Der er tre tekster – to sange – skrevet af meget talentfulde tekstforfattere, som jeg her vil præsentere og forsøge at sammenholde. Det kan altsammen, i originaludgaverne, findes på nettet. Der er tale om meget iørefaldende melodier:

*****
De tre efterfølgende sangtekster er midlertidigt fjernet af Outsideren, da hele sangteksten citeres, hvor vi umiddelbart mener, at det kan være et problem – eller i hvert tilfælde skal undersøges nærmere – i forhold til ophavsret, jævnfør:

Distribution af musikværker

Hvis man vil distribuere (videregive eller sælge):

Noder, akkorder og sangtekster i digital eller fysisk form, skal man indgå aftale direkte med rettighedshaverne. Sørg for at aftalen nedfældes på skrift.

https://www.musikipedia.dk/ophavsret-og-musik#5
****

Sæsonen er slut
C.V. Jørgensen, fra albummet ”Tidens Tern”, 1980.

I dit korte liv
Dagmar Revyen 1941.
Tekst: Poul Henningsen
Melodi: Kai Normann Andersen
Blev i revyen fremført af Liva Weel.
Poul Henningsen skrev teksten med inspiration i Shakespeares skuespil ”Stormen”.

Hyldest til hverdagen
af Dan Turell og Halfdan E 1993.

 

Om C. V. Jørgensens tekst forlyder det, at det faldt ham meget svært at få den helt rigtig, og at det skete, at han udførte de sidste rettelser umiddelbart før han gik i studiet. Endvidere fortælles det, at han fandt på mange originale ord, der ikke var set før.

Hvad har disse tekster tilfælles? Jo, de handler om menneskelivet i forskellige perspektiver og set fra forskellige vinkler. Liva Weels tekst (undskyld, Poul Henningsens) var jo præget af besættelsestiden, som jo var tekstens samtid. C. V. Jørgensens tekst har et vist anstrøg af tristesse, mens Dan Turells tekst har det spræl, som hverdage i fredstid også kan rumme. I denne tekst er vi helt nede på jorden, de små ting, som vi, når tankerne ellers tager et filosofisk schwung ud i universet, er tilbøjelige til at glemme og overse. Jeg vil mene, at den person, der taler i C. V jørgensens tekst, ikke har den rummelighed og agtpågivenhed på detaljer, som kommer til udtryk i Dan Turells tekst. Til gengæld har han stor enkelhed og præcision i udtrykket, hvor Dan Turell snarere tapetserer os de ting, han lægger mærke til.

Det, der egentlig satte mig i gang med at lave denne præsentation, var C. V. Jørgensens verselinie ” Endnu et dødt løb bli’ kørt med dig som blind passager”. Jeg kom til at tænke på mig selv som blind passager i livet. Der var så mange ting, man ikke gjorde eller fik gjort – og det ledte mig hen til verselinierne ” I dit korte liv er det meste spildt./Tænk igennem punkt for punkt/Bedøm du det selv, og bedøm det kun mildt/Håndtryk blev glemt/chancer blev spildt” i Liva Weels sang. Der var så mange ting, vi ville, og hvad blev det til? Der skal nok være dem, der mente, at de skulle lave verden om til et bedre sted – men sådanne tanker hører ungdommen til, ja, de hører vel egentligt menneskelivet til, ihvertfald i en fase af livet. Vi gamle har jo alle de der erfaringer, som er de unge så uvelkomne. Vi har alle, mere eller mindre, foretaget nogle valg. Nogle af vore talenter blev udfoldede, mens andre blev valgt fra – selvom de havde været mulige. Som de individer, vi er, kan vi ikke alt. Men jeg tror, at jeg taler på manges vegne, når jeg priser det, der lykkedes for hver af os.

Et emne, som jeg undertiden har skrevet om, et tidens irreversibilitet – det, at det forbigangne er uigenkaldeligt forbi. Det kan ikke køres én gang til. Når livet er passeret os forbi, kan det ikke gøres om – vi har den alder, vi har, og den kan ikke forhandles. Her er Vorherre ikke forhandlingsvillig. Salmedigtere har undertiden lamenteret over livets korthed, men jeg har aldrig været enig heri – jeg synes, at livet har været langt. Men muligvis ligger der også det i salmedigterne, at livet på den tid, hvor salmerne blev skrevet, VAR kort, og givetvis kortere, end man skulle syntes, at det skulle have været, på grund af den ringe sundhedstilstand i befolkningen. Men dertil kommer, at der er noget med tid og med alder, idet jeg i dag, hvor jeg er gammel, oplever, at en dag er meget hurtigt overstået, mens, da jeg var barn, var en dag enormt lang tid.

Det der med, at de tanker, vi gjorde os, mens vi var unge, og som viste sig at være urealistiske, og som senere oplevelser satte i perspektiv som sådanne, efterlader nogle ældre mennesker i en tilstand af bitterhed. Når jeg tænker på mit eget liv, har jeg mange gange måttet konstatere, at en vej, jeg havde regnet med, nu var mig spærret. Jeg har mistet meget, både materielt og personer, der døde, som betød noget for mig. Derfor kan jeg let konkludere, at livet indebærer tab. Men dertil må jeg så sige, at pilen må pege indad. Jeg ser ikke megen pointe i at være bitter, men snarere en pointe i at se muligheder i de omstændigheder, livet nu en gang præsenterer én for. I mine øjne er et bittert endepunkt et symptom på mangel på talent. Her er det vigtigt at fremhæve Dan Turells tekst om alt det andet, som kan bibringe et menneske glæde. Det kræver bare, at vi hver især har øje for disse ting.

På den anden side er det jo en kendsgerning, at vi mennesker er meget forskellige, og at nogles respons på et tilværelsens lammende slag er en permanent følelse af at være sat udenfor tilværelsen, af livet. Det er ikke os alle, der har den evne at fortrænge og lægge ned det sæt af følelser, der griber os umiddelbart som reaktion på en skelsættende begivenhed eller omstændighed. Jeg har for min del været godt hjulpet i denne sammenhæng af den medicin, jeg får, idet den har bragt mit naturlige psykiske filter til at fungere tilfredsstillende. Alene det at være fri for angst er mig en stor ting. Ofte har jeg i samtaler med medpatienter stødt ind i en mur af manglende forståelse af, hvad det vil sige, at en medicin fungerer efter hensigten. Hvad jeg ikke har måttet lægge øre til af historier om, at medicinens formål skulle være at pacificere, eller måske endda at straffe folk, kan jeg slet ikke gengive. Kendsgerningen er, at mange bliver hjulpet betydeligt af den medicinske behandling, men da det ikke flugter med kværulantparanoïkernes valgprogram, vælger mange at tie stille med deres gode erfaringer. Men det skal også siges, at psykologisk set er det ret indviklet at forsøge at karakterisere, hvad det egentligt er, medicinen udretter, når den virker korrekt. Jeg vil mene, at den forløser nogle muligheder i hjernen, som potentielt er til stede, men som visse sygdomsprocesser stiller sig i vejen for. Det er ikke medicinen, som ER psyken, men den får visse af de mange tandhjul i psykens komplicerede maskineri til at fungere, så man bliver et menneske igen.

Dertil er så at føje, at psykisk sygdom rummer nogle muligheder for indsigter, som folk, der er normale gennem et helt liv, aldrig når frem til. Det er bestemt ikke rart at have psykiske lidelser, og det er godt at slippe af med dem, men for mig har det betydet en helt anden grad af indsigt i, hvad et menneske er, og hvad psykologi er, end hvis jeg ikke havde haft disse oplevelser. Nu kan jeg jo sagtens tale for min syge moster, når jeg nu er sluppet ud af sygdommens kløer, mens andre er i helvedet. Men foreligger der ikke nogle kommunikative barrièrer, når undersøgelser viser, at en del af den raske befolkning er af den opfattelse, at de psykisk syge blot skal tage sig sammen, samt at man fra offentligt hold stadigt ikke er interesseret i at give psykiatrien det økonomiske løft selv beskedne fordringer ville tilsige? Dér har vi, der er vendt tilbage til livet, en kommunikativ rolle at spille.

 

Billedet er fra unsplash. Link: https://unsplash.com/photos/o9-1B958cvE

 

 

2 Kommentarer

  1. Eva Lilli Butina

    Fin tekst! Men, jeg er komplet uenig i din begejstring for medicin. Problemet er at der stort set kun er dét ene tilbud. Rigtig mange får ødelagt deres; IQ, fysik, sexualitet og alle øvrige kognitive evner, af den rædselsfulde gift de bliver pumpet op med. Det har intet med konspirationer at gøre, det er et faktum!

    At du er blevet hjulpet af medicin, er glædeligt. Tillykke!

    De som har været udsat for: fordummende udredning, stigmatiserende diagnosticering, og lammende (eller dødelig) medicinering skal selvfølgelig også have en stemme i debatten. Det har de netop ikke nu! De bliver ydmyget, lukket ned og får mundkurv på i nærmest alle sammenhænge…

    Svar
  2. Arne Nielsen

    HURRA for denne kommentar – det er så sjældent, at nogen kommenterer, hvad jeg skriver.

    Jeg er glad for, at du synes om artiklen. Der ligger jo også det i det, at det at synge rent ud om mit indtryk af den medicinske behandling jo ikke mindst har været at få en diskussion i gang.

    Medicinspørgsmålet er kompliceret. Jeg kan jo konstatere, at et udsnit af de psykiatriske patienter er endog MEGET utilfredse med behandlingen.

    Jeg havde i mange år svære og ubehagelige bivirkninger, og psykiateren gjorde intet i forhold hertil. Det var min oplevelse, at psykiateren nærmest var af den opfattelse, at netop bivirkningerne signalerede, at medicinen virkede. Det var først, da jeg selv tog affære og fik doseringen forhandlet meget langt ned, at der skete noget. Men så viste der sig en angstproblematik ved meget lave doser. Men de gennemførte eksperimenter med doseringen havde givet mig et klart indtryk af et doseringsvindue, hvor jeg havde den gode virkning, men uden bivirkninger. Og den dosering har jeg nu fået i over 20 år.

    Der er flere komplicerende faktorer. Dels er der det, at det kan tage flere år at indkøre en medicin – der er ikke noget quick-fix. Dels er der fordomme hos patienten – alt det der med, at al psykiatrisk medicin er den rene gift – ofte er der tale om, at hele tanken om psykiatrisk medicin strider imod patientens verdensbillede. Og endelig er der bivirkningerne. Nogle psykiatere synes at have den forkerte opfattelse, at der SKAL være bivirkninger, for at medicinen virker. I denne forbindelse er der nok tale om, at en del patienter doseres forkert, uden at der tages hånd om det. Som det fremgår af det, jeg allerede har skrevet, giver det sig selv, at det i praksis er op til patienten og dennes evner, dels til at føre en forhandling med psykiateren, dels selv at kunne evaluere resultaterne af orienterende eksperimenter. Hvis udgangspunktet er, at man på forhånd er modstander af enhver form for medicin, er disse idéer jo omsonste. Selve evnen til at kunne vurdere et resultat som godt eller skidt, kræver jo blandt andet, at patienten er i stand til at tage tidsfaktoren med i beregningen, og det kan man jo overhovedet ikke forudsætte.

    Og endelig er der den patientguppe, som ingen medicin virker på, og som kun har ubehageligheder af medicinen. Men jeg har mødt medpatienter, for hvem denne konklusion ligger mange år tilbage, og hvor der i mellemtiden er udviklet megen ny medicin, men hvor konlusionen for disse patienter står ved magt, selvom det ikke er undersøgt, om den nye medicin kunne være gavnlig.

    Det er min erfaring, at medicinmodstanderne fører sig frem med MEGET store bogstaver, og er utilbøjelige til at tage andres gode erfaringer for gode varer. Deres facon er i almindelighed generaliserende, uden plads til andre meninger, og ofte skydes psykiaterne suspekte motiver i skoene. Jeg ved til gengæld, at de mange patienter, der er blevet hjulpet godt af medicinen, er en vigtig motiverende faktor for psykiaterne. Men denne patientgruppe gør i almindelighed ikke meget væsen af sig, og når så en idiot og ikke-psykiater som Peter C. Gøtzsche melder sig på banen med sin fuldstændigt uansvarlige og livstruende erklæringer, så er det ikke noget under, at han er blevet smidt ud af Cochrane-samarbejdet. Eftersom han ikke er psykiater eller nogen sinde har virket som sådan, må hans virke i denne sammenhæng betragtes som kvaksalveri.

    Når alt dette er sagt, kan det næppe betvivles, at den medicinske forskning i psykiske sygdomme jo ikke er ved vejs ende. Denne forskning er i dag meget avanceret i praksis, men det hele hviler jo på vore teorier for hjernens virkemåde. Der har siden 1960erne været et massivt fokus på neurotransmittere, og denne tankegang har ført til et meget nuanceret syn på disses funktion. Erfaringsmæssigt har det været en sejlads mellem Scylla og Carybdis, på den måde, at et stof, som i første ombæring har syntes gavnligt, senere viste sig at fremkalde en eller anden form for eufori eller anden eftertragtet virkning, så det blev genstand for misbrug, overdosering med alt, hvad dette indebærer af problemer, samt illegal handel og endog illegal fremstilling.

    Efter min opfattelse er den videnskabelige fiksering på neurotransmittere lidt af et videnskabeligt tunnelsyn. Vi skal have fat i, hvad der egentligt sker indeni nervecellerne. Det har vi muligvis allerede med den eksisterende medicin – det er blot ikke beskrevet.

    Endvidere er der gliacellerne i hjernen, hvis funktion er ringe forstået og ringe beskrevet. Det er bestemt ikke umuligt, at noget af den kendte medicin udvirker deres virkning gennem gliacellerne – det er blot ikke beskrevet.

    Alt dette beror jo på vore sygdomsmodeller. Hidtil har disse været cellulært baseret. Vi har næsten ingen viden om hvordan de psykiske funktioner egentligt kommer i vej. Vi ved intet om, hvilken organisationsform, der ligger til grund for en jeg-oplevelse.

    Så selvom vi kan meget mere end man nogensinde ellers har kunnet, så er der meget lang vej til at kunne løse alle problemer. Det er min klare opfattelse, at når vi når til større viden om psykiske sygdomme, vil man finde ud af, at tilsyneladende ens symptomer har vidt forskellige årsager, ja, er i virkeligheden forskellige sygdomme. Hele den genetiske side af sagen vil formentligt også vise sig at være en meget hård nød at knække.

    Folk efterspørger simple forklaringer og simple løsninger. Jeg er bange for, at virkeligheden ikke er sådant beskaffen.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.