Jeg vil som start lige sige at dette blog indlæg som udgangspunkt er personlige oplevelser jeg har oplevet igennem 12 års bekendtskab med senge-psykiatrien.
Men jeg tager også udgangspunkt i de mennesker jeg har mødt, som også kender til denne problematik.
Jeg mener bestemt at der er en ubalance når man vurderer ud fra diagnoser og ikke mennesket i sig selv.
Begyndelsen – ungdoms psykiatrien
Jeg er 16 år gammel da jeg første gang bliver indlagt på ungdomspsykiatrisk senge afsnit.
Da jeg blev indlagt havde jeg ingen diagnoser, hvert fald ikke på papiret.
Jeg var indlagt med andre unge som allerede havde flere diagnoser på trods af den unge alder – primært spiseforstyrrelser, borderline og psykoser.
Min første indlæggelse varede knap 6 måneder før jeg første gang skulle forlade de hvide vægge og døgn personale.
Jeg forlod afsnittet med to diagnoser – moderat depression og atypisk spiseforstyrrelse.
Jeg var tilknyttet ungdoms psykiatrien indtil jeg var omkring 18-19 år og så skulle jeg videre til voksen psykiatrien.
Jeg forlod ungdoms psykiatrien med en ny diagnose imens de andre blev fjernet men uden at få en forklaring på hvad diagnosen egentlig gik ud på og hvilken behandling jeg kunne have gavn af.
Min behandler gav mig diagnosen Borderline og så kunne jeg vinke farvel til en ungdoms psykiatri der kun ganske lidt havde hjulpet mig.
Voksen psykiatrien
Jeg kan huske hvor skræmmende det var at komme ind i voksen psykiatrien, specielt på senge afsnittene.
Selvom jeg var blevet ældre så havde jeg stadig brug for indlæggelser og oftest blev jeg placeret på et lukket afsnit uden nogen grund – hvis jeg altså fik lov at blive indlagt.
Jeg oplevede hurtigt at jeg blev afvist pga. min diagnose når jeg mødte op på PAM.
Nogle læger sagde at det var skidt at være indlagt hvis man havde borderline, at jeg ikke kunne have det skidt når jeg havde den diagnose, at jeg kun ville lave ballade på afdelingen, at jeg kun ville indlægges for at få opmærksomhed og rigtig mange andre ting. Min borderline diagnose gav automatisk en afvisning i døren på PAM.
Når jeg endelig fik lov at blive indlagt, så var jeg der ikke særlig længe – primært fordi jeg ikke kunne holde det ud.
Jeg blev træt og ked af alle de ting personalet kunne finde på at sige til mig og så udskrev jeg mig selv.
Jeg oplevede at personalet ofte spurgte hvad grunden var til at jeg var indlagt, at det ikke var godt for mig eller min diagnose, at jeg bare skulle hjem for de kunne intet gøre for mig og jeg tog pladsen på afdelingen fra en anden der havde mere brug for den.
Jeg oplevede dengang hvor meget en diagnose betyder, hvert fald i voksen psykiatrien
– igen vil jeg lige slå fast at det er mine oplevelser og nogle andre jeg har været indlagt med, med samme diagnose.
Nogle år senere blev jeg udredt igen i voksen psykiatrien og her ændrede de min diagnose.
Nu var det ikke længere borderline diagnosen der stod klistret på papiret men en skizofreni diagnose.
Med den nye diagnose ændrede tingene sig for mig, altså i forhold til indlæggelser men os generel behandling.
Jeg havde og har stadig brug for at blive indlagt fra tid til anden og min oplevelse med den nye diagnose var at det var en form for green card.
Jeg har endnu ikke oplevet at blive afvist i PAM når jeg har sagt at det er en skizofreni diagnose jeg har i rygsækken, tværtimod.
Det er som om at hver gang jeg har brug for en indlæggelse, så er der allerede en seng klar til mig når jeg møder op i PAM.
Jeg oplever ikke læger på afdelingen med sure kommentarer eller personale der er irriteret over at jeg er indlagt igen igen.
Man kunne jo håbe at det bare har været mig som har været uheldig med mine oplevelser men desværre kender jeg flere som har stået i samme situation som mig.
Jeg kan slet ikke forstå at diagnosen skal betyde så meget i forhold til hvilken hjælp man bliver tilbudt, at den skal afgøre om man har brug for en indlæggelse eller ej.
Jeg oplever fra tid til anden at der står en læge eller andet personale og siger at diagnosen ikke er “vigtig” men bare et redskab men jeg må være ærlig og sige at det er et lorte redskab når det betyder at man bliver afvist når man har brug for hjælp bare pga. en forkert diagnose. Det er som om der er nogle billeder af diagnoser som hænger fast i gamle beskrivelser og uvidenhed – fx. at man som patient med skizofreni slår andre ihjel eller går rundt med en sølvpapirs hat eller at når man har en borderline diagnose straks laver problemer og ballade.
Det er trist at der stadig er nogen som hænger fast i dette og ikke ser MENNESKET bag diagnosen i stedet. Det er som om der er et enormt behov om at proppe folk i kasser – men problemet er at du ikke kan tage 5 personer med samme diagnose og se præcis de samme ting ved alle 5 og derefter proppe dem i samme kasse.
Jeg bliver bare så trist, helt indeni. Jeg bliver frustreret og jeg bliver vred.
Tænk at en diagnose skal afgøre om du har brug for hjælpen eller hvad?