Hvad er psykiatriens berettigelse, som den ser ud idag?

Det er et spørgsmål, der for mig at se er meget relevant at stille. Man læser det ene opslag efter det andet om svigt, om manglende behandling, om svingdørspatienter. Min egen historie passer rigtig fint ind i dette billede. Jeg blev en del af psykiatrien i 2009. I 11 år var psykiatrien omdrejningspunktet i mit liv. For jeg troede, som så mange andre, at det var der hjælpen var, når man havde ondt i psyken. Jeg blev klogere. Meget klogere.

Jeg anerkender fuldt ud at for nogle er psykiatrien det rette valg, for nogle er medicinsk behandling det rette valg. Men det virker som om psykiatrien måske har udspillet sin rolle, som den er skruet sammen nu. Den virker gammeldags, autoritær. Der kan være en kraftig tendens til at føle sig hævet over patienterne. Den meget tydelige hierarkiske inddeling af diagnoser, langt de fleste patienter kender tydeligt er simpelthen ude af trit med nutiden. Ideen om at nogle diagnoser skal tages mere seriøst end andre, ideen om at nogle patienter er besværlige med vilje er simpelthen ikke okay. 

Vi skal have rystet op i behandlingssystemet, vi skal have rystet op i måden man udreder patienter på. Vi skal have rystet op i tilgangen, ellers kommer vi ingen steder.

Da jeg for 11 år siden, som 25 årig havde min første kontakt med psykiatrien, var jeg frygtelig naiv. Jeg stolede blindt på autoriteterne. Men med årene gik det op for mig, at psykiatrien gjorde langt mere skade end gavn for et menneske som mig. Psykiatrien ville have mig til at passe ned i den kasse, de havde besluttet at jeg hørte til i. De glemte at møde mig som menneske, de havde på forhånd besluttet hvem og hvad jeg var. 

Men årene gik det mere og mere op for mig, at jeg ikke ville passe ind i deres kasser. At jeg er mig og ingen skal forsøge at konkludere på mig uden at spørge mig. Ingen skal fortælle mig, hvad jeg skal arbejde med, hvad mine problematikker er uden at tage mig med på råd. 

I de sidste år i psykiatrien var jeg ved at have fået nok. Jeg var træt af bare at være en opgave, der kunne løses af hvem som helst. Jeg var træt af, at jeg ikke havde retten til at sige til og fra, at få at vide, at jeg var til besvær. At det var hårdt for personalet at være i nærheden af mig. Jeg blev træt af, at det var okay at nedbryde mit selvværd, at forsøge at tage min vilje og min personlighed fra mig i et forsøg på at få mig til at passe ind i deres verdensopfattelse. 

Efter 10 rejste jeg mig op i min fulde højde og forlod psykiatrien. Det var enormt skræmmende, men det bedste valg, jeg har taget. Angsten og den konstante stresstilstand slap lige så stille sit tag i mig, jeg blev mere og mere menneske. Jeg sover langt bedre end jeg har gjort i årevis. Mit funktionsniveau er steget betragteligt. Jeg finder det faktisk lidt skræmmende, for betyder det, at psykiatiren i nogle tilfælde gør mere skade end gavn?

Er dette ikke netop et eksempel på at vi bør omtænke den måde hvor på vi møder mennesker med ondt i psyken ?

Jeg vil ikke kalde mig selv psykisk syg, jeg er et menneske med massive traumer og store ar på sjælen. Psykiatrien har blot givet mig endnu flere traumer, endnu flere ar. Jeg tror ikke, det har været gjort i nogen ond mening, jeg tror blot, at man blev for fastlåst i sin opfattelse af, hvad jeg var for en. Man glemte at lytte til mennesket, man glemte at se indad og se effekten af den tilgang, man mødte mig med. Jeg stiller mig selv det spørgsmål, om folk med massive traumer overhovedet hører til i psykiatrien. Mit svar er nej, for psykiatrien er på ingen måde i stand til at forstå et traumatiseret sind.

Jeg finder det skræmmende, at vi som samfund har en naiv tro på vores velfærdssamfund. Jeg finder det skræmmende, at omsorgspersonalet i mange tilfælde synes at være blevet ramt af forråelse. Der findes fantastiske medarbejdere derude, dem har jeg heldigvis mødt. Men rigtig ofte siger de op, fordi de ikke kan holde rammerne ud. De kan ikke holde tilgangen til patienterne ud, de kan ikke holde ud at de ikke kan gøre et ordentligt stykke arbejde.

Jeg håber, at vi som samfund en dag bliver i stand til at møde vores psykisk sårbare medborgere med ligeværd og respekt i stedet for ofte at behandle dem som en besværlig klods om benet, der blot skal være taknmelig for, at nogle gider arbejde med dem.

Jeg håber, at den tilgang, jeg har mødt hos de fantatiske medarbejdere, en dag bliver den styrende, for så tror jeg, at vi kan komme langt. Ikke alt handler om ressourcer, rigtig meget handler om måden, man møder det enkelte menneske på. 

 

Jeg har en drøm og et håb, vil i håbe med mig?

Om Forfatteren

Født i 1983 Uddannet lærer Været i kontakt med psykiatrien siden 2009. En af os ambassadør Har mere end 200 bæltefikseringer bag og mange indlæggelser. Jeg har leget kispus med døden i flere år. Jeg har gjort virkelig mange dumme ting, men jeg overlevede. OG det er der nok en mening med. Jeg boede tidligere på bosted, men har nu forladt psykiatrien for good. Jeg har mine meninger om dette emne, måske ligner de ikke alle de andres, men det er min oplevelse og mit møde med psykiatrien. Jeg holder i dag bla foredrag om mine oplevelser, kommer med begrundelser for hvorfor jeg tænker, som jeg tænker udfra den historie, jeg har med mig.

4 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Min erfaring med psykiatrien er, at den er skræddersyet til mennesker, der kan tænke selv, og som har en eller anden form for realistisk tilgang til egen sygdom. Jeg har kun én gang været ude for, at jeg måtte konstatere, at en psykiater simpelthen ikke brød sig om mig. Det tog mig 20 minutters samtale at få dette på det rene, og jeg standsede øjeblikkeligt dette læge/patientforhold. Som det ses heraf, kræver dette en selvstændig og realistisk tænkende patient, der kan tænke hurtigt og konsekvent. Problemet er jo, at når man er virkeligt sindssyg, så er disse krav ikke realistiske at leve op til. Men hvis der er en rest af sans for det uhensigtsmæssige i at støde folk fra sig, så er man godt hjulpet alligevel. Det forhold, at jeg tidligt forstod, at jeg skulle forberede mig meget omhyggeligt før hvert møde med psykiateren, har været mig til hjælp. I tidligere tid kunne man være indlagt længe, hvilket var godt for visse patienter, og denne mulighed savnes i dag. Men jeg erindrer, at jeg for mange år siden gennemførte en gennemgribende psykiatrisk behandling helt ambulant. Psykiateren, jeg havde dengang, tilbød mig en indlæggelse, men jeg afslog, fordi jeg kunne mærke, at denne behandling skulle jeg selv gennemføre. Jeg har haft det held, at det for mig var meningsfuldt med medicinsk behandling, men jeg har jo mange gange kunnet konstatere, at denne indsigt ikke foreligger for mange psykiatriske patienters vedkommende. Jeg har været ude for, at en sådan medicinvægrende patient først efter mange års sygdom nåede frem til den indsigt, at medicin var vedkommede til hjælp, og dette tjener til at illustrere problemet. Medicin skal forstås, og hvis udgangspunktet er at man ikke vil forstå medicin, er opgaven umulig. Så simpelt er det. Men det er ikke nemt at forstå medicin, og lægerne er vel heller ikke de bedste til at formidle deres indsigt. Mange læger skjuler omhyggeligt deres viden for både patienter og kolleger, fordi de ikke vil gås i bedene, og herved tabes muligvis nogle formidlingsmæssige muligheder på gulvet. Jeg behøver vel heller ikke at nævne, at skænderier med psykiateren er helt udenfor skiven. Der fordres hos patienten et helt klart ønske om og en helt klar hensigt om at ville hjælpe sig selv. Deri indgår, at patienten hører efter, hvad psykiateren siger, såfremt denne siger noget henvendt til patienten. Hvis patienten går ud fra den opfattelse, at psykiateren er en idiot, er ønsket og hensigten om at ville hjælpe sig selv ikke seriøst. Det skal erfares, at psykiateren er en idiot, og dertil kræves et retvisende virkelighedsbillede hos patienten, hvilket man i forbindelse med svær sindssygdom ikke kan gå ud fra er til stede. Jeg havde selv brug for, at andre tog over og tog beslutninger angående mig, men det var jeg indeforstået med. Manglende sygdomsindsigt er en svær fætter at slås med.

    Svar
    • Ilse

      Hvor du skriver mange sandheder, som jeg selv oplever psykiatrien.
      Jeg forstår sket ikke tanken om ikke at meget syge patienter,der pga af deres sygdoms ikke kan tænke og dermed ikke træffe fornuftige beslutninger, selv skal tage stilling til om de skal have medicin.
      Der skal lovgive så akut behandling med medicin skal gives og når patienteren så har mulighed for at tænke, så skal der sættes ind med anden behandling/yderligere behandling.

      Svar
    • Alexander

      Arne man kan altså godt ønske ikke at ville tage psykofarmika af helt fornuftige og logiske årsager. Det handler ikke nødvendigvis på grund af mangel på indsigt, det kan faktisk være på grund af indsigt og tidligere erfaring at man ikke vil tage psykiatriske stoffer. Psykiatere kan ønske at medicinere dig på de tyndeste grundlag. De siger også meget om psykiatrien, hvor lidt de egentligt ønsker at gøre udover at udskrive dig en recept på psykofarmika. Derudover bliver skadevirkninger af medicinen dybt nedspillet i psykiatrien og ofte benægtes. Ligesom de hele tiden cirkulerer myterne om de kemiske ubalancer som er blevet modbevist talrige gange.

      Svar
  2. Arne Nielsen

    Tusind tak for kommentarerne fra begge de ærede kommentatorer. Især til Alexander vil jeg bemærke, at det tidligere var udbredt praksis på forhånd at lægge sig fast på en bestemt opfattelse at sygdommens natur, og så give medicin alt, hvad den kunne trække, i overenstemmelse med opfattelsen af sygdommen, for så derefter at trappe langsomt ned. Heldigvis har dennne praksis i dag mindre udbredelse, hvilket er heldigt, fordi denne praksis skæmte mange patienter og pårørende i forhold til overhovedet at betjene sig af medicin. I dag, for det meste, starter man moderat, og den dygtige psykiater iagttager omhyggeligt patienten og taler med denne grundigt i de indledende faser, hvilket jeg finder meget bedre end den gamle praksis.

    Men i virkeligheden åbner du for en vanskelig diskussion. Efterhånden har mit eget kendskab til medicin antaget en sådan form, at når jeg taler med medpatienter, specielt dem, som helt unddrager sig medicinsk behandling, at jeg her og der ser muligheder i at anvende moderate doser af denne og hin medicin. Det der gør den diskussion, som du rejser, vanskelig, består i en del tilfælde i, at selve idéen i brugen af medicin strider imod patientens verdenbillede, og så er der ikke noget at stille op.

    Du har ret i, at det forekommer, at der udskrives medicin på et tyndt grundlag. Specielt har jeg meget imod, at praktiserende læger leger psykiatere (Jeg får nu min medicin gennem min praktiserende læge, men dette sker efter, at min medicin i mange år har ligget helt fast). Det ønskværdige er, at der mellem psykiateren og patienten, specielt i de indledende faser, består en nøje samtalekontakt med det formål, at psykiateren nøje er orienteret om, hvad der sker på patientens indre linier. Men hvis det ikke er muligt at få et tillidsforhold mellem patienten og psykiateren, ville jeg nok her selv give op. Men psykiateren er jo læge, og det er nok ligesom hos tandlægen, at det nytter ikke, at tandlægen lægger tangen og giver op – det er der ikke noget, der hedder.

    Men dit indlæg rummer visse problemer. Vi har jo alle hørt til Peter C. Gøtzsche, som ikke er psykiater og aldrig har været det. Dertil kommer, at en meget stor andel af de såkaldt videnskabelige artikler fra lægers hånd, hvorpå han baserer sin holdningsdannelse, kun spiller en rolle som holdningstilkendegivelser og ikke holder videnskabeligt en meter. Derfor er det forbundet med store vanskeligheder at skaffe sig reel information om disse ting. Det er lidt ligesom med UFOer; der er de troende, og så er der de ikke.troende (Jeg var selv tidligere UFOtroende, og det var en hård opvågnen at indse, at alle disse historier, hvorom jeg har bindstærke værker, ikke holdt vand). Det er kort sagt ikke nogen let sag at danne sig en holdning baseret på fakta – og det betyder jo ikke, at de medicinskeptiske behøver at være nogle ringe mennesker. Men dels har jeg mine egne oplevelser, dels har jeg gennem årene haft dybe samtaler med mange medpatienter, og som jeg ser det, er kendsgerningen, at mange bliver hjulpet væsentligt ved medicinen. Men da intet menneske er gennemsnitligt, kan det da godt være, at der er nogle, der tager skade af medicinen. Men netop den forsigtige dosering i starten skulle jo netop tjene til at belyse problemer af denne art. Men lad os aldrig glemme, at sindslidelser og psykiske forstyrrelser ikke er legeværk. Det er dybt alvorligt, og i nogle tilfælde er dette forhold ikke forstået af patienten selv. Men det er naturligvis en uhyre vanskelig situation, hvis patienten på forhånd er bange for behandlingen, og er parat til at slå alarm, hvis en eller anden mærkelig sindstilstand viser sig som følge af behandlingen. Jeg vil til enhver tid være enig i, at psykiatrisk behandling ikke er for sarte sjæle, og at, endvidere, den intelligente patient er klart favoriseret i behandlingssystemet. Lad os ikke glemme, at alle slags mennesker får psykiske lidelser, og der er alt, lige fra pjattehovedet til den dybt seriøse, lige fra den overforsigtige til den forslagne, lige fra den højt begavede til den meget ubegavede. Det er levende mennesker, det handler om, og sådan er kortene delt ud. Er der noget mærkeligt i, at når nu psykiaterne står med den indsigt, at de med medicin har kunne hjælpe mange mennesker, at de så slutter deraf, at den næste så kan hjælpes på denne måde? Vi patienter ser jo ikke noget statistisk billede; vi ser kun vort eget tilfælde. Du vil kunne anklage mig for netop at falde i denne fælde, men jeg har jo også forsøgt at danne mig et indtryk af, hvad andre har oplevet.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.