Jeg sidder på gulvet i den lille flyver og kigger ud ad det lille vindue. Min puls stiger i takt med, at vi flyver op mod himlen. Jeg aner ikke, hvad jeg laver. Hvorfor sagde jeg ja til dette?
Pludselig bliver der råbt fra den anden ende af det lille propelfly: ”Jeg åbner døren!”. Mit hjerte hamrer derudaf i en fart, jeg ikke troede var muligt. Larmen fra den åbne dør overdøver i et kort sekund mine tanker.
Døren lukker igen og der bliver stille. Tankerne vender tilbage med dobbelt kraft og mine svedige håndflader drypper næsten med angstens sved.
Da jeg ser mig omkring, er jeg næsten alene i den lille flyver. Jeg sætter mig lige op ad døren og venter på det, der enten bliver et mareridt eller en helt ny begyndelse.
Pludselig hører jeg igen de ord, jeg har frygtet; ”Jeg åbner døren!”. Vinden blæser mig næsten omkuld og larmen er øredøvende. De næste ord er, om muligt, endnu værre end de første. Det smil, der har været klistret på mit ansigt de foregående timer, er nu forsvundet og erstattet af rædsel og en næsten grå kulør. ”Sid ud!” bliver der råbt i en tone, der ikke indbyder til diskussion. Mine ben hviler nu på et lille trinbræt og jeg ser ned. Da der bliver råbt ”fortsæt” rækker jeg min højre arm ud ad flyveren. I et kort sekund stopper mit hjerte og jeg glemmer at trække vejret. Jeg får på mirakuløs vis kæmpet mig halvt op at stå og begynder på, hvad der i det sekund føles som et mareridt – nu er der ingen vej tilbage!
Tiden går i stå og det eneste, der flyver igennem mit hoved, er, at jeg bare skal have dette mareridt overstået.
Jeg hænger nu under vingen på et lille propelfly i 1000 meters højde.
Da jeg får et ”go” af ham, der har råbt de ord jeg frygtede allermest, ser jeg op og lader mine hænder slippe mit ellers krampagtige greb om den lille metalstang.
Jeg flyver, jeg er fri. Mit hoved er tomt for alle tanker – selv de frygtelige, der har haft en fast plads de sidste mange år.
Da jeg få sekunder senere kigger op, som jeg har lært, hænger jeg under en smuk blå og lilla faldskærm.
Hvis jeg følte mig fri i luften tidligere, er det intet i sammenligning med nu.
Jeg ser ned på jorden og trækker i højre styrehåndtag, som jeg har lært. Faldskærmen drejer og smilet breder sig igen på mit ansigt.
Den kontrol jeg i mange år forgæves har forsøgt at få gennem anoreksien og selvskaden har jeg fundet.
Her. Midt på himlen. Langt over psykiatriens og kommunens behandling har jeg fundet min frihed og min kontrol.
Da jeg få minutter senere lander på jorden, er jeg sikker på, at dette spring ikke bliver mit sidste.
Springet blev ikke et mareridt – tværtimod. Det blev en drøm om kontrol og frihed, som endelig er blevet til virkelighed.
I dag har jeg fået mit spring nummer seks.
Faldskærmsspring har givet mig noget helt unikt. Noget som jeg ikke troede var muligt.
Fællesskabet på jorden og friheden på himlen har gjort mig hel. Det er store ord – det ved jeg godt.
Jeg er ikke i mål endnu, men jeg er godt på vej. Tilliden til mig selv og troen på, at jeg også har en plads i verden, har nået helt nye højder – bogstaveligt talt.