Af Julie Djurhuus
Der er meget få voksne mennesker i mit liv, som jeg har tillid til. Christine, Vibe, Camilla og Tina. Jeg har tillid til, at de vil mig det bedste. Alligevel kan mistilliden snige sig ind. Mener de, det de siger, kan jeg virkelig regne med dem, når det gælder? Kan de få nok af, at jeg svinger i humør og ofte har behov for støtte, så de trækker sig?
Jeg har mistillid til mænd, alle mænd. Jeg tror inderst inde kun, at de er ude på at såre mig. Min familie har jeg heller ikke tillid til, de har gentagende gange vist mig, at de i vores kontakt enten forsvinder eller bliver grænseoverskridende.
Min krop har vist mig, at den kan svigte. Jeg får alvorlige sygdomme, som kan komme ud af det blå og ændre på mit liv. Livet har jeg heller ikke tillid til, jeg går ubevidst og venter på ”hvad bliver det næste jeg skal overkomme eller overleve” for min erfaring siger mig, at der altid kommer noget.
Jeg har heller ikke tillid til mig selv. Min psykiske sårbarhed fylder for meget, jeg ved meget af tiden ikke, hvem jeg selv er. Jeg kan have det ok i det ene øjeblik, og i næste øjeblik ramler det hele for mig. Jeg har ikke tillid til, at det gode er for mig. Der sker ikke gode ting for mig. Det hele kan i hvert fald ret hurtigt blive revet væk.
I mit barndomshjem fyldt med alkohol var der desværre ikke meget at have tillid til. Min far, ud over at drikke, så løj han, blev væk fra aftaler, skiftede personlighed, var ond og modbydelig. Jeg vidste ikke, hvordan stemningen i huset var, den kunne skifte på et øjeblik.
Jeg var meget alene og havde ikke tillid til mine forældre. Jeg følte ikke, de så mig eller passede på mig. Jeg var et meget følsomt barn, og jeg havde ingen til at hjælpe mig med eller tale med for at få styr på alle følelserne. Tværtimod beskyldte de mig for at tage stoffer, og jeg blev ofte slået eller nevet af min mor.
Jeg var meget bange for at gå i skole og følte mig altid meget forkert og anderledes end de andre. Min klasselærer var utilregnelig og umulig at regne ud. Og meget vred og alkoholiker.
Jeg har aldrig kaldt min mor og far, andet end deres navn. Det har jeg aldrig synes, de har fortjent. Jeg havde ikke tillid til, at jeg var elsket. Min mor og far kaldte mig grimme ord. Grim, tyk, min næse var stor, mine fødder for store, ret ryggen. Det kunne endda være noget de grinede af til selskaber foran mig, gerne med min moster med på højt grinekor. Det var ikke kun, det de sagde, men også den måde de kiggede på mig på. De viste mig og fortalte mig, at jeg var forkert. Det værste min mor har sagt var, at jeg ville blive en stor fed enlig mor på kontanthjælp. Der var jeg 17.
Min far var psykopat, og han synes på en eller anden syg måde, at det var ok at gøre skade på os med vilje. Vi skal skilles, sagde han en dag. Pak jeres ting og beslut, hvem I vil bo hos. Det var ikke sandt. Han så på os græde en hel aften og pakke vores ting. Ingen konsekvenser, ingen, der samlede os op.
En anden historie handler om, at min mor var taget til Næstved med min søster. Min mormor lå for døden. Min far skulle være hos mig, da hun ville være væk hele natten. Jeg vågner op i løbet af natten, og huset er tomt. Min far er gået. Jeg ringede til min mor, hun måtte tage hjem midt om natten, da hun kom hjem, en time senere, var jeg stadig alene. Jeg var 12.
Min mor havde ofte nattevagter, hvor hun overnattede på hospitalet, jeg kan kun gætte på, hvor ofte mig og min søster har været alene. For det har vi helt sikkert været.
Jeg har været utro med 20 kvinder, sagde min far en dag, da han kom for at se min nye lejlighed. Vi skulle hygge, ud og spise, han havde været ædru et stykke tid. Og han synes måske det var en hyggelig ting lige at informere mig om. Så tænker, at det er dem, han har set, når han gik om natten.
Jeg har mødt en af disse kvinder, hun var grim, synes jeg, det direkte modsatte af min mor. Han tog mig med og de dansede tæt, jeg var for lille til at forstå, hvad der skete, men gammel nok til at synes, at der var noget, der ikke passede i forhold til min mor.
Jeg har kræft, sagde han en dag. Heller ikke sandt, fik jeg at vide af min mor, efter han havde siddet og hørt på mig græde. Han sagde, jeg havde haft sex med hele værtshuset, fordi det havde de fortalt ham. Heller ikke sandt, jeg var 14 år og jomfru. Ingen konsekvenser, der blev ikke snakket om det.
Vi var til en intervention på blå kors, behandleren sagde, kan du forstå, at din familie har svært ved at tro på, at du elsker dem? At du elsker flasken højere. Prøv at fortæl dem det.. Det kan jeg ikke, svarede han. Det vidste jeg godt.
Mistilliden har altid været der. Mistillid til voksne og til autoriteter. De har magten til at gøre mig ondt. Historien har vist mig, at voksne gør ondt, og verdenen er skræmmende og meget kaotisk. Jeg har tusindvis af historier som disse. Og de har alle det tilfælles, at de har lært mig, at jeg ikke er værd at passe på, holde af, gøre sig umage overfor, elske, se, beskæftige sig med eller lytte til. Og det har selvfølgelig resulteret i en mistillid til verden, for jeg har kun mig selv. De andre gør ondt og er farlige. Dette har også resulteret i en ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, hvilket giver god mening.