Når man undersøger nærmere, hvad der er skrevet om fænomenet ”dannelse”, ryger man uvægerligt ind i en storm af filosofisk tænkning og historiske tilbageblik. Spørgsmålet er, om ordet ”dannelse” overhovedet har nogen mening i dag blandt os mennesker af så forskellig beskaffenhed, som vi jo er.

Især tyske tænkere er inde på den idé, at begrebet ”dannelse” især vedrører fænomenet ”pædagogik”. Efter min opfattelse er det at sælge skindet, før bjørnen er skudt. Jeg har ofte, i forbindelse med samtaler med engelsksprogede, haft den store vanskelighed at skulle oversætte dette ord. Standardoversættelsen er ”education” eller ”culture”. Man ser her vanskeligheden ved at overføre tanken om dannelse til en engelsksproget hjerne. Tyskerne har i ordet ”bildung” en nøje parallel til det danske ord, men jeg er i tvivl om, om der i Tyskland eksisterer en folkelig forståelse af ordet uden alt det filosofiske overhead.

Ifølge mig selv er dannelse ikke en tilegnelsesform, men en tilstand, hvor man har adgang til egne intellektuelle ressourcer, som er af en sådan form, at der er tale om viden, som er nagelfast. Der er så dem, der vil henregne religiøse opfattelser hertil, men det er i dagens Danmark ikke en gangbar opfattelse – selvom den nok er det internationalt.

At der alligevel er et didaktisk element i dannelsesbegrebet, fremgår i det forhold, hvorvidt ens viden foreligger på en sådan form, at der er plads til ny viden, der ikke nødvendigvis flugter med det, man ved i forvejen. Der melder sig så den betragtning af generel natur, at ”usædvanlige fænomener kræver usædvanlige beviser”. Eksempel: Som kemimand har det gennem alle årene været en fuldstændig nagelfast og indiskutabel kendsgerning, at et carbonatom (et kulstofatom) har fire valenser, dvs fire ”pinde”, hvormed den kan etablere bindinger til andre atomer. Stor er så min forbavselse, da jeg så falder over et molecule, hvor carbon har seks bindinger. Og bagefter finder jeg et andet molecule, hvor dette fænomen igen forekommer. Her ses det fænomen, at det partikulære har betydning for det generelle; enkelteksemplet, der får hele lærebogskorpuset til at vakle. På denne måde involverer dannelsesbegrebet tilegnelsesfænomenet – hvis ikke disse ting var undersøgt så grundigt, som det rent faktisk er gjort, ville man have affejet fænomenet som det rene nonsens.

Hvis vi nu springer ud i det pædagogiske problem, melder der sig relativt hurtigt, på hvilken baggrund det er, at vi tilegner os forskellige former for viden. Har vi selvbestemmelse, frihed, emancipation, autonomi, myndighed, fornuft, selvvirksomhed – sådan som det er opremset af pædagogikfilosoffen Wolfgang Klafki? Hvert af disse begreber kunne underkastes en diskussion, der hver især kunne være genstand for en artikel. Men de vedrører alle vor psykologi, og det er jo interessant at holde disse begreber op mod vor situation som psykiatriske patienter. Disse forudsætninger for at kunne etablere og udvide ens dannelse kan så holdes op mod de mere videnskabelige begreber ”bedste praksis” og ”det virker” – som jo især ingeniørtyperne er så glade for. Her må jeg sætte foden ned og konstatere, at smag og behag er forskellig. Så nyttige ingeniører er – det ligger i deres erkendeform, at de accepterer fænomenerne som de foreligger og søger kun sjældent den bagvedliggende mekanisme. Det gjaldt måske især i gamle dage, hvor teknikum- og diplomingeniører var det almindeligste.

På denne måde er megen af vor viden opbygget som et patchwork af enkeltelementer, som det er hver vor opgave at få til at passe sammen. Det er interessant at iagttage, at den tyske filosof Immanuel Kant, som jo var der længe før den sene Wittgenstein, der jo introducerede begrebet sprogspil, nok er den filosof, der mest energisk har insisteret på et sammenhængende filosofisk korpus. Dette førte ham til at kreere nogle filosofiske begreber, som i deres yderste konsekvens nok skabte klarhed, men som i denne yderste konsekvens også var komplet umulige. Subjektivitet, javel, men objektivitet? Alle, der i dag betjener sig af begrebet objektivitet, refererer på denne måde direkte til Immanuel Kant, og fælles for alle dem, der gør det, er, at de har ikke forstået et levende suk af det hele. De tror, at de med påkaldelse af objektivitetsbegrebet har fundet den trylleformular, der løser alle problemer og som fejer alle uoverensstemmelser til side. Intet kunne være længere fra sandheden. Ifølge Kant betyder objektivitet ”tingen som den er”. Det burde egentligt ikke være så svært at erkende, at denne erkendeform aldrig foreligger. Man lad os eksperimentere lidt: Hvad med os selv? Kan vi erkende os selv objektivt? Vi er jo immervæk selv objekter og kan gøres til genstand for betragtning og analyse som sådanne.

”Tingen som den er” involverer verbet ”at være”, og hvad ved vi egentligt om eksistensbegrebet? René Descartes skrev jo:”Jeg tænker, altså er jeg.”. Men det er efter min bedste overbevisning det rene sludder. Man kan ikke ræsonnere på den måde. Ræsonnementet indeholder en clandestin cirkelslutning, for er ”at være” ikke indeholdt i ”at tænke”? Både Descartes og Kant var, da de jo ikke havde adgang til Wittgensteins patchwork-sprogidé, bundet til at tænke i absolutter for at det hele skulle hænge sammen. Et andet eksempel var det af Kant introducerede ”kategoriske imperativ”, som gik ud på noget i retning af ”Handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning.”. I bibelen lyder det formuleret:”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. (bibelen, Lukas 6,31 ). Tanken er kendt fra alle verdensreligionerne og er kendt som ”den gyldne regel”. Kant havde således ikke sin tanke fra fremmede. Men alle, der har levet det virkelige liv, ved, at sådan hænger tingene ikke sammen – virkeligheden er mere kompleks, og hver af vore psykologier er den ramme, indenfor hvilken vore liv former sig. Men Kants tænkning i absolutter, som jo har betydning for os i dag, har ihvertfald haft den gavnlige virkning, at det for mange af os er blevet mere klart, hvor kompliceret livet er, og hvor mange kroge, man kommer ud i, når man beskæftiger sig med begrebet dannelse.

Det er jo indlysende, at når jeg nævner dannelsesbegrebet, vil mange hurtigt fare over til moralbegreberne og begreberne om etik. Et eksempel på, hvor vidt tænkning af denne art kan føre, foreligger i bogen ”Den etiske fordring” af K. E. Løgstrup. Mange har påkaldt sig dette værk, bl. a. tidligere minister Bertel Haarder. Jeg nægter at tro på, at han hart læst bogen. Det har jeg, og jeg kan rapportere, at den er ulæselig. En samling sludder og vrøvl, der fra side 1 støder an i sine prædefinerede implikationer. Almindelige mennesker har en lettere forståelig tilgang til det hele, jvf. ”Den gyldne regel”. Men også her er der tale om psykologisk patchwork, for siger erfaringen ikke, at der hvor den ene ser et moralsk problem, ser den andet intet i den henseende? Personligt sætter jeg sandheden om hvadsomhelst meget højt, og uanset, om denne sandhed i sig selv støder an mod andre moralbegreber – sandheden kommer i første række.

Det kommer sig af, at jeg fra barnsben af har været dybt fortryllet af, hvilke muligheder, der ligger i naturvidenskaben, og mine erfaringer gennem årene med denne tilsiger, at når man virkeligt går til naturen med skarpsindige spørgsmål, besvarer naturen disse med alt andet end selvfølgeligheder. Og forudsætningen for at bedrive videnskab er, at det, man siger og skriver, er sandt. Og dette er langtfra nogen selvfølge i den virkelige verden. For den naturvidenskabeligt tænkende er det en sætning af moralsk karakter, at man skal holde sig til sandheden, uanset dennes beskaffenhed. Jeg ved, at hos andre mennesker end mig selv skæres kagen anderledes.

Selve den idé, at der kun findes én sandhed, ser vi udfordret i det politiske liv. De gode politikere har det problem, dels at sandheden, som de hver især ser den, skal formidles til andre for at komme ud over rampen, dels det problem, at den sandhed, de formidler og bringer på bane, har den bagvedliggende hensigt at varetage bestemte interesser. Folk af marxistisk observans har tudet os ørerne fulde af udsagn om, at ethvert problem har en materiel og økonomisk baggrund, men denne simple analyse har udartet til en idémæssig ørkenvandring. Også den ganske primitive idé om dialektiske processer, kaldet dialektisk materialisme, har været at give folk stene for brød. Den går i sin enkelhed ud på, at man med en tese, en påstand, og dennes antitese – den modsat rettede påstand – når frem til syntesen, som er konklusionen på tesen og antitesen. Marxismen gør sig til af at være videnskabelig, men har på denne måde redegjort for dens egen totale mangel på indsigt i, og forståelse for, hvordan videnskabelige idéer rent faktisk udvikles. Dialektikken stammer oprindeligt fra de gamle grækere, men læser man hvad de fik ud heraf i deres samtaler, som vi i dag kender i et vist omfang, er det slående, hvor interessante de var, i forhold til det, marxister i dag serverer. De er ikke engang nået til de gamle grækeres niveau.

Politikere af borgerlig observans er i virkeligheden dybt enige i marxisternes opfattelse af problemernes natur, selvom de påstår noget andet. Men dertil kommer, at de i modsætning til venstrefløjen formår at krydre deres udsagn med betragtninger, der røber langt mere nuancerede tilgange til menneskelivet, og som rummer andre muligheder og åbninger end marxisterne. Det forhold, at sandheden om ting og forhold skal sælges, og dermed vendes og drejes, virker i bedste fald tilbage på tænkerverdenen, i form af, at formuleringer og udlægninger af realiteterne kommer til at spille en rolle for, hvordan sandheder om tingene formidles. Og så er vi tilbage til den didaktiske dimension i dannelsesbegrebet. Og dermed det pædagogiske. Men når jeg er uvel i forhold til dette ord, ligger der det i det, at det forudsætter en bestemt rollefordeling, nemlig lærerens og elevens rolle. Dette bringer os frem til den ofte opståede diskussion om, hvor begreberne kommer fra. Nogle mennesker kan ikke få ind i hovedet, at alt ikke kommer fra andre, men at noget opstår spontant hos den enkelte, som følge af en selvstændig indsats – som følge af aktiv tænkning. Jeg har haft denne diskussion med mange, og hver gang støder jeg panden mod den mur, at hvor skal man placere ansvaret for denne eller hin idé? Jeg har været ude for folk, der stod fast på den opfattelse, at ansvar kun var et rent juridisk begreb uden betydning for almindelige mennesker. Hele tiden skubbes ansvaret over til andre, som så skubber ansvaret over til atter andre.

Disse betragtninger åbner jo op i forhold til den konstatering, at der går højt uddannede rundt uden at være højt kvalificerede. Dette kan anskueliggøres ved at anskue det forhold, at det patchwork af idéer, hvoraf vore intellektuelle ressourcer består, at ejeren af patchworket ikke nødvendigvis har bragt patchworkets enkelte bestanddele i overensstemmelse med hinanden. Det er en erfaring fra psykologien, at der er et bevidsthedslag, hvor grelle modsætninger og modsigelser udmærket kan eksistere side om side. Evnerne for at indse problemer er erfaringsmæssigt meget ulige fordelt. Arthur Conan Doyle er inde på disse problemer i et af hans Sherlock Holmes-historier, idet han i en samtale mellem Watson og Holmes lader Holmes fremkomme med den opfattelse, at man skal være meget omhyggelig med, hvad man lukker ind i sin idéverden, da der, efter hans opfattelse, er et principielt pladsproblem. Som han ser det, kan forskellen i resultatet illustreres ved forskellen mellem et uordentligt pulterkammer og så et relativt velordnet bornholmerur. Efter min opfattelse er der ikke tale om et pladsproblem – man kan som menneske rumme meget – men det der med orden er vigtigt. Mange går rundt med ufordøjet viden, der i realiteten ikke er forstået, og som derfor egentligt ikke lever som sådan. Men forudsætter vi, som Klafki formulerer det, at vi har selvbestemmelse, frihed, emancipation, autonomi, myndighed, fornuft og selvvirksomhed, så er forudsætningerne for en selvstændig indsats til stede.

I lyset heraf er det nok værd at ofre en uddybning af den lidt negative omtale af marxismen, som jeg i det ovenstående har redegjort for. Når Karl Marx var bedst, var det i rollen som undersøgende og kreativ forfatter. Når en person forsker, må man nok tillade længere snor og idémæssigt spræl, end vi ønsker os, når der er tale om jura og anden normsættende aktivitet. Karl Marx’ undersøgelse af kapitalismens viderværdigheder skal ses på baggrund af de rystende forhold, der på Karl Marx’ tid rådede i den engelske arbejderklasse. Ingen af de af Klafki nævnte forudsætninger for dannelse var til stede for dette samfundssegment, og det er tankevækkende, at det opgør med adelsvældet, som der herhjemme skete i 1919, har englænderne aldrig haft. I England findes der den dag i dag jorddrotter med enorme landbesiddelser. Ofte har de gjort den erfaring, at personer, der havde arvet deres adelstitel, og som kun af denne grund sad i Overhuset, ofte gjorde sig uheldigt bemærket ved idel drikfældighed og en iøvrigt dadelværdig vandel. Karl Marx’ hensigt var at trække ondet op med rode, men den undersøgende og eksperimenterende tilgang til det politiske, som var hans vigtigste bidrag til politisk tænkning, blev grebet af dogmatiske efterplaprere uden gnist af kreativ åre, eller respekt for medmennesket forsåvidt. I Rusland havde man problemer parallelle til de engelske, men det er et af historiens mest groteske påhit, at det blev Rusland, der tog Karl Marx’ idéer til sig. Det er symptomatisk, at man i England, med den lange parlamentariske tradition, var resistente overfor Karl Marx’ idéer, mens man i Rusland, med den materielle og åndelige fattigdom, og uden nogen demokratisk tradition, hoppede med begge ben ud i en efterplaprende dogmatik uden den mindste respekt for individet – som det vel egentligt var Karl Marx’ oprindelige idé at forsvare. Idéen om masserne, i modsærning til individet, som middel til at bekæmpe klassesamfundet, var jo egentligt et middel og ikke et mål. I øvrigt er det absurd at tænke sig et klasseløst samfund. Herhjemme har vi 10 partier på tinge, og i samfundet ser vi meget forskellige mennesker med helt forskellige mål for deres tilværelser. Det, det politiske lag i Danmark har til opgave, er at sikre, at især de økonomiske færdselsregler i samfundet bliver overholdt, så vi ikke ender i tilstande, som i midten af 1800tallet blev de engelske arbejdere til del. Jeg finder det i øvrigt tankevækkende, at i Danmark er den økonomiske overklasse på ingen måde sammenfaldende med den intellektuelle overklasse, men vor relativt gode adgang til højere uddannelse udgør gode muligheder for den person, der ønsker at skaffe sig viden. At udbudet af alle mulige – og umulige – uddannelser i dag er blevet alt for stort, er så en anden historie, som implicerer den meget hurtige og samfundsforandrende teknologiske udvikling. Hvad det vil sige at være intellektuel kan nok give anledning til mange ophidsede diskussioner.

Når jeg i dette essay betjener mig af ordet ”sandhed”, er der i dette ord impliceret alle de forbehold, jeg har overfor ordet ”objektivitet”. ”Sandhed” vedrører vor opfattelse af et sagsforhold. I øvrigt foretrækker jeg at betjene mig af ordet ”saglighed”, da det ikke i samme grad som ”objektivitet” skurer mod det idémæssige loft. Saglighed er et brugbart begreb, der implicerer, at vi udtaler os oprigtigt ud fra vort kendskab til et sagsforhold.

Tilbage bliver så at omtale forskellen mellem et lukket og et åbent idéunivers. Meget religiøse mennesker, og meget idéologisk tænkende mennesker kan ofte karakteriseres ved lukkede tankemønstre; de accepterer ikke dissens. Mennesker med åbne tankegange kan lære noget, noget mere og noget andet. Jeg vil påstå, at kun mennesker med åbne idéuniverser kan besidde dannelse i den form, jeg opfatter ordet. Når mennesket bliver til en maskine, bliver det reduceret til noget, der ikke er menneskeligt – al tale om dannelse bliver i denne situation meningsløs. Med ordet ”maskine” hentyder jeg her til et system med få frihedsgrader. Karakteristisk for et menneske er det enorme antal frihedsgrader, vi rent faktisk besidder, og hvor ethvert af de valg, vi udfører, etablerer en i virkeligheden meget stor mængde af information i os selv som system betragtet. Men det er en almindelig oplevelse, at vi i en konkret situation ikke har så meget at vælge imellem. Imidlertid er det interessant at konstatere i hvor stort et omfang, mennesker er enige om mange omstændigheder som givne præmisser. Der er så enkelte, såsom psykopater, der ikke er del af dette fællesskab. Og det er endvidere tankevækkende at konstatere umuligheden af at formidle almindelige moralbegreber til psykopaten.

Vi er alle i det daglige begrænsede af de egenskaber, den verden, vi nu engang befinder os i, fremviser. Men moderne fysik har introduceret os til fænomener, hvor vi i den grad har måttet modificere vore begreber om verdens indretning. Selve det at stille de kritiske spørgsmål har ledt os til diskussioner om, hvilke principper, der er de mest fundamentale. Niels Bohr og andre var inde på de rent sproglige vanskeligheder i forbindelse med formidlingen af de former for viden, de nu engang var nået frem til. Matematikken har vist sig som det intellektuelle konstrukt, der har vist sig mest velegnet til formidling af disse indsigter, og det forunderlige er jo at konstatere, at matematikken ikke er et neutralt sprog. Den har sine egne regler og love, og som Kurt Gödel jo har vist, er det ikke muligt at konstruere et matematisk system af en vis (relevant) styrke, som er både modsigelsesfrit og komplet. Dette er et af 1900tallets vigtigste matematiske erkendelser. Og det må have dybe konsekvenser for alle mennesker, der vil opfatte sig selv som dannede.

Alt dette som resultat af en artikel af Marianne Jelved i en avis, hvor hun fremførte følgende omtale af Dietrich Benner: ”Filosoffen og pædagogen professor Dietrich Benner definerer dannelse som menneskets søgen efter mening og ikke dets bevidstløse accept af allerede bestemte normer.”. Søgen på navnet Dietrich Benner ledte mig frem til et dokument af den pædagogiske filosof Merete Wiberg, hvor læsningen af dette satte gang i de reflektioner af mig, som jeg har gjort rede for i denne artikel.

Billedet er jae-bano-Xbf_4e7YDII-unsplash.jpg free download.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    For læsere, der skulle være interesseret i en mere seriøs marxismekritik, kunne det være en mulighed at læse Ole Fogh Kirkeby, som i 1981 udgav bogen “Marxismen som økonomisk videnskab”, der viste begrænsningerne i Marx’ begrebsapparat i forhold til en diagnose og forklaring af den moderne samfundsvirkelighed; og i 1983 “Teknologi og kontrol”, der kritiserede Marx og marxismens optimistiske syn på teknologien. Jeg har desværre ikke selv haft mulighed for at opsøge disse værker på grund af coronaen. Det er jo et omfattende projekt nøje at gå ind i en analyse af hvert af Karl Marx begreber, men jeg er personligt overbevist om, at han gør mange fejlgreb, der fører til fejlagtige konklusioner, og at der i dag er momenter, han ikke kendte til, derunder klimaproblematikken. Denne finder jeg i øvrigt eklatant fejlvurderet, idet det ikke er muligt at gøre noget effektivt ved de årsager, der ligger til grund for klimaforandringerne. Kun en væsentlig nedgang af antallet af mennesker, der bebor denne klode, vil kunne udrette noget, og det bliver måske også resultatet af klimaforandringerne. Men også tømningen af naturressoucerne er en faktor, vi må have med, og jeg kan naturligvis ikke vurdere timingen i det hele. Tag bare en sådan faktor som adgangen til sådan en knap ressource som fosfat, som er livsvigtig for os alle. Er der ikke adgang til fosfat, dør vi. Og alle de grundstoffer, der ikke havner i atmosfæren, havner alle i havet. Hvor det ikke er sådan at indvinde dem igen.

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Med hensyn til mit politiske ståsted finder jeg det væsentligt at skille det faktuelle fra konklusionerne – alt for ofte har konklusionerne alt for stor indflydelse på, hvad man anser for faktuelt. Man blander det hele sammen i en uskøn pærevælling.

    Marxismen som politisk ideal har samme defekt som biblen som normativ tekst. Der er en graverende forskel mellem det, der står i teksten, og så det, folk tror, der står i teksten. De færreste har læst og forstået ”Das Kapital”, men de tillægger den nogle idéale hensigter, som man vel ikke kan være uenige i. Erfaringsmæssigt er det at lede et land, og at lægge skinner ud for dets økonomi, en knivskarp vægtning af de enkelte tiltags rolle, dels i økonomien, dels i forhold til andre mål, såsom beslutningernes betydning for de enkelte borgeres privatøkonomi. Ligesom en legemscelle har husholdnings-aktiviteter, er der en masse samfunds-husholdnings-aktiviteter, som skal være til stede, for at samfundet fungerer. Den liberalistiske idéologi har som overordnet mål at holde disse aktiviteter på et minimum, mens konservatismen og socialdemokratismen ser det udbyggede samfundsystem som ønskværdigt. Venstrefløjen vælger at se bort fra den samfundsmæssige værdi i privatøkonomisk aktivitet. Bagved disse valg af prioriteter ligger forskelligt syn på begrebet ansvar. Venstrefløjen vil, ud fra en idé om folkelig forankring, have ansvaret samlet på det politiske niveau, eller på anden vis have folkelig repræsentation i virksomhederne, og også, at de brede lag får del i disses værdiskabelse. Der kan rejses den indvending herimod, at der heri består en risiko for, at ansvaret bliver utydeligt, og at der bliver alt for åbentlyse muligheder for vennetjenester og korruption. Konservatismen og liberalismen indebærer muligheden for akkumulation af enorme private formuer, samt monopoldannelser, som Karl Marx så rigtigt påpegede. Selv USA måtte, rent historisk, vedtage anti-trustlove for at dæmme op for en samfundsødelæggende monopoldannelse (Standard Oil). Men dertil kommer politiske idiosynkrasier blandt vælgerne. Blandt demokratisk erfarne vælgere i lande, der længe har haft fungerende demokrati, er der mulighed for politiske samtaler med mening i, mens nyslåede demokratier erfaringsmæssigt falder for diktaturets fristelser. Det forhold, at folk er uvant med at tage ansvar – for dem er diktaturets fritagelse af den enkelte borger for ansvar en fristelse, hvilket forstås af dem, som lægger billet ind på at blive politiske ledere. Der er jo også, alle vegne, eksempler på mennesker, der kun har foragt overfor ”palaver-demokratiet”, og hvis respekt for medmennesket og anderledes tænkende er ikke-eksisterende, og som intet perspektiv ser i at problematisere nogetsomhelst i forhold til deres egen overbevisning. Erfaringsmæssigt er disse anti-intellektuelle, og de ser komplicerede problemstillinger kun som manøvrer i forhold til at sabotere deres slagordsagtige overbevisninger. Man kan, i modsætning hertil, fremføre de oldgræske idéer om, at et land burde ledes af filosofkonger med indsigt i og forståelse for, hvad der skulle til for at lede et land. Men jeg finder, at det vælgermæssige korrektiv er ganske nødvendigt for at holde den politiske ledelse ansvarlige. Dette forudsætter naturligvis, at befolkningen i alt væsentligt er oplyst, og hvad dette vil sige, kan man have mange diskussioner om. At basere nogetsomhelst på en guds vilje, sådan som det er tilfældet i vore dages Iran, må jeg betegne som det rene vrøvl. Og den letfærdighed, hvormed man i dagens Saudi-Arabien forholder sig til andres liv, må jeg betegne som en fejludviklet (mangel på) kultur.

    Med hensyn til grækernes filosofkonger, er der jo det i dagens Danmark det moment, at jeg og mange andre har fundet, at lederes intellektuelle profil er af stor betydning for disses værdi som ledere. Deri indgår de politiske lederes kundskaber i forhold til det politiske håndværk som ganske afgørende. Det var jo det, der fældede Uffe Elbæk som kulturminister. Da Marianne Jelved kom til efter ham i denne rolle, tog det hende ikke 15 sekunder at lægge alle problemerne ned. Og det at have kundskaber i retning af at håndtere vælgernes tankevirksomhed, og vilje til at se de problemer, vælgerne ser, er fuldstændig afgørende for, om et politisk parti opnår repræsentation. Men udover alt det rent politiske er der en masse sager, som behandles i Folketinget, og som fordrer kendskab til andre ting end det politiske håndværk. Folketinget er beundringsværdigt sagligt i forhold til behandling af sådanne sager, en saglighed, andre parlamenter kunne lære meget af. Der er meget andet ved politik end det at mene noget.

    Endvidere er det værd at notere sig, at en ting man fra udlandet ser som noget særligt dansk, er at vi i så vidt omfang, som det er tilfældet, er villige til at betale skat. Der er her en bemærkelsesværdig forskel i terminologi, idet man i engelsktalende lande siger, at man betaler skat ”to the government”. Herhjemme siger vi, at vi betaler skat til samfundet – ja, jeg erindrer, fra en gammel dansk film, at Helle Virkner med overbevisning i stemmen erklærerede, at ”staten, det er jo også os”. Der skal nok være de pindehuggere, der vil se kritisk på en sådan udtalelse. Men jeg har i samtaler med amerikanere kunnet konstatere, at disse godt kunne se, at vi som borgere fik meget ”in return” – vi får noget ud af at betale skat, som samfund betragtet. Udlandet døjer med den terminologi, deres sprog stiller til rådighed for dem. Til gengæld skal der nok være borgerlige herhjemme, som bremses af den sprogbrug, vi herhjemme praktiserer. En væsentlig ingrediens i skattebetaleriet er tilliden til, at det offentlige i almindelighed er vor tillid værdig. Selve tillidsbegrebet er en underlig størrelse, for hvordan forklare, at den er til stede her i landet, mens den i andre lande i vidt omfang er fraværende? Det ser ud til, at folk af udenlandsk herkomst, som bosætter sig her i landet, har svært ved at greje den danske tillidskultur-praksis, idet de ofte har den bagage med, at det det går ud på, er at snøre andre mennesker, hvilket jeg finder er den liberale tankes udspring.

    Alt dette affødt af en Wikipedia-artikel om Ezra Pound, som var en stor og berømt lyriker af amerikansk herkomst. Men han var fascist og støttede Mussolini og Hitler, og han blev tvangstilbageholdt på lukket psykiatrisk anstalt af disse grunde. Historien vækker mindelser om problemet med Knut Hamsun.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.