Af Christine
Inden jeg blev indlagt, var det særligt de to sidste år forinden, som lagde op til indlæggelsen. Det var to voldsomme og mørke år, men også sjove på sin helt egen måde. Den mest rammende beskrivelse vil nok bare være – to sindssyge år. Jeg var blevet skør. Jeg var nu for alvor blevet skør. Jeg kunne ikke kende mig selv længere. Jeg følte, at jeg var på knæ, lagt i håndjern. Jeg var låst fast i en sindssyg tilstand, som jeg ikke længere var herre over. Tilstanden havde fuldstændig overtaget mig og mit liv. Jeg oplevede blot, at sindssygen langsomt gled ud og sortnede alle afkroge af mit liv.
Udkørt og opstemt på samme tid
Men dette ledte ikke udelukkende til passivitet og isolation, som man fejlagtigt kunne forestille sig, at sindssygen ville bringe med sig. Jeg kunne, på en og samme dag – ja endda på én og samme tid, køre op og ned i humør og energiniveau. Det gik ofte så hurtigt, at jeg ikke selv kunne følge med. Hurtigere end at jeg kunne nå at reagere, afværge eller rebalancere mig. Jeg var udkørt og opstemt på samme tid. Det var en voldsom oplevelse af både at være rørstrømsk, pessimistisk, deprimeret med selvmordstanker og fortsat energisk. Med negative tanker og et opløbent energiniveau kunne jeg køre mig selv op på et niveau, hvor jeg ikke længere kunne styre mine følelser og tanker. Sindssygen styrede mig.
Med en misbrugshistorik i bagagen var jeg overbevist om, at det var stofferne, som var årsag til mine voldsomme oplevelser. Det var stofferne, som gav mig de oplevelser, hvilket måtte betyde, at jeg uden dem måtte være rask. Jeg havde været clean og ædru i to og et halvt år – pavestolt. Og så rammer det her vanvid. Jeg var begyndte at læse til sygeplejerske og trænede mit elskede kick-boksning. Jeg var drønglad og optimistisk for fremtiden. Jeg skulle ud i verden. Ud i verdens brændpunkter med læger uden grænser. BUM! Brat fald! Jeg ramte asfalten med de bare knæ, og optimismen smuldrede og blev til mørke.
Jeg var trappet ud af min antipsykotiske medicin. Den var langsomt begyndt at holde op med at virke. Jeg blev hallucinerende igen. Jeg var hverken høre- eller synshallucineret, jeg lugtede væmmelse. En lugtehallucination, som snød mig til at lugte de klammeste ting, som ikke var der.
Uden hjælp fra stoffer og alkohol
Jeg blev rundtosset og vendte op og ned på alt i mit hoved. Mit velbefindende eksisterede ikke længere. Jeg bevægede mig ind i en anden verden. En sort, mørk og dyster verden, hvor jeg i virkeligheden forvrængede min virkelighed. Jeg sank væk! Det føltes, som om jeg var aktivt misbrugende. Jeg sank væk. Men denne gang uden hjælp fra stoffer og alkohol. Bare mig. Rent mig! Hvordan? Det var mig en gåde, hvordan jeg kunne have de oplevelser og følelser, nu når jeg ikke længere var misbrugende. I min optik var der ingen legal grund til, at jeg havde det, som jeg havde det. Jeg blev tvunget til at udvikle min forståelse af mig selv og min situation.
Jeg blev konfronteret med en virkelighed, som ikke stemte overens med min eksisterende. Jeg var syg, på trods af at jeg ikke var misbrugende. ”Så har jeg måske udfordringer med skizofreni og tilsyneladende bipolar?” begyndte jeg at overveje.
Jeg har to trolde
Efter udredningsprocessen under min seneste indlæggelse på Riget fik jeg diagnosen: skizoaffektiv psykose rapid cycling. Flot navn! Det betyder i virkeligheden bare, at jeg skal fortsætte med at tage min medicin og passe ekstra godt på mig selv. Jeg ser det således: Jeg har to trolde, som passer på mig, og jeg passer på dem. Jeg sørger for, at de er tilfredse og ikke laver ballade. Eksmisbrugeren og min diagnose.
Troldene minder mig om, at jeg skal skabe balance i mit liv. Balance i input og hvile. En svær disciplin, som de fleste ikke aktivt skal forholde sig til. Det skal jeg. Uden selv at have valgt det. Men det har givet mig mere af min gamle energi tilbage. Jeg har sluttet fred med medicin for nu. Jeg minder dagligt mig selv om, at jeg skal tage min medicin hver dag. For der er noget, som er værre end at tage medicin hver dag, og det er at have det, som jeg havde det, hver dag. Jeg har brug for medicinen, da den hjælper mig med at samle brudstykkerne, holde fokus og udvikle mig til den hele kvinde, jeg er.