Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg har det skidt – mega skidt. Ingen ved helt, hvordan jeg har det – for jeg lukker ingen ind. Bevidst – eller ubevidst – lader jeg mig selv stå alene. Jeg mangler nogle, at snakke med. Nogle jeg stoler på. Nogle, som er der og bliver der.
Jeg har været ved dette punkt før. Punktet, hvor alt ser sort ud og jeg ikke kan overskue mere. Og hvor jeg kun overlever, fordi jeg har et ydre mål at kæmpe for.
Jeg har sådan lyst til at give op. Give slip og bare lade det hele vælte ud. Lyst til at give efter for selvskaden. For selvmordstankerne. Bare følge med dem – uden at tænke. Jeg har lyst til at råbe. Rulle mig sammen i et hjørne og hulke, til mine lunger kramper og jeg ikke længere kan få luft. Gemme mig – men stadig være synlig. Eller måske gøre det, der er indeni, synligt for andre.
Der er en indre stopklods, i forhold til at give slip. Altså – på gråden, der fylder mig helt op. Det er gråden eller sorgen eller ked-af-det-heden – hvad end man vil kalde det – der sætter gang i min selvskade. Det – og så angsten. Og vreden som kommer, når jeg ikke giver slip på gråden. Min selvskade kan være nøglen til at give slip – til at græde – også selvom det lyder forkert.
Magtesløsheden og vreden giver mig lyst til, at flippe ud. Råbe af folk, om de da ikke kan forstå, at livet er hårdt? Om de da ikke kan se, hvor ked af det jeg er? Jeg får lyst til at smække døren i hovedet på dem. Bede dem skride – for de kan jo alligevel ikke sætte sig ind i, hvordan det er, at ville dø. Sætte sig ind i, hvordan det er, når ens angst vokser sig ind i alt og man bliver holdt fanget af sig selv.
Jeg kan få lyst til at gå helt amok og ende i en tvangssituation. Misforstå mig ikke. Jeg ønsker ikke tvang og er sjælendt udsat for det længere. Men tanken om, at skulle kæmpe imod nogle andre og ikke imod mig selv – den er rar. Tanken om at have brugt alle sine kræfter på at være rasende. Hulkende. Grædende, råbende og skrigende. Den er rar. Tanken om, at man intet kan gøre – fordi man er spændt fast til en seng – den er rar. Også selvom DET ikke er rart.
Måske er det følelsen af at give slip, der er rar? Eller følelsen af at blive taget alvorlig?
Jeg holder sammen på mig selv med alt jeg har for ikke at ende der. Jeg ved, at tvang ikke fører noget godt med sig, men jeg ved også, at det kan give mig den pause, jeg så desperat søger. Jeg ved, hvad konsekvenserne er for mig, hvis jeg ikke længere kan holde alt inde. Jeg ved, at jeg bliver udskrevet, hvis jeg træder det mindste ved siden af. For sådan er holdningen i psykiatrien i dag.
Det pres, der lægges på en, når man trues med udskrivelse – det gør ikke noget godt. Det hjælper mig ikke, at jeg bliver sendt hjem, hvis jeg falder i. Det hjælper mig ikke at blive truet til at have det godt. Det er ikke sådan livet og sygdom fungerer. Tværtimod.
Selvskaden bliver nok lidt som slik er for et barn. Hvis man ikke må få det – så bliver trangen/lysten til det større. Den sidder jeg i nu. For jeg har lyst til at give slip. Jeg har behov for at give slip. Bare følge med. Jeg har brug for en pause fra det, jeg kontrollerer så striks. Men ingen forstår det. Ingen vil forstå det.
Min kamp for ydre mål er stadig i gang. Den er i gang – dels fordi jeg bliver stædig og vil vise folk, at de tager fejl og jeg godt kan. Dels fordi jeg – når jeg er okay – har lyst til livet. Lyst til noget andet end sygdom og behandling. Derfor har jeg truffet store beslutninger det sidste stykke tid. Beslutninger, som ikke får den største opbakning udefra (endnu) – men som jeg kan mærke, er de rigtige for mig. Måske er det. – at gøre noget, der føles rigtigt for en selv, selvom andre ikke er enige – et andet udtryk for at give slip? En fornuftig form for kontroltab? Måske er det netop der, man bare skal lade sig følge med? Jeg giver slip og følger med.