Han gør en forskel for de psykisk syge.
For nyligt har der været to dokumentarer som har kørt på DR1. Serien hedder “Lys på den lukkede”, hvor at man følger Søren Magnussen som står i spidsen for projektet “Frirum i psykiatrien”. Jeg så selv første afsnit lige da det udkom, og jeg kunne ikke vente med at se andet afsnit. Derfor valgte jeg at se afsnittet inden det blev sendt i fjernsynet. Søren gør et kæmpe stykke arbejde for at skabe glæde og liv på et lukket afsnit på Rigshospitalet. Jeg skrev selv en personlig besked til ham over Facebook, hvor at jeg roste hans arbejde. Jeg var bestemt også enig i flere i hans udtalelser i gennem dokumentaren. Gid der fandtes flere som ham i psykiatrien. For det er ingen hemmelighed at det psykiatriske system mangler ressourcer, og det bestemt også kan mærkes på sengeafsnittene rundt omkring. Jeg mærker selv når/hvis at jeg er indlagt at der kan mangle tid og aktiviteter, særligt når man er indlagt. Jeg skrev også til ham at de primære aktviteter på et lukket afsnit oftest består af kæderygning, og et fjernsyn som kører i døgndrift.
Senere delte han en opdatering hvor han blandet andet skrev: “Hvorfor skriver flere og flere dejlige mennesker? Fra hele Danmark! I meget forskellige aldre! Der har oplevet de lukkede, psykiatriske sengeafsnit, på egen patientkrop og sjæl! Næsten hver dag til mig, efter dokumentaren! At aktiviteterne på afdelingerne, først og fremmest består af rygning og tv? Fordi det er rigtigt!
Det var meget tankevækkende synes jeg. Jeg er altså ikke alene om det faktum og den påstand som “desværre” er virkeligheden mange steder rundt omkring i kongeriget. Ikke at der er noget galt i at se fjernsyn, eller ryge nogen cigaretter, men psykiatrien mangler altså klart ressourcer til at skabe noget mening for patienterne. Jeg er ikke i tvivl om at man gerne så flere aktiviteter på de lukkede afsnit, men jeg tror klart tiden og de manglende ressourcer er to af synderne. Økonomien tror jeg desværre også spiller ind. Da jeg var i børne og ungdomspsykiatrien købte afdelingerne jævnligt ind til aktivteter. Plejepersonalet deltog gerne i aktiviteterne med os, hvis tiden var til det selvfølgelig. De gjorde også i det hele taget meget ud af at være synlige overfor os patienter, og ikke forskanse sig på kontoret, hvilket desværre er en lidt kedelig tendens jeg oplever i psykiatrien flere steder. Det er heller ikke alle steder i psykiatrien at økomonien er til at afholde aktiviteter. Da jeg kom i voksenpsykiatrien fik jeg nærmest et mindre chok over at der slet ikke var de samme muligheder for aktiveter, fordi mit indtryk var at de slet ikke havde det samme budget til at købe f.eks tegnegrej eller spil. Heldigvis findes der en masse søde mennesker, som donorer eller hjælper til i “Frirum i psykiatrien” så Søren kan holde f.eks salsafester, grillaftner eller noget helt tredje. Jeg tror også de spiller en stor rolle i at hans arbejde og at diverse projekter kan køre rundt.
Et spil kort kan gøre forskellen for mig.
Set fra mit synspunkt behøver aktiviterne ikke koste en bondegård. At et personale spørger mig om jeg har lyst til at kigge på solnedgangen, eller spille et spil kort betyder meget. Det viser nemlig at vedkommende er interesseret i mig, og det skaber for mig en god relation, ved at personen viser at han eller hun gerne vil mig. Jeg oplever nemlig at man nemt i psykiatrien kan overlades til sig selv, medmindre man selv henvender sig, og så er det ikke engang altid sikkert der er tid nok. Det kan nemt blive til opbevaring på et lukket afsnit, hvis ikke at man forsøger at skabe forandring, selvom tiden måske er knap. Selvfølgelig kunne det være fedt, hvis der blev arrangementer på den lukkede, som Søren afholder, men aktiviteter behøver for mit vedkommende ikke være det vilde. Så længe at jeg oplever at personalet gerne vil bruge noget tid på mig. Man kan godt som patient føle sig lettere ekskluderet, når personalet sidder i på kontoret i længere tid af gangen, og ikke viser at de er synlige og tilstede. Det beskriver Søren også i en af sine “digte” i dokumentaren. Den polarisering der kan opstå mellem patienter og personalet. Jeg kunne faktisk godt genkende det til et vist punkt. Jeg oplever dog mest plejepersonale som gerne vil lave noget, men desværre er det ressourcerne der igen kniber, hvilket er så ærgeligt, fordi der findes mange gode mennesker der gerne vil gøre en forskel for patienterne.
Hvad så når man kommer ud til den virkelige verden?
“Han bringer noget normalitet ind i et sted som ikke er normalt,” siger en ung kvinde som er medvirkende i dokumentaren. På et tidspunkt i udsendelsen står han med en masse spader, hvor han forklarer at det hele tiden er en afvejning, også i forhold til sikkerheden på et lukket afsnit. Samtidig siger han senere i udsendelsen: “Når folk bliver løsladt, undskyld udtrykket skal man leve et liv, hvor der er fyldt med biler og knive.”
Jeg kan virkelig godt lide hans tilgang til at normalisere tilværelsen på den lukkede. Jeg siger ikke at sikkerheden er vigtig, fordi det er den, når det handler om liv. Når det så er sagt så synes jeg bare det var fedt at se f.eks det klip hvor Søren skærer græskar med den overstående kvinde, som er selvdestruktiv, hvor at knive bliver gjort “normaliserede” på den lukkede. Jeg kan også genkende det fra mig selv. Det kan være overvældende at gå fra ikke at have måtte ledninger til f.eks pludseligt at have fri adgang til alt som ville kunne bruges til selvskade. Jeg tror simpelthen heller ikke det er “sundt” i længden at være spærret inde, fordi det er et så isoleret miljø der kan være på en psykiatrisk afdeling. Særligt måske ikke når man mangler at få noget inspiration.
Man kan gøre det bedre.
Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Han gør et fantastisk stykke arbejde. Gid der fandtes flere mennesker som ham i psykiatrien. Det tætteste jeg er kommet på var en recovery mentor, som var ansat på mit stamafsnit i en periode. Han havde ligesom Søren brugererfaring, men han havde også en helt anden tid end plejepersonalet. Det var også befriende at tale med en som selv havde været syg, og hvor samtalerne ikke nødvendigvis var baseret på behandling. Jeg tror der er flere faktorer der skal spille sammen for at skabe noget meningsindholdigt flere steder i psykiatrien, og det er desværre ikke noget som jeg tror sker imorgen. Jeg håber altså at man en dag vil tilføje nogen flere ressourcer til psykiatrien. Det ville glæde så mange, og ikke mindst skabe noget mere normalitet i en ellers så lukket verden. Man har lov at håbe.
Jeg kan altså anbefale at se “Lys på den lukkede.”
Foto: Pixabay