Den rammer bare indimellem. Den der helt tunge og ubehagelige følelse af tristhed. Den følelse, der suger alt ud af mig og den, der gør så ondt og er så tung, at jeg ikke er i stand til at fjerne mig fra den. Det føles, som at blive slået i jorden. Flere gange dagligt. Igen og igen. Holdt nede.
En ting er, at den er der hele tiden og på et niveau, hvor jeg mærker den – men alligevel formår at være i den, trods det kæmpe ubehag. En anden ting er, når slagene så kommer oveni. Når de rammer mig – overtager mig og tvinger mig i jorden. Når de lammer min krop og gør mig stum.
Sådan er det for tiden. Tristheden har overtaget min krop – og selvom jeg er til, så er jeg egentlig ikke til – ikke i virkeligheden. Jeg kan ikke sætte ord på, hvordan det føles, hvad der sker eller hvordan jeg har det – for det hele er bare ubeskriveligt forfærdeligt. Ubeskriveligt håbløst og ligegyldigt. Ubeskriveligt uforklarligt.
Det er ikke første gang, jeg mærker det. Men hver gang er lige forfærdelig. Det bliver ikke lettere eller mildere af, at jeg er kommet igennem det før. Det bliver ikke lettere for mig at se lyset for enden, bare fordi jeg tidligere har kunnet ane det. Det er stadig virkelig hårdt. Det er stadig forfærdeligt. Og det føles, ærlig talt, stadig umuligt.
Jeg har – med hele min krop og hele mit sind – lyst til at kaste håndklædet i ringen. Og jeg havde også gjort det, hvis jeg havde kræfterne til at kaste med noget. Håndklædet er i stedet lagt til hvile i en rum tid. Ansvaret – for livet – er lagt til hvile.
For jeg har ladet andre bestemme – og haft behov for det. Haft behov for, at nogle ”bare” har besluttet hvad jeg skulle – og hvornår. Taget ansvaret – fordi jeg ikke kunne selv. Og det kan jeg ikke endnu. Jeg har stadig behov for, at nogle holder mig i live – beslutter og bestemmer for mig – for jeg er som suget til jorden, af tung, mørk energi – ude af stand til noget. Låst.