Politiken bragte d. 15.8.2021Amanda Vørts Møllers debatindlæg, hvor hun beskrev sin oplevelse af behandlingen under sin psykiatrisk indlæggelse. Hendes beskrivelse af at blive rent opbevaret samt udelukkende at blive tilbudt medicin som behandling, er desværre en beskrivelse, som jeg har hørt fra mange. Som Amanda skriver, så bliver der sjældent spurgt om ”hvorfor”. Her er jeg igen enig. Fra min egen fortid som ungdomspsykiatrisk patient, og til et arbejdsliv i dag, hvor jeg på mange forskellige måder beskæftiger mig med psykiatri, så savner jeg nysgerrighed. Nysgerrigheden overfor, hvad der er sket med den enkelte, siden hun eller hun har udviklet sine symptomer, fremfor hvad der er galt med vedkommende. Vi ved fra forskning, at 80 – 90% af alle med en psykiatrisk lidelse, har været udsat for et traume i deres liv. Dermed er der god argumentation for i højere grad at invitere nysgerrigheden indenfor. Særligt i mange af de situationer, som Amanda beskriver, hvor man ellers får stukket PN i hånden.
Når debatten falder på forbedring af psykiatrien, så oplever jeg gang på gang, hvordan der råbes ”Flere sengepladser”. Jeg anerkender fuldt ud, hvordan der mangler sengepladser i den psykiatri, som vi praktiserer på nuværende tidspunkt i Danmark. Men hvis vi blot opretter flere sengepladser og ”bare” forsætter med at praktiserede psykiatrisk behandling som hidtil, så vil vi kunne blive ved med at oprette nye sengepladser i fremtiden. For som Amanda påpeger i sit debatindlæg, så bliver mange patienter genindlagte. Ifølge Sundhedsstyrelsen genindlægges en tredjedel. I min optik afspejler genindlæggelserne først og fremmest kvaliteten af den behandling, som patienterne både får ambulant og under indlæggelser. Dette skyldes i høj grad behandlingsrammerne. For ret skal være ret, der er bestemt mange dygtige personaler derude med gode intentioner. Gennem årene har jeg mødt mange kolleger, som virkelig ønsker et andet og mere helhedsorienteret tilbud til borgerne.
I min optik bør vi gennemtænke psykiatrien, således at tilgangen bliver systemisk med udgangspunkt i den bio-psyko-sociale videnskab. I denne videnskab forstås det biologiske, psykologiske og sociale som hinandens forudsætninger. Mange vil måske hævde, at psykiatrien allerede agere ud fra den bio-psyko-sociale videnskab. Det er imidlertid langt fra min oplevelse, hvilket Amandas indlæg også bekræfter. Men det er ikke nok, at vi kun gennemtænker psykiatrien. Vi skal gennemtænke hele vores velfærdssystem. På trods af, at menneskets genetik ikke har ændrede sig, så stiger tilgangen af nye patienter i psykiatrien hele tiden. Jeg tror denne tendens i høj grad afspejler, hvordan det efterhånden er en umulighed at få hjælp, hvis man ikke har en eller anden diagnose. Et godt eksempel er, hvordan psykologhjælp til unge blev gratis med finanslovsaftalen 2021. Vel og mærke unge, som enten er diagnosticeret med depression eller angst. Men tænk, hvis unge kunne få gratis psykologhjælp inden de opfylder kriterierne for en af disse diagnoser? For hvorfor anerkender vi ikke i vores hjælpesystem, at det er meget bedre både for individet, men også samfundsøkonomisk, hvis vi får hjulpet den enkelte, imens dets problemer og udfordringer stadig er små og overskuelige, fremfor vi først sætter hjælpen i gang, når problemerne er blevet for store og uoverskuelige?