En “rigtig” depression
Jeg har prøvet at være ”rigtig” deprimeret. Sådan at dagene var uendeligt lange. Jeg havde ikke overskud til noget. Jeg lå i sengen det meste af dagen. Bevægede mig kun, når jeg skulle på toilet eller spise. Jeg græd meget. Jeg så kun film og sov. Jeg orkede simpelthen ikke noget. Alt var lige meget. Ingenting gav mening. Alt var bare hårdt og uoverskueligt.
Nej, det var ikke nemt at have det sådan. Det er bestemt en tilstand, som jeg vil gøre alt for ikke at komme i igen. Men med alle de her coronarestriktioner, som vi har haft det seneste års tid, så har det virkelig været svært ikke at blive påvirket. For der har ikke været meget at stå op til. Ingen hverdag, intet socialt liv, ingen aktiviteter. Der har ikke været andet at stå op til end at lave præcis det samme som dagen før. En tilstand, der hos mange har affødt en stor frustration og en følelse af magtesløshed. Men har det faktisk været sådan, at det også har affødt en reel depression. Måske ikke forstået i ordets kliniske forstand, men mere som en forklaring på den tilstand, som mange har været i. Har man simpelthen udviklet en coronadepression?
Min coronadepression
Jeg har selv haft det rigtig svært her under coronarestriktionerne. Jeg flyttede i januar måned for mig selv. I de sidste 3½ år havde jeg boet på et bosted. Det var et døgnbemandet bosted, hvilket betød, at der altid var nogen, man kunne snakke med. Derfor følte jeg heller ikke, at coronarestriktionerne var så slemme, mens jeg boede der. Men jeg skal lige love for, at jeg mærkede konsekvenserne af corona-restriktionerne, da jeg flyttede for mig selv.
Jeg var vant til at have en hverdag, hvor jeg var meget social, og hvor jeg trænede hver anden dag. Pludselig var der ikke noget af det mere. Fitnesscentrene var lukkede, og der var et forbud mod at se ret mange mennesker. Desuden skulle jeg pludselig selv opsøge folk, hvis jeg ville være social. Det var noget, jeg lige skulle lære.
Men jeg havde heldigvis også andre ting at fylde hverdagen ud med. Jeg hækler meget, og jeg er ved at skrive på en bog om mit liv med psykisk sygdom. Så der var nok at tage sig til. Det gik også ganske fint. Jeg hæklede, så tv, skrev og gik en tur. Så var den dag gået. Så kunne jeg gå i seng og stå op næste dag for at hækle, se tv, skrive og gå en tur. Og igen næste dag, og igen dagen efter…
Der gik ikke mange uger, før det her mønster begyndte at føles intetsigende. Det var fint nok at hækle, men når jeg gjorde det fem timer hver dag uden input udefra, så blev det i længden utrolig kedeligt. Det samme var gældende for de andre aktiviteter. Det var spændende nok, men når man gjorde det samme dag ud og dag ind, så begyndte det at være kedeligt.
Jeg følte, at jeg blev inaktiv. Jeg begyndte ikke at gide lave noget. Jeg kunne jo lige så godt gøre det dagen efter. Det var vel lige meget.
Jeg begyndte at have tanker om, at jeg ikke gad stå op om morgen. Hvorfor skulle jeg? Jeg havde alligevel ikke noget at stå op til.
Jeg blev rigtig ked af det. Jeg kunne ikke overskue noget. Jeg sov meget, og jeg så meget tv. Jeg orkede ikke længere noget. Det gav alligevel ikke mening. Jeg begyndte at overveje selvmord som en udvej flere gange, fordi livet simpelthen ikke gav mening. Hvorfor leve videre, når alt bare var intetsigende?
Det hele vender
Men dagen kom, hvor samfundet begyndte at åbne op igen. Jeg begyndte at se andre mennesker. Jeg begyndte at træne igen. Jeg begyndte at have aktiviteter igen. Jeg begyndte at have en grund til at stå op. Dagene var ikke ens længere. Jeg begyndte også at have noget, som jeg glædede mig til at skulle. Alt ændrede sig. Selvmordstankerne kom på afstand, og min glæde kom igen.
Jeg ved ikke, om jeg har haft en reel depression, som man vil beskrive det i teoribøgerne. Men jeg har haft symptomer, som ligger op ad en depression. Så derfor synes jeg godt, at man kan snakke om et begreb, der hedder en coronadepression. For folk har lidt under de her restriktioner. Og det synes jeg, at man skal anerkende. At det faktisk har været en skide svær periode at komme igennem, og at man faktisk har kæmpet som en gal for at hænge i. At man måske faktisk har været coronadeprimeret?
Føler du, at du har været coronadeprimeret? Smid gerne en kommentar omkring din kamp under coronarestriktionerne!