg frygtede nemlig voksenpsykiatrien ville behandle mig så anderledes, at jeg ikke ville kunne genkende mig selv i behandlingen.
Jeg synes man skal danne sig sit eget indtryk. Der er fordele og ulemper, og mindre eller mere gode ting ved begge systemer. Det kan jeg selv se og mærke, eftersom at jeg har prøvet at være indlagt både som barn og voksen. Jeg synes der er ting som fungerer bedre i voksenregi, men også ting som jeg synes er bedre, eller har savnet ved at være indlagt eller være i behandling som mindreårig. Både i forhold behandlingen, strukturen på afdelingerne og den tilgang man bliver mødt med. Man skal tage ansvar på en anden måde. Tilgængeld har man mere frihed og medbestemmelse på flere områder. Jeg synes det var svært i starten, fordi det hele var nyt. Jeg kan også stadig savne at være i børne og unge til tider. Jeg synes det er lidt ærgeligt at det kan blive gjort så sketchy at komme i voksenpsykiatrien, udefra rygter og fordomme. I mit tilfælde har det ikke kun nødvendigvis været dårligere, tror jeg. Selvom det er anderledes, ja.
Foto: Privat.