”Jeg er ikke skizofreni – jeg lider af skizofreni!”
Det var en sætning, som det tog mig lang tid at lære. Men nu sidder den der heldigvis. For intet menneske er sin diagnose. Diagnosen er bare en del af mennesket. Ligesådan er ikke to mennesker ens. Alle har noget forskelligt, som de slås med. Derfor bør man heller ikke komme en kasse ned over hovedet på folk, for det er yderest sjældent, at man passer helt perfekt ned i den her kasse.
Ikke desto mindre er det sådan, at det fungerer i psykiatrien. Jeg er personligt rigtig glad for den danske psykiatri. Den har hjulpet mig meget, men den har også givet mig mange panderynker!
Det er sådan, at jeg har lidt af skizofreni, siden jeg var fem år gammel. Gennem min barndom og ungdom har sygdommen påvirket mig meget. Det har gjort, at jeg har haft svært ved at udvikle en sund personlighedsstruktur. Desuden har jeg også en mor, som lider af borderline, så der har jeg også lært en ting eller to, mens jeg voksede op.
Det er efterhånden fem år siden, at jeg fik stillet en skizofreni diagnose. Det var den første diagnose, som jeg fik stillet. Senere kom både generaliseret angst og periodevis depression også på.
Jeg gik i OPUS i to år, som de fleste med en ny opdaget skizofreni gør. Desværre var det to turbulente år for mig, så jeg endte med ikke at profitere meget af det. Faktisk mente man til sidst, at grunden til, at jeg ikke havde profiteret af forløbet, var fordi jeg slet ikke led af skizofreni, men af en personlighedsforstyrrelse. Det var dog langt fra min egen opfattelse, men jeg havde ikke meget at skulle sige.
Når man lider af skizofreni, så hører man under det psykotisk spektrum af de psykiske lidelser. Her var min oplevelse, at jeg blev behandlet med meget medicin og støtte. Da jeg så fik frataget skizofreni diagnosen, fik jeg i stedet en uspecificeret personlighedsforstyrrelse diagnose indtil, man havde udredt mig.
Det betød, at jeg røg over i den affektive del af det psykiatriske spektrum. Her blev jeg helt anderledes. Jeg fik ikke længere medicin, og jeg skulle lære at tage ansvar for mig eget liv. Det var to typer af behandlingsmetoder, som jeg følte, stod i direkte modsætning til hinanden. Det var derfor ekstremt svært for mig at skifte behandlingsmetode. Mest fordi, at det føltes som om, at det skete hen over natten. Fra den ene dag til den anden skulle jeg pludselig til at tage ansvar for mit eget liv.
Da jeg endelig blev udredt for en personlighedsforstyrrelse, endte det med, at jeg endnu engang fik stillet en skizofreni diagnose, og røg tilbage i det psykotiske spektrum. Der har jeg været de sidste tre år, og det har både gået op og ned. For tiden er mine symptomer dog begyndt at tegne sig mere i retningen af en personlighedsforstyrrelse igen. Jeg har stadig ikke fået stille en personlighedsforstyrrelses diagnose, men det er meget klart, at det er de problematikker, som jeg slås med.
Her bliver det dog problematisk. For jeg har stadig min skizofreni diagnose, som også stadig fylder en smule, men en skizofreni diagnose vejer tungest, så hvis man har sådan en, så er det den, man får behandling for. Derfor føler jeg mig lidt fanget mellem to kasser. For jeg hører egentlig mest til ovre i det affektive lige nu, men fordi jeg stadig har skizofreni, så er det der, jeg hører til. Og det er bestemt ikke, fordi jeg gerne vil skifte diagnose, for jeg er virkelig glad for mit team, som er omkring mig. Dem vil jeg for alt i verden ikke af med. Men jeg kan godt savne, at psykiatrien ikke er så firkantede. For jeg føler, at de ikke kan rumme mig som person. At jeg har to forskellige diagnoser. Det er simpelthen ikke muligt. Jeg kan kun være i en kasse af gangen. Så er det lidt, at jeg føler, at jeg er tilbage i starten. At man bliver til sin diagnose, fordi systemet ikke kan rumme det hele menneske.
Desuden føler jeg også, at man behandler mig ud fra det, man tidligere har set virke for andre personer. At man ikke behandler mig ud fra mig som menneske. Med det mener jeg, at man ser på min psykiske sygdom, som man holder op mod andres, så jeg ikke længere er unik, som ellers alle mennesker er.
Så det jeg egentlig vil sige er, at et frustrerer mig, at man ikke har plads til det hele menneske i psykiatrien. Det er i hvert fald min oplevelse. At ens diagnose kommer til at fylde så meget, at det måske sommetider kan være svært at nå ned til det underliggende problem.
Jeg føler, at det kan være meget frustrerende som patient, at blive behandlet ud fra den ene eller anden diagnose, og ikke som Mia. Og det er specielt frustrerende for mig, fordi at mine to diagnoser bliver behandlet så vidt forskelligt. Jeg kunne godt tænke mig et system, hvor man bliver mødt mere som et menneske, og ikke som en diagnose, men jeg ved også, at systemet er presset. Derfor vil jeg tro, at det er nemmere at skære over en kam. Men det kan virkelig påvirke et liv, og være med til at man føler sig mere og mere fastlåst i sin diagnose.