I artiklen med titlen ”Søren Ulrik Thomsen: Døden er som et meningsløst sort hul. Men op af samme hul vælter samtale, digte og sang ” giver Søren Ulrik Thomsen udtryk for den opfattelse, at vi ikke kan vide noget om døden. Længere nede i artiklen giver han udtryk for kristentro, som i virkeligheden er at abonnere på troen på et magisk verdensbillede, som intet har med virkeligheden at gøre. Dannede mennesker giver sig ikke af med den slags. Døden er bestemt ikke meningsløs. Der er blot tale om en anden mening, end hvad nogle mennesker ser som meningsfuldt – al denne snak om mening siger mere om menneskers snæverhed i virkelighedsopfattelsen end om virkeligheden selv. Det er en kendsgerning, at menneskers tanker om et liv efter døden har fået dem til at bygge pyramider, men det ændrer ikke ved det, man kan se: Døden er individets endelige afslutning, og tilbage bliver kun mindet om personen hos dem, som kendte vedkommende. Tankevækkende er det, at vi alle har været i live siden livets opståen her på jorden, i form af distribueret DNA hos en befolkning, som så sluttelig finder sammen i at danne hver af os som individer. Derfor er døden for hver af os en helt ny erfaring. Den anden form for mening, som Søren Ulrik Thomsen åbenbart ikke har øje for, er, at for hvert menneske, som dør, gøres der plads til efterfølgende generationer og for al videre udvikling. Hvad enten vi synes om det eller ej, så ryddes der automatisk ud i rækkerne for at give ressourcerne videre til de næste i køen. Dette princip gennemsyrer hele biologien. Og til al vrøvlet om evigt liv kan man jo tilføje spørgsmålet om, hvorvidt der er bananfluer i himlen. Hvis der er et evigt liv for mennesker, må der jo også være det for bananfluer. Det ses, at man i forestillingen om evigt liv lynhurtigt kommer ud i rene absurditeter. Og vægringen ved at anvende logik på religiøse anskuelser åbner jo op for enhver form for uantagelig vranglære. For hver af os er tanker jo toldfri, men er sandheden om virkelighedens beskaffenhed noget billigt lort, der ingenting betyder? Jeg mener, at vore moderne idéer om virkelighedens beskaffenhed er vore moderne pendanter til oldtidens pyramidebyggerier, som til gengæld mangler to vigtige ingredienser: folkelighed og forståelighed. Det er kun de skarpeste hjerner forundt at nærme sig vore moderne forestillinger om virkeligheden, i modsætning til Jesus, som gav udtryk for den opfattelse, at alle kunne være med, og at han blot krævede, at folk troede. Nøje koblet til troen var forestillinger om moralske og etiske begreber, som rent historisk har været udsat for de mest himmelråbende forvanskninger. Til gengæld er moderne naturvidenskab fuldstændigt tavs om ethvert moralbegreb, undtagen dette ene, som er hele videnskabens ethos: At insistere på sandheden om tingene. Men det står klart, at selv dette moralbegreb er noget, som kommer fra os mennesker, og at det bestemt ikke altid lykkes at leve op til dette ideal. Videnskabeligt svindel og udbredelse af fejlinformation fra ryggesløse og uvidende personer og kilder hører til dagens orden.
Endvidere giver Søren Ulrik Thomsen udtryk for den opfattelse, at ”helbredende samtaler” skulle være en vej til kurering af alvorlige psykiske lidelser. Naturligvis er kontakten mellem patient og læge væsentlig, og lægens faglighed og seriøsitet er en fuldstændig livsnødvendig forudsætning for at finde en vej til behandling af lidelsen, men har man en alvorlig psykisk lidelse, er snak som egentlig kur helt håbløs. Jeg er selv psykiatrisk patient og har modtaget medicinsk behandling i over 25 år, og jeg har haft utallige samtaler med medpatienter gennem alle årene, så jeg ved, hvad jeg taler om. Al denne snak om kun psykologisk behandling af alvorlige psykiatriske lidelser er direkte farlig for alle os med alvorlige psykiatriske lidelser.
Søren Ulrik Thomsen problematiserer det at ”reducere ånd til biologi”. Herved træder han ind i det store fællesskab, som ikke evner at fatte, at enhver ting som vi opfatter eller gør os tanker om, samt alt, hvad der måtte være af underbevidst og ubevidst aktivitet som forudsætninger for al vor væren, beror på hver vore psyker, og at nøglebegrebet i enhver forestilling om psyke er informationsbehandling. Selve den kendsgerning, at informationsbegrebet i vide kredse ikke er forstået på det helt abstrakte plan, giver anledning til denne skelnen mellem ånd og materie, som er fuldstændigt ubeføjet. Enhver form for information kræver tilstedeværelse af en materiel informationsbærer, men det er skønne spildte kræfter at forsøge at foreholde tilhængere af dualiteten ånd/materie denne kendsgerning, for den er i virkeligheden svær at forstå, og den fordrer en dyb indsigt i, hvor abstrakt en natur vore faktiske psykologier består af. Dette kommer for en dag, når man har haft sådanne alvorlige sanseforstyrrelser, som bliver skizofrene til del. Hvordan skelner man mellem virkelige stemmer, som patienten vitterligt hører, og så stemmer, der udelukkende stammer fra patientens egen hjerne, og som patienten vitterligt også hører, men som ingen andre kan høre? Det ville fylde en hel lærebog at forsøge at formidle hvor abstrakt hele vor opfattelse af virkeligheden i virkeligheden er. Erfaringsmæssigt er det uhyre vanskeligt at få almindelige mennesker til at slippe taget i deres forestillinger om verdens og deres egen beskaffenhed, som de betragter som indlysende, men som i virkeligheden slet ikke er det.
Søren Ulrik Thomsen siger til sidst: ” Alt i mig protesterer imod at reducere den menneskelige ånd til biologi. At hjernen er sæde for bevidstheden, er jo ikke ensbetydende med, at psyke og soma, sjælen og kroppen, er det samme. Og det er faktisk også kun, når mennesker er psykisk syge, at vi bliver fristet til den forenklede forståelse af bevidstheden. Som jo så ville betyde, at Shakespeares poesi og Niels Bohrs teorier også bare var udtryk for tilfældige biokemiske processer.” Heri redegør han jo for, at han intet har forstået, og at han især ikke har forstået, at der er noget at forstå. Hvordan i alverden når har frem til den konklusion, at Shakespeares poesi og Niels Bohrs teorier også bare var udtryk for tilfældige biokemiske processer? Karakteristisk for enhver af psykens fundamentale egenskaber er, at intet er tilfældigt, men at forudsætningen for psyken som biologi er, at alt er målrettet, men ikke, at denne målrettethed nødvendigvis står os klart. Hans fejlagtige tanker om den materielle repræsentation af vore psykologier fører ham frem til fuldstændigt misvisende konklusioner.
https://www.berlingske.dk/aok/soeren-ulrik-thomsen-doeden-er-som-et-meningsloest-sort-hul-men-op-af-samme
Billedet er bianca-ackermann-c1GvSm0xf_g-unsplash.jpg