Du har haft mange titler i mit foranderlige og forunderlige liv. Du kaldte dig for Otto, men jeg kaldte dig for Far. Et af de første ord jeg lærte og samtidig et med den største kraft. For ja, Mor var vigtig, Mor har altid været vigtig og vil altid være vigtig. En evig og uforanderlig varm drivkraft i mit liv. Men du og jeg, vi var noget særligt. Jeg var din lille pige, din engel, den førstefødte som gav dig den flotte titel ”Far”. Og du, du var min sygeplejerske med førstehjælpskassen fuld af magiske Disney-plastre, min godnathistorie fortæller, min superhelt som kunne jage alle monstre bort, blot ved at få mig til at grine.

Og så forsvandt du. Canceren tog dig, førte dig bort til et sted, hvor du ikke længere kunne nå mig, holde om mig og fortælle mig, at alt nok skulle blive godt igen. Slut med dine godnathistorier og din evne til altid at få mig til at grine, selv når jeg ikke troede at der var noget at grine af. Jeg var elve år og gammel nok til at forstå farvel. Men ikke stor nok til at håndtere det.

Du forsvandt og vores forhold måtte forandre sig. Du var stadig min far, men i stedet for supermand og sygeplejerske blev du nu min skytsengel, den der altid var der, når jeg ikke vidste hvor jeg skulle gå hen. Hver gang jeg følte mig lille og ensom og fortabt, så var du der, ventede i stilheden så snart jeg ønskede det. Jeg havde måske nok glemt din stemme og duft, glemt hvordan du omfavnede mig. Men følelsen af tryghed var der stadig.

Og jeg holdte fast. Mens min verden forandrede sig og jeg med den, holdte jeg fast i dig og i minderne om os. Ønskede mig brændende tilbage til dengang, hvor jeg stadigvæk bare var din lille pige. Især med teenageårenes depressions-mørke, der langsomt opslugte lyset fra mine øjne og fra mit liv. For når jeg endnu en gang lå i sengen, fortabt for verdenen bag et tæppe af grå depressions-tåge, og ikke kunne se en vej frem, så så jeg tilbage. Så dig og mig og resten af folkene fra min glade barndom. Små og store glimt af lys, strøet ud på den del af livet, der lå bag mig.

Livet forandre sig og selv ikke en depression vare evigt.

Jeg kom ud på den anden side og jeg voksede. Verdenen kaldte mig allerede for en ”voksen”, men verdenen tog fejl. Jeg havde trods alt tilbragt de sidste mange, mange år, med at kigge tilbage, stirre på det der havde været. På det som JEG havde været. Og aldrig mere kunne blive. Og pludselig skulle jeg til at lære at gå og stå på egne ben og jeg måtte rive blikket væk og rette det frem. Verdenen bevægede sig og for en gangs skyld gjorder jeg det samme. Vaklende, snublende, på en gang skræmt og samtidig noget så spændt. Opdagede atter hvor smuk livet kan være.

Og nu, hvor jeg er blevet en voksen kvinde, ser jeg at vores forhold atter har forandret sig.

For du er ikke længere min skytsengel, min beskytter mod ensomheden. Du er i stedet blevet en evig skygge i mit liv. Du og det hul du efterlod, da canceren tvang dig bort, tvang mit liv til at ændre sig. Og i mit desperate forsøg på at holde fast, skabte jeg de lænker, der har bundet mig til fortiden lige siden.

Jeg tager et skridt og jeg hører dem rasle. Jeg tager endnu et og jeg mærker deres tyngde. Binder mig til en tid, en person, som jeg ikke længere er. Og ikke længere ønsker at være. For jeg er ikke længere din lille pige, din engel. Jeg tror hun forsvandt samtidig med dig, kunne ikke eksistere uden din nærhed. Men hvem det var, der blev tilbage, det ved jeg ikke endnu. For lænkerne holder mig fanget.

Så for nu, så må vi sige farvel. Igen og helt denne gang, give slip på de sidste bånd og bryde lænkerne op. Jeg kan ikke længere være din og må lære at leve fuldt og helt i min egen verden.

Du er der ikke længere til at fortælle mig historier, men jeg har lært at fortælle mine egne, skaber dem selv med pen og papir og faste skridt frem.

 

Foto: Privat

2 Kommentarer

  1. Nanna

    Jeg mistede min mor, som var min tro følgesvend og støtte, det er 3 år siden nu, og måske det gør en forskel, at jeg er lidt ældre end dig 40’erne (gætter jeg på) for min mor er blevet mere og mere nærværende i mit liv som en indre manifestation og stemme jeg ikke ville kunne leve foruden, selvom hun jo ikke lever mere. Jeg rådfører mig med hende, taler mildt med hende, griner med hende, skælder ud med hende, hun er stadig min store tryghed og vil være det fremover. Det var rart at læse om dit nære og fortrolige forhold til din far, sådan en far har jeg aldrig haft mulighed for at lære at kende, jeg tænker også så forskelligt vi vokser op og alligevel deler vi de samme grundvilkår som døden jo er og manifestationer som sorg, håb, glæde, depression m.fl.

    Svar
    • Clara

      Tak for din kommentar.

      Jeg tror at sorg er enormt individuelt og afhænger både af, hvem der har mistet og den der er forsvundet. Men jeg tror også at det er noget der kan forandre sig i løbet af livet. For min erfaring siger mig, at man aldrig kommer sig helt over sådan en sorg, men i stedet lære at leve med den.
      Håber at du hurtigt når det punkt. Lyder i hvert fald til at du er nået langt.

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.