“Du er så sej”. Sætninger som den, har jeg meget svært ved at tage imod. Jeg ved godt hvorfor. Det skyldes, at dengang hvor mine dæmoner stadig styrede mig, der blev jeg skamrost. Eller det følte jeg i hvert fald. Det var sejt, at jeg havde et studiejob. Det var sejt, at jeg blev student. Det var sejt, at jeg stadig havde en vennekreds. Og ja, det var vel egentlig sejt, hvordan jeg udadtil levede et forholdsvist “normalt” liv, når jeg ikke var indlagt. Men blikket mange havde, når de gav mig rosen. Medlidenhedsblikket; “dig-kan-vi-nok-ikke-vente-så-meget-af-blikket”. Det gav mig kvalme. Jeg fik følelsen af at blive sat i en offerrolle. En rolle som jeg altid har taget stærkt afstand fra. Oprigtige velmenende sætninger som: “Hvor var det dog synd for dig”, gør mig stadig i dag fysisk dårlig. Jeg kommer til at føle mig så lille – slået 10 – 15 år tilbage i Ludo. Den eneste som jeg kan tage imod, der kalder mig sej, er Lars, min tidligere kontaktpædagog. Når han kommentere noget, som jeg har gjort med: “hvor er du sej”, så bliver jeg som den 17 – 19 årige pige indeni, som han var kontaktpædagog for. Den pige, som havde brug for anerkendelse. Og det var netop, hvad Lars gav mig dengang. Anerkendelse i stedet for ros. Han passede på mig, men stillede også krav. Sagde kærligt fra, når mine dæmoner fik mig til at gør et eller andet åndsvagt. Han gav mig aldrig “dig-kan-vi-nok-jo-vente-så-meget-af-blikket”. Det var nemlig tit det blik som fulgte, når jeg blev rost for helt små hverdagsting. I min underbevidsthed savnede jeg dengang, at blive anerkendt for “processen” i stedet for at blive rost for “produktet”. Det er så ødelæggende for ens selvværd, hvis man kan mærke, at nogen af ens medmennesker ikke rigtig forventer noget af en. Heldigvis er jeg i flere år nu ikke blevet mødt af “dig-kan-vi-nok-ikke-vente-så-meget-af-blikket”. Jeg kan oprigtigt føle, hvordan mine medmennesker har forventninger til mig. Det er skønt – nu skal jeg bare blive bedre til at tage imod.
For nyligt læste jeg på arbejdet et indlæg af en norsk samarbejdspartner Andrea Holst, hos Erfaringssentrum. Med læsningen blev det for alvor klart for mig, hvordan jeg ønsker at bruge mig selv og min recovery-fortælling. Jeg har et arbejde i Peer-Netværket, hvor jeg dels er ansat pga. min faglighed, men bestemt også pga. mine egne erfaringer med recovery. Og det opleves virkelig meningsfuldt, at kunne bruge sin egen oplevede mentale 3.verdenskrig konstruktivt i sit arbejdsliv. Men jeg vil ikke have arbejdsopgaver, hvor jeg skal være en “giraf”, som man kan få besøg af, så man kan “se giraffen” og se en “rigtig” tidligere såkaldt psykisk syg. Jeg har ikke brug for fremmede, som fortæller mig, hvor sej og stærk jeg er, fordi jeg engang var psykisk syg og er kommet mig. Men jeg vil utrolig gerne fortælle om recovery, peer-faglighed, empowerment, diagnosekultur osv., og inddrage min personlige fortælling, når det er fagligt relevant. Som fagperson vil jeg anerkendes for det, som jeg kan bidrage med som fagperson – ikke skamroses for hvor “sej” og “stærk”, jeg er