“Hun gør det bare for at få opmærksom” er en konstatering om unge med diagnosen Borderline, som jeg igennem årene har hørt komme ud af munden på rigtig mange samarbejdspartner. Efterfulgt af konstateringen, følger så ofte endnu en konstatering: “Så derfor skal vi ikke give hende noget opmærksomhed på det [en handling]”. Jeg har faktisk ligefrem en gang hørt en kollega sige: “Det værste man kan give en Borderliner, er opmærksomhed”. Jeg forstår ikke sådan konstateringer og udtalelser. Eller jo, jeg tror sådan set også, at mange af disse kære unge ofte med deres handlinger, søger opmærksomhed. Men i min optik skal vi netop derfor give dem vores opmærksomhed. Faktisk alt det vi overhovedet kan. Vi skal blot være bevidste om, hvordan vi gør det. Det er så vigtigt, vi forstår, at mange af de her unge simpelthen ikke kan “tåle” flere voksne, som ikke er deres ansvar voksent.
Borderline er en personlighedsforstyrrelse og efter at have samarbejdet med en del unge, som er diagnosticeret med Borderline, så passer diagnosen “personlighedsforstyrrelse” bogstaveligtalt godt med de førnævnte unges situation. Der er nemlig tale om unge, som er blevet FORSTYRREDE i deres PERSONLIGE udvikling. Når jeg skriver, at betegnelsen “personlighedsforstyrrelse” bogstaveligtalt passer godt, så er det fordi, at jeg meget ofte er i tvivl om, hvordan vi med diagnosticeringen af de unge, kommer til at sygeliggøre de unges adfærd, som egentlig på mange måder kan forstås som helt naturlige reaktioner på deres opvækst. Alle de unge med diagnosen Borderline, som jeg har mødt, har kunne fortælle om en opvækst med oplevelser, som det egentlig ville være mere mærkeligt, hvis de ikke reagerede på. Det skal man ikke have læst særlig meget Daniel Stern, for at kunne forstå.
Børn kan holde til rigtig meget, så længe de bliver følelsesreguleret og der dermed også bliver sat ord på den aktuelle oplevelse. Men hvis børn alt for mange gange ikke bliver følelsesreguleret, når livet gør ondt, så bliver de netop FORSTYRREDE i deres personlige udvikling. De bliver til utrygge børn, som ikke oplever at have noget sted, hvor de kan “kaste anker og ligge i havn”, når livet opleves svært. Når de når puberteten, har de en stor harddisk af både små og store situationer, hvor de ikke er blevet fødselsreguleret. Den harddisk bliver som en tikkende bombe af ukendte følelser, som de ikke ved, hvordan de skal håndtere. Ukendtheden gør tilmed også, at de har svært ved at sætte ord på følelserne. For det har ingen lært dem. Desværre er det min oplevelse, at vi hellere ikke lære dem det ved, at gøre dem til psykiatriske patienter. For den hjælp vi giver i psykiatrien, er på ingen måder god nok. I min optik skal piger og drenge, som er blevet forstyrrede i deres personlige udvikling tilbydes længerevarende terapi , hvor de netop kan få bearbejdet hukommelsen på deres harddisk og lære “at være” i de svære følelser. Af autentiske, omsorgsfulde og nærværende voksne skal de lære og øve sig i mestringsstrategier, så de bliver i stand til at håndtere følelser på hensigtsmæssige måder. I psykiatrien oplever jeg desværre en tendens til, at vi lærer de unge at ty til PN., ligeså snart de mærker selvsamme følelser. Dermed ikke sagt, at jeg er imod PN. Der kan være kritiske faser, hvor PN er kærkommen og fx bidrager til søvn. Men vi skal hjælpe de unge og lære dem, at det både er menneskeligt og ufarligt at føle. Det er måden, som vi håndtere vores følelser på, der kan gøre vores følelser farlige.
Men første skridt på vejen er, at vi som personaler må forstå, at vi ikke kommer særlig langt med at blive synligt irriteret og bebrejde de unge mennesker deres opførsel. Samtidig skal vi hellere ikke pakke dem ind i vat og gøre dem ansvarsløse. Vi skal se i øjnene, at ja disse unge gør – i vores optik – uhensigtsmæssige ting, for at få vores opmærksomhed. Men de gør det ikke “bare”. De gør det, fordi de lider og ingen har lært dem, hvordan de kan få opmærksomhed på andre måder. De skal støttes ligesom din 3 årige derhjemme til at blive følelsesreguleret. Det er en lang proces, som på mange måder konstant vil være 2 skridt frem og 1 tilbage.
Til sidst vil jeg minde dig om, hvordan det er et helt basalt menneskeligt behov at opleve sig set og anerkendt. Særligt når man er faret vild i livet. Tit tænker jeg på, hvor ulykkelig jeg ville have følt det, hvis jeg i min tid som ungdomspsykiatrisk patient, var blevet mødt med irritation og bebrejdelser.