Af Kira Glifberg, Peer Partnerskabet
Det betydelige udviklingspotentiale
Onsdag d. 9. september kl. 9 havde omtrent 400 deltagere tændt deres computer derhjemme eller på kontoret for at være med til konferencen ’Kvalitet i socialpsykiatrien – med fokus på recovery og rehabilitering’. Konferencen var en del af Socialstyrelsens fokus i år 2019-2022, hvor der arbejdes på at give socialpsykiatrien et kvalitets- og kompetenceløft. Socialstyrelsen ønsker at skabe en fælles kvalitetsforståelse på tværs af socialpsykiatrien, hvor sundhed, forebyggelse, helhed og sammenhæng, borgerens progression og udvikling indtænkes. Der er afsat 100 mio. kroner til initiativet over de fire år.
En lang række kommuner er allerede i gang med at indtænke rehabilitering og recovery i deres arbejde og nye initiativer, men som Socialstyrelsen forklarer, så er der et betydeligt udviklingspotentiale. Mange mennesker er en del af socialpsykatriske tilbud i en lang årrække, og der er behov for større viden om, hvordan mennesker kan hjælpes bedre og mere effektivt, end det er tilfældet i dag.
Både borgere – med og uden brugererfaring – og fagpersoner i socialpsykiatrien var inviteret til dagens konference, som blev afholdt som et webinar på Zoom på grund af den altoverskyggende corona. Selv sad jeg hjemme i selskab med min papegøje og lyttede interesseret med i mine høretelefoner.
Efter en velkomst af vicedirektør hos Socialstyrelsen, Marie-Louise Refsgaard, som jeres skribent måtte opgive at høre grundet en ujævn internetforbindelse hjemme i min lejlighed, var første programpunkt på konferencen en film med dagens borgerpanel, faciliteret af Klavs Serup Rasmussen fra Peer Partnerskabet.
En hjælp til at realisere drømme
Borgerpanelet bestod af Brian, Thea og Camilla, som fortalte om deres egne erfaringer som psykiatribrugere, og hvor de hver især er henne i dag efter langvarige forløb i socialpsykiatrien. I dag lever de tre gode liv med fine drømme og deres helt egen opskrift på det gode liv. Undervejs i filmen debatterede de tre borgere vigtige emner i forbindelse med socialpsykiatrien med fokus på relationen mellem system og borger, fællesskaber og om at tage ejerskab over eget liv.
Da Camilla blev spurgt om, hvad kvalitet i socialpsykiatrien er, fortalte hun en del af sin historie, som handler om, at hun klokken 9 om morgenen blev besøgt hjemme af bostøtten, som tog hende med rundt om Gentofte Sø. En gåtur, som varede en time, og som blev gentaget mange gange. Bostøtten var Camillas eneste faste menneskelige kontakt i flere år.
“Vi talte litteratur og filosofi,” fortalte hun. ”Det er vigtigt at blive mødt med rummelighed og åndelighed. Så bliver socialpsykiatrien en hjælp til at realisere drømme, og ikke bare et møde med Systemet.”
Camillas krav til kommunen er store, og hun ønsker at opleve kommunen som ”grænsesættende omsorgsgiver og som rollemodel. Kommunen skal lægge et grundlæggende fundament, som kan udvikle mennesket og rette op på det, som er gået galt. Den skal have fokus på trivsel,” sagde hun. ”Man tager selv de små skridt mod udvikling, og en dag mærker man inden i sig selv, at nu vil jeg gerne synge og male,” fortalte Camilla med en legende let og smittende optimisme.
Det er mit liv, og ikke de andres
Borgerpanelet fortalte om deres uheldige erfaringer med at blive målt og vejet af kommunen. En følelse af at blive opfordret til at gøre ”det her og det her, for så bliver du et normalt menneske,” erindrer Thea. Hendes personlige vendepunkt kom, da hun blev spurgt om, hvad der egentlig var hendes helt eget ønske for hendes liv. ”Det var altafgørende, for det er jo mit liv, og ikke de andres. Jeg blev set, hørt, anerkendt, og der kom fokus på hele mig. Jeg kunne udvikle mig fremad i små skridt, fordi jeg begyndte at tage ejerskab over mit eget liv…”
Socialpsykiatrien skal føles som et samarbejde med en fælles kurs, ikke som Dem og Os. Der skal være tillid, ikke formelle paragraffer. Kommunens medarbejdere skal også turde tale om deres egne personlige erfaringer og ønsker, så relationen er et ligeværdigt forhold mellem borgeren og fagpersonen,” forklarede hun. Brian og Camilla var enige. De individuelle livsopskrifter skal der være plads til i socialpsykiatrien.
I de frivillige fællesskaber bliver man til noget
I en rundspørge efter filmen blev deltagerne på konferencen bedt om at vælge tre ud af seks faktorer, som er vigtige i borgerens relation til socialpsykiatrien. Her svarede 64% af deltagerne, at det ligeværdige samarbejde mellem borger og socialpsykiatrien er en af de tre vigtigste faktorer. 59% fandt det essentielt at borgeren sætter målene for samarbejdet, og 38% ønsker, at indsatsen bygger bro til lokalsamfundet og ligesindede.
I borgerpanelet mente man også, at kommunen har en rolle at spille, når borgeren skal danne netværk. ”Kommunen skal tilbyde en bred vifte af alle de gode foreninger og fællesskaber, som eksisterer separat fra kommunen, for det er vigtigt, at den enkelte bliver en del af netværk med ligesindede,” sagde Camilla. ”I de frivillige fællesskaber, der bliver man til noget, for man gør en forskel. Man lærer at se verden på en ny måde og på samme tid at se sig selv på en ny måde.”
Fællesskabet med peers, som har erfaringerne på egen krop, blev fremhævet af borgerpanelet som et givende fællesskab med ligesindede.
Fokus på det særlige
Liz Walker arbejder til dagligt i den værdibaserede engelske organisation ImROC. ImROC arbejder for at sætte styrker og talenter i spil for mennesker, dele viden og læring og for at forbedre social- og sundhedspleje ved at indtænke recovery. Lokalsamfund skal udvikle sig som resultat af at omfavne og involvere psykisk sårbare menneskers ekspertise, erfaringer og den fælles bevidsthed om recovery. Liz Walkers egen rolle er dels terapeutisk, og så arbejder hun med træning af peers, så de kan yde støtte for andre.
”Man skal selv sidde i førersædet,” forklarede Liz Walker, som var inviteret til at uddybe CHIME-modellen for deltagerne på konferencen. ”Det er vigtigt at forstå, at recovery altid er individuel,” understregede Liz. ”De fem elementer i CHIME vil altid have forskellig betoning for det enkelte menneske, og der findes ingen konkret formel på, hvordan man igen kommer til at sidde i førersædet i sit eget liv. Hvert enkelt menneske er unikt, og det er vigtigt for socialpsykiatrien at have fokus på det særlige. En del af løsningen er samarbejdsbaseret planlægning, fælles beslutningstagen og en god portion humor.”
Hvad lyser dig op?
Liz Walker malede i sit oplæg et fint billede af, hvad der er vigtigt at have fokus på i en recovery-proces med udgangspunkt i CHIME. CHIME består af fem delelementer, som tilsammen udgør en forklaringsmodel, og også et værktøj, som man kan bruge, når man skal tage ejerskab over sit liv og være elev i sin egen recovery. De fem elementer er Forbundethed (Connectedness), Håb, Identitet, Mening og Empowerment.
”Hvad lyser dig op og giver dig håb på et mørkt sted?” spurgte Liz i forbindelsen med punktet om forbundethed. ”Et menneske skal ikke tilbage til dér, hvor det kom fra, men derimod skabe sig ny mening gennem selvindsigt og nye forbindelser. Man skal gentænke sine drømme og muligheder, så man igen får håb og nyt fokus på sine styrker og sit unikke potentiale, og fokus på skønheden rundt omkring ikke mindst.”
Fra offer til helt
Liz forklarede, at det er vigtigt, at man aldrig ser sig selv som bare en patient. ”Den enkelte skal gendanne sig en positiv selvidentitet, hvor ens livshistorie bliver en fortælling med fokus på håb og succes. Man skal gå fra at føle sig som et offer til at føle sig som en helt! … Socialpsykiatriens rolle skal skifte fra symptom- og problembaseret hjælp til en styrkebaseret og målfokuseret støtte, hvor den enkelte får praktisk og følelsesmæssig støtte til at finde sin egen mening i livet.”
Peers til alle
Under hvert af de fem CHIME-punkter understregede Liz Walker, hvor livsessentiel en peergruppe er i et menneskes recovery-proces. ”Peergrupper bør tilbydes alle,” sagde hun med autoritet og indsigt og malede sit inspirerende billede af, hvordan peergrupper kan understøtte forbundethed, håb, identitet, mening og empowerment.
Recovery er hele samfundets sag
I tråd med organisationen ImROCs mission for deres arbejde, som Liz Walker jo er ansat hos, forklarede hun, at det er vigtigt, at der sker et kulturskifte, hvor recovery bliver gjort til alles sag. Arbejdet skal gå fra top til bund og fra bund til top. Konferencens deltagere var enige og vurderede i en poll i slutningen af Walkers oplæg, at den vigtigste dimension for arbejdet på feltet i den nærmeste fremtid er at arbejde for et kulturskifte. Hele 34% af deltagerne syntes, at arbejdet med et kulturskifte er det allervigtigste fokuspunkt lige nu og her.
Liz Walkers bud på et begyndende kulturskifte er fokus på de kommunale fagpersoner som mennesker, som har deres egen personlige ekspertise i at overkomme personlige udfordringer. Vi er alle sammen mennesker, og når vi skal udtænke og samskabe delte løsninger, så skal relationen være ligeværdig. Ellers kan der ikke gives følelsesmæssig støtte, og den praktiske støtte falder til jorden. Kassetænkningen og de kolde paragraffer må skubbes til side til fordel for en åndelig og rummelig kommunikation.
Det dystopiske Kasseland
Digteren Sara Hauge var konferencens næste taler. Hun gav sit indspark til debatten om et kulturskifte med sit veloplagte foredrag ’Jeg er så syg i hovedet, at jeg næsten er normal’. Foredraget var en spydig blanding af Saras personlige historie om livet med paranoid skizofreni, poetry slam og digte.
”Kasserne…,” sagde Sara, ”… er byrder for mig – og byrder for samfundet.”
Sara erklærede, at hun selv er både for rask til systemet, men for syg til samfundet. Hun arbejder ihærdigt på at blive selvforsørgende og er godt på vej som foredragsholder, storspyttende poetry slammer og digter. Hun har vundet Danmarksmesterskabet i Poetry Slam flere gange og bruger sine evner på at nedbryde fordomme og tabuer, også på de sociale medier. Hendes poesi er en vigtig stemme i en verden, hvor kun få formår at tale så præcist, rammende og slammende som Sara Hauge.
Hauge fremførte digtet ’Kasselandet’, som er en dystopisk beskrivelse af et samfund, hvor alt er en eneste blok bygget op af mennesker, som er støbt i forme og kasser. Hauges leg med ordene og hendes fænomenale intonering fik hårene til at rejse sig og vidnede om en digter af format. Her blev samfundets kassetænkning gjort til skamme på en legende let måde, barnligt beskrivende som i et skræmmende eventyr med kassemænd og kassedamer i et kasseland – så seriøst og hårrejsende, at selv et barn ville kunne forstå det og undres over Kasselandets snævre forme.
Sara, som normalt optræder rundt omkring i byerne til poetry slams, måtte lade sig tage til takke med følelsen af en stor klapsalve bag computerskærmene, efter at hun leverede den ene lyriksalve efter den anden med systemet som modtager. Foredraget sluttede af med en smuk forsikring på versefod, om at hun vil være en masse – særligt underfundige og positive følelser, som ikke kan gengives i denne reportage.
Borgernes kvalitetssikring
Efter Sara Hauges nødvendige og indsigtsfulde foredrag var ordet overladt til Socialstyrelsen. Deres oplæg var tiltænkt fagpersoner og drejede sig om muligheden for at tilmelde sig udviklingsforløb for at styrke kvaliteten i socialpsykiatrien. Jeg hæftede mig særligt ved, at kvalitetssikringen i udviklingsforløbene består af en implementeringsgruppe, som er sammensat af både fagpersoner og borgere med egne erfaringer fra socialpsykiatrien.
Debattens tekniske udfordring
En times frokost gjorde godt ovenpå de første tre vidensmættede, men spændende timer. Frokosten blev spist ude på kontorerne og i de små køkkener rundt om i landet, og herefter kunne konferencens deltagere melde sig på forskellige online-workshops.
Workshopsene bestod af oplæg om forskellige facetter og tiltag i socialpsykiatrien. Efter oplæggene blev vi delt ud i mindre grupper for at diskutere relevante problemstillinger. Desværre var der store tekniske vanskeligheder ved at lave de mindre grupper på Zoom, og diskussionerne endte med at være ikkeeksisterende i de fleste tilfælde. En stor skam, da debatgrupperne kunne have været en unik mulighed for en spændende og givende debat mellem fagpersoner og borgere. Corona har sin pris, når det gælder udveksling mellem mennesker, selv på de allermest vigtige tidspunkter.
De faglige medpassagerer
Alt i alt skal der dog lyde en stor tak til Socialstyrelsen for en fin og inspirerende konference. Det blev en konference, hvor borgerne satte sig i førersædet og krævede, at kassetænkningen, kolde paragraffer og upersonlige fagpersoner bliver fortid.
Det bliver spændende og nervepirrende at følge med i, hvordan socialpsykiatrien i fremtiden vil inddrage den enkelte borger i beslutninger og nye planer. Kulturskiftet afhænger af, om der kommer fokus på det enkelte menneskes særlige unikhed, styrker og nye drømme. Fagpersonerne i socialpsykiatrien er med som passagerer, men det er den psykisk sårbare helt i førersædet, som skal tage styring og bestemme, hvad næste mål er.