Det var sen eftermiddag, og vi skulle hen og handle. Vi sad i bilen og snakkede. Eller retter sagt, min far snakkede. Jeg lyttede mest. Jeg havde svært ved at formulere mig. Det var som om, at jeg ikke rigtig kunne finde ordene og få dem ud. Som om min hjerne var gået i dvale. Dvalen i mit ordforråd var dog blevet meget bedre på det sidste. I en lang periode sagde jeg nærmeste kun ja eller nej. Havde ikke mere at bidrage med. Han fortalte om sin dag, og jeg lyttede til hans talestrøm, som jeg selv savnede at have. Lige pludselig kom ordene dog til mig, og jeg fik sagt med vag stemme: Jeg har mistet noget af mig selv. Min far spurgte ind til, hvad jeg mente med det? Jeg prøvede så godt jeg kunne at forklare ham, at jeg efter min psykose havde mistet noget af mig selv. Noget af min personlighed. Jeg var ikke længere den sammen. Nu var det ham, der lyttede. Jeg kunne mærke tårerne ned af mine kinder og smage den salte smag, da de ramte ind i min mund. Jeg var ulykkelig. Ulykkelig fordi, at jeg ikke længere kunne kende mig selv. Min identitet var fra den ene dag til den anden blevet ændret. Efter min psykose gik jeg hjemme og ikke på arbejde mere. Uden videre havde jeg mistet mine sociale færdigheder og kæmpede for bare at være i sociale sammenhænge. Jeg havde vitterligt mistet en del af mig selv. Sådan følte jeg det. Psykosen havde ændret mig!
Foto: Privat