Der er ingen tvivl om, at havde det ikke været for tvang, så havde jeg ikke været i live i dag. Det er en sørgelig erkendelse, men den er sand. Det er trist at tænke på, at det har været så nødvendigt så mange gange i mine forløb i psykiatrien, og stadig kan blive det. Jeg har været i det psykiatriske system siden 2012, og selvom jeg er kommet langt på de otte år, så piner det mig, at jeg stadig kan finde mig selv så forpint og til fare for mig selv, at personalet på afdelingen må tage over imod min vilje.

Mit første møde med tvang var, da jeg var 13 år gammel og var indlagt for anoreksi. Jeg var i spisestop og mit væskeindtag var også minimalt. Det blev min første erfaring med at få lagt en sonde med tvang, og dermed få den næring, der jo skulle til for at holde mig i live. Det var første gang, og desværre blev det langt fra den sidste. I godt og vel 2,5 år var jeg indlagt for svær anoreksi, hvor sonden og tvangen fulgte mig gennem hele forløbet.

Jeg har været fastholdt, tvangstilbageholdt, fikseret med bælte og remme samt tvangsmedicineret- og ernæret flere gange end jeg kan tælle. Det forfærdeligt at blive udsat for. Jeg tror aldrig jeg har råbt, skreget, grædt og kæmpet så meget imod, som når jeg har været udsat for tvang, og det værste er, at jeg ikke kan komme med et alternativ.

Jeg ved bundærligt ikke, hvad personalet ellers skulle have gjort. Jeg var død, hvis jeg ikke havde fået næring og væske. Jeg kunne have skadet mig selv alt for voldsomt, hvis de ikke havde grebet ind. Jeg har været så syg, og forsvinder stadig helt væk, og så vil jeg ingenting. Ordet “vil” er måske ikke helt det rigtige at bruge for selvom, at jeg udemærket er klar over, at jeg “bare” kan samarbejde, så er det ikke nemt, når man er forsvundet fra virkeligheden og er blevet væk i sit syge og mørke sind. Jeg holder stærkt på, at hvis man kunne gøre noget andet, så havde man gjort det.

Tvang har reddet mig, men tvang har sat sine dybe, smertefulde spor i mig. Alt det tvang, der er blevet anvendt, har sine konsekvenser for mig. Jeg har mareridt om tvangs episoder. Små ting kan trigge mig: lyde, lugte, berøring. Det kan få mig til at forsvinde fuldstændig ind i mig selv, og da begynder episoderne at spille i mit hoved som en film, som jeg ikke kan stoppe. Jeg kan mærke alle følelserne i forbindelse med episoderne, som for det meste er panik og desperation. Min krop husker følelsen af at blive holdt fast og spændt fast. Imens alt dette sker indeni mig er mit blik tomt, og ingen kan se, at jeg genoplever de oplevelser, som har været dybt traumatiske.

Tvang er for mig et overgreb uden lige, og det er derfor så frustrerende, at jeg til de efterfølgende eftersamtaler ikke kan fortælle, hvad personalet kunne have gjort anderledes. For hvad kunne de gøre, når den raske del af mig var forsvundet? Hvad kunne de gøre, når jeg ikke kunne formå at samarbejde? Jeg har ikke svaret, og derfor bebrejder jeg dem heller ikke efterfølgende for at gøre det, der i situationen var nødvendigt for at passe på mig.

Jeg ville dog ønske, at det ikke var en nødvendighed. Det er nemlig hverken sjovt for personalet eller mig. Jeg hader så inderligt, når det bliver nødvendigt, og jeg kæmper en hård kamp for, at det en dag bliver et overstået kapitel.

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Det er meget vigtigt, at en historie af denne meget alvorlige karakter kommer frem. Den accentuerer den enorme forskel i væren, de af os, som, tilkæmpet ved hjælp af mangeårig medicinsk og velvalgt behandling, har som tilværelse, og så de af os, som må kæmpe en kamp, sådan som det her er blevet fremstillet. Beretningen beskriver, hvordan det ikke er nogen enkel sag at indtage kække positioner som modstandere af tvang i psykiatrien. Mange gange har jeg siddet overfor folk med frelste meninger, hvis uvidenhed har ført dem ud i kværulantparanoia og almindelig uvilje mod hele lægevæsnet. Som Peter Lund Madsen har fortalt om i hans mandagsudsendelser på radioens P1, er det altid en meget ubehagelig situation for psykiateren at vælge at anvende tvang. Jeg erindrer noget, jeg for mange år siden hørte eller læste, om en dybt sindssyg patient, der var totalt lykkelig i sin sindssyge, og hvor psykiateren vidste, at vedkommende formentlig ville blive ulykkelig, hvis man underkastede vedkommende en medicinsk behandling. Derfor havde psykiateren sine betænkeligheder og overvejelser, men blev kaldt til orden af en kollega, som fremførte, at man som psykiater havde pligt til at hjælpe patienter ud af deres sindssyge. De gik så i gang med behandlingen, med det resultat, at patienten blev ulykkelig, men som nærmede sig normalitilstanden. Dette blot som illustration af de mange dilemmaer og vanskelige beslutninger, den ansvarlige psykiater mange gange står overfor, og hvor det er så vigtigt, at patienten forstår, hvad der foregår. Skribenten bag “Kaos og recovery” har jo det vigtige aktiv at forstå meget af, hvad behandlingen indebærer, på trods af svær sygdom. Men du skal have tak for at delagtiggøre os andre i din sygehistorie, som jeg finder kan være vigtig at tage ved lære af, og som tjener til at nuancere debatten om tvang i psykiatrien.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.