I disse dage er hele min familie og jeg selv rystet over en nær slægtnings alt for tidlige død. Der var tale om en trafikulykke, ikke corona. Vedkommende kunne have levet mange år endnu. Afdøde var af min egen generation, men har levet mange år i udlandet. Jeg selv, og en del andre, udgjorde vedkommendes forbindelse til det gamle land. Som danskere har for vane, var vedkommende godt integreret i den pågældende nations kultur, og det var efter eget valg, at vedkommede havde valgt at bosætte sig i det pågældende land. Vedkommendes voksne børn, der selv har børn, tager sig af det fornødne, idet de, heldigt, befinder sig i det pågældende land, men er i øjeblikket meget stressede og tynget af det skete. Derfor har jeg besluttet ikke mere at kontakte dem, men at afvente, at de kontakter mig.

Det var afdødes ønske, at asken skulle overføres til Danmark, hvilket det ene af børnene har fortalt mig om. Undertiden forsøgte jeg mig med at spørge den nu afdøde, hvorvidt den nu afdøde havde nogle ønsker i denne forbindelse, men det blev altid slået hen. Den ene af børnene stod på en sådan fod med afdøde, at det lykkedes denne efterkommer at få svar på disse spørgsmål. Vedkommende barn kan undertiden udvise beslutsomhed i henseende til at få et ordentligt svar.

Også afdødes tidligere ægtefælle, som bor i det samme land, har jeg været i kontakt med. Jeg håber, at der i fremtiden kan blive samtaler med dem alle sammen på telefonen, idet der i hele familien er tale om fornuftige, begavede og ordentlige mennesker, som er værd at kende. Det kan ikke erstatte den afdøde, men det kan måske rumme andre muligheder.

Lige da jeg havde fået den nedslående meddelelse af min anden slægtning, gik jeg i gang med at være praktisk, og fik ringet til fjernere slægtninge, tilhørende hver deres gren af familien, og fik længere samtaler med hver af dem. De underrettede så hver deres gren af familien.

Samtaler med nære bekendte af mig blev det også til, og jeg må sige at de har været glimrende. I første omgang oplevede jeg ikke sorg, vel fordi det ikke rigtigt trængte ind, at vedkommende var død, men dagen efter følte jeg mig meget underligt tilpas. Den afdøde havde haft en glimrende hukommelse, og der var mange ting fra barndommen, vi kunne minde hinanden om. Vort familieliv var ikke harmonisk, og på det punkt kunne vi også dele analyser og opfattelser. Desuden havde vi jo begge kendt alle vore bedsteforældre, og kunne supplere hinandens hukommelser desangående.

Når man står midt i sådan noget, kan man undertiden føle sig meget låst i situationen. Da jeg lever og bor alene er jeg ikke i den forstand afhængig af andre mennesker, så jeg har haft behov for at tage fri fra det hele og tænke på noget andet, og det har jeg kunnet gøre, uden at nogen blandede sig i det. Jeg har sovet – og drømt – og jeg har hørt musik, og jeg har læst. Jeg har også spillet en del af min egen musik, som jeg altid improviserer på klaveret. Jeg har engang lavet en indspilning på Netværkstedet Thorvaldsen, hvor jeg fik min egen musik på noder, og jeg kan da se, at det bestemt ikke er simple ting, jeg laver. I disse tider afventer jeg, hvad der sker på Netværkstedet Thorvaldsen, da de jo også har været corona-nedlukket.

Af læsning fik jeg læst en Maigret-bog, som jeg for nylig fik foræret, og som jeg egentligt godt kunne knytte nogle kommentarer til, men alt dette med død fik mig til at tænke på en science-fiction-roman, som jeg har haft i mange, mange år. Jeg kan huske, at da jeg læste den første gang, fandt jeg den ret amerikansk, og lidende af visse amerikanske idéer, som jeg dengang fandt platte. Men nu, da jeg har læst den mange gange gennem årene, ser jeg mig langt mere i stand til at værdsætte dens kvaliteter end da jeg første gang stiftede bekendtskab med den. Det drejer sig om bogen ”Mellemstation”, på amerikansk ”Way Station” af Clifford D. Simak. Det handler om en mand, der som ung var med i den amerikanske borgerkrig, men som umiddelbart efter krigen, stadigt ung, blev rekrutteret til at bestyre en intergalaktisk mellemstation på jorden. Meningen er, at intelligensvæsner ude fra galaksen bliver transmitteret til mellemstationen ved hjælp af af en, for os ukendt, form for bølger, hvor de materialiserer sig i mellemstationen, for så senere, på samme vis, at lade sig transmittere videre. Manden, der på denne måde er bestyrer af stationen, og den af ham ukendte teknologi, fører bøger og protokoller over de rejsende, som er af alle mulige slags. Hans hus er blevet gjort fuldstændigt uforgængeligt, og kun han kan komme ind i det og ud af det. Selv ældes han ikke, når han er i huset, og ved bogens start har han levet i 124 år uden at ældes.

Men der sker det på et tidspunkt, at en rejsende falder død om i huset, som er mellemstation. Vor stationsbestyrer kontakter den galaktiske ledelse, om, hvordan han skal forholde sig, og får det svar, at han blot skal behandle den døde, som man har for skik på jorden, idet dette er familiens synspunkt, og at han skal blive dér, hvor han er død. Så han går ud og graver en grav og tømrer en kiste sammen, og den døde bliver begravet efter jordisk skik. Han læser en af ham udvalgt bibeltekst, og sætter den afdøde en sten med en inskription, han har lavet ud fra hans kendskab til den afdødes skriftsprog.

Men så sker ulykken. Hans åbenbart høje alder og hans afsondrede levevis har tiltrukket sig efterretningstjenestens opmærksomhed, og en dag er liget væk. Han får det at vide gennem den intergalaktiske forbindelse, idet familien har vidst det, øjeblikkeligt da det skete. Selv går han ud og får kontrolleret det som et faktum. Han får kontakt til den efterretningsmand, som han ved befinder sig i omegnen, og truer denne med alverdens ulykker, hvis liget ikke kommer tilbage igen. Liget er blevet fragtet til Washington DC, men det KOMMER tilbage igen.

Hele historien er mere kompliceret end jeg her beskriver den, og mere psykologisk raffineret, end hvad man får indtryk af af dette begrænsede referat. Romanen rummer også mange andre motiver, end jeg her har fortalt om, og det hele hænger sammen, men fra et psykologisk synspunkt er den interessant. Jeg er ked af, at science-fiction-historier af mange, uden kendskab til genren, er udsat for megen nedvurdering. Jeg har gjort den erfaring, at et stort og trofast publikum finder man på landets naturvidenskabelige fakulteter. Forudsætningen for at blive en god naturvidenskabsmand er naturligvis, at man har en stor og struktureret form for viden, men også, at man, i kraft af de raffinerede værktøjer i intellektuel henseende, som naturvidenskaben, og, ikke mindst, matematikken, stiller til rådighed, har en virkeligt god fantasi. Selve det, at vi ved, at dette og hint forholder sig på den og den måde, behøver jo ikke at udgøre nogen barrière for at forestille sig, at tingene kunne være på andre måder. Og netop den naturvidenskabelige indsigt sætter den naturvidenskabelige person i stand til, på meningsfuld måde, nøje at inddrage konsekvenserne af et anderledes verdensbillede, og det er ofte de bedste science-fiction-romaner og -noveller, der er virkeligt gennemarbejdede. Det er meget få forfattere, der er i stand til dette. Og humaniorafolk er, set gennem naturvidenskabelige briller, håbløst fantasiløse og uvidende. Og det værste er, at disse for det meste intet problem ser heri.

Ofte har jeg igennem livet følt det, som om en mægtig port smækkede i bag mig. Jeg ville i dag ikke kunne gentage det stunt, som livet er, på den måde, som det rent faktisk er sket. Chancer viste der sig, som blev udnyttet af mig, men i mange tilfælde var det mere held end forstand. Men også heldet er en kunstart, som det ikke falder i alles lod at kunne udøve.

Billedet er photo-1535966386326-8002188f3efe.jpg fra Unsplash.com

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.