Af Clara
I anledningen af world mental health day (som var d 10. oktober) vil jeg gerne dele min historie med jer og forhåbentligt fylde jer med håb for, at livet godt kan blive bedre, hvis I står i uvejret lige nu. Samtidigt vil jeg også gerne gøre op med stigmatiseringen omkring psykisk sygdom og gøre det mere almindeligt at snakke om at have ondt i psyken.
Jeg har diagnosen udifferentieret skizofreni, og jeg oplevede allerede symptomer dengang, jeg var 9-10 år gammel. Det blev dog først rigtig slemt, da jeg var i starten af 20’erne, og det ene symptom efter det andet dukkede op i løbet af de år. Det var mørke år for mig, og jeg troede ikke på, at livet kunne blive godt igen, så jeg har altid hadet, når folk sagde til mig, at “det nok skal blive bedre”, for hvad vidste de om det?
Det var ikke dem, der følte, at de var ved at drukne indefra og ikke kunne trække vejret, fordi hovedet og kroppen var helt fyldt med (ubearbejdede) følelser og tanker. Men alligevel fik de ret.
Jeg fik det ikke bedre med et trylleslag. Det tog lang tid og meget arbejde fra min egen side. Jeg gav op flere gange undervejs, og jeg blev også indlagt af flere omgange. Men alligevel blev jeg ved med at tage imod den hjælp, jeg kunne få. Jeg kæmpede for at få mod på livet igen. For at bekæmpe de dæmoner, som voksede inden i mig, og som stadig findes derinde et sted, men som jeg hver dag kæmper for at holde i skak. Og som regel lykkes det.
Jeg var helt nede at røre bunden, og selvom det var frygteligt for mig at komme så langt ned, så ville jeg ikke være det foruden den dag i dag. Jeg har lært så meget om mig selv og om livet. Jeg sætter større pris på de små ting, som fylder hverdagen med glæde og smil, og jeg tror på, at livet vil mig det godt.
Jeg har dog også været heldig. Jeg havde aldrig klaret det her uden en så støttende og kærlig omgangskreds, der var der for mig hele tiden, selvom jeg ikke altid var der for dem. For det er ikke muligt at være der for andre, hvis ikke man har sig selv med. Det er nok derfor, at stewardesserne altid siger, at man skal tage sin egen iltmaske på først, før man hjælper andre i tilfældet af, at flyet skulle styrte. Man kan først hjælpe andre, når man har hjulpet sig selv.
Og selvom det lyder hårdt, er den eneste, du er sikker på, du har med dig gennem hele livet, dig selv, og derfor er det også så drønhamrende vigtigt, at du passer på dig selv og sætter grænser, så du ikke bliver overrumplet af andre folks ideer om, hvad de kan, skal og må bruge dig til. Du er den eneste, der ved præcis, hvordan du har det, og hvad du vil acceptere.
Men det er smaddersvært at lære at sætte grænser, men for mig har det også været en enorm vigtig proces i at blive rask. For ved at anerkende, at jeg også har grænser, så anderkendte jeg, at jeg var lige så meget værd som alle andre. Og det er du også. Alle mennesker er lige meget værd, selvom det kapitalistiske samfund mener noget andet. Alle mennesker har ret til at have det godt. Til at være glade. Til at få hjælp.
Så husk at række ud efter hjælp, for vi er mange, der gerne vil give dig en hånd, hvis du har brug for det. Det var, hvad jeg selv oplevede i de år, hvor jeg var meget syg.