Jeg bøvler rigtig meget med kærligheden.
Den er ikke til at finde, og nej det skal ikke være nemt, men har ingen succes med det.
Jeg får ikke følelser nemt, men når det endelig sker, får jeg mit hjerte knust.
Senest, har jeg mødtes med en fyr, som jeg har kendt i mange år. Jeg har haft følelser for ham, af flere omgange før, og derfor skal jeg være den første til at indrømme, at jeg faldt hurtigt denne gang.
Det er dog tydeligt, at det ikke er gengældt. Han svarer kun lige præcis på, hvad jeg spørger ham om, han stiller ikke selv spørgsmål, så samtalen dør hurtigt og nogle spørgsmål, svarer han slet ikke på.
Jeg får tanken om, hvorvidt det er umuligt at finde kærligheden, når man er psykisk syg og har den baggage med, som man nu har.
Han vidste ikke at jeg er psykisk syg, men det ændre ikke på den baggage jeg har med, som måske er kommer til udtryk, hvordan ved jeg ikke.
Jeg ved godt, at kærligheden ikke er umulig at finde, da jeg har flere venner, som har fundet den, trods psykisk sygdom.
Men samtidig hører jeg mange udsagn om, at det er svært at finde, hvis man er plaget.
Derfor roder jeg tit med tanken om, hvorvidt det overhovedet er muligt. Det kan da også være det er mig den er galt med. Jeg har aldrig haft et længere varende forhold, for slet ikke at tale om et seriøst et. De fyre jeg har været sammen med, har også været hurtige til at finde nye kærester.
Dette er ikke et klage opslag, selvom det dog godt kan lyde sådan. Det er derimod et opslag, hvor jeg prøver at filosofere over min situation og give ord til dem, som står i samme situation som jeg, men ikke kan udtrykke det.
Der kan være mange årsager til mit ulyksalige kærlighedsliv. Det kan være mig, rent uheld eller måske er Han blevet fanget i et kondom (Haha).
Tydeligt er det dog, at jeg trænger til en pause. En pause fra dating livet.
Måske vil det give noget perspektiv.
Billedet er fra pixabay.