Interview: Alexandra og ensomheden

Af Ide Hejlskov Larsen

Selvom Alexandra har et nært forhold til sin familie og har mange venner, føler hun sig jævnligt ensom. Hun skal helst have folk omkring sig. Samtidig gør hun mange ting selv, hun rejser fx meget. Den første gang, hun mærkede sin psykiske sårbarhed, var, da hun som helt ung opholdt sig i Paris alene og følte sig meget ensom. Siden har hun både følt sig ensom og ikke ensom, når hun har været alene under skiftende omstændigheder.

Ensomhed og at gøre noget alene
Ensomhed er virkelig et gennemgående tema for Alexandra. Det er ikke kun coronanedlukningen, der har været hård for hende.

– Jeg har været rigtig ensom meget længe, på trods af at jeg har meget tæt familie og mange gode venner. I sidste ende er jeg bare helt alene, og jeg hører ikke rigtig hjemme nogen steder.

– Jeg synes, fællesskaber er rigtig rare at være i, men jeg synes ikke, jeg har fundet mit eget fællesskab. Måske fordi jeg ikke har et arbejde.

– Jeg har altid følt mig lidt udenfor. Jeg har altid den her fornemmelse af, at der ville være et andet sted, der var bedre for mig. Det var derfor, jeg var på udveksling i Australien, da jeg var 16.

– Jeg skal altid have folk rundt om mig. Alligevel gør jeg mange ting selv. Jeg bor alene. Jeg kan li’ at være alene, og jeg kan ikke li’ det.

Ensom og deprimeret i Paris
Alexandras familie betyder meget for hende, og et år efter hendes gymnasietid skete der mange voldsomme ting i familien. Begge hendes mors forældre blev syge. Hendes morfar blev alvorligt fysisk syg, og hendes mormor fik en depression pga. sin mands sygdom. Sammen med moren passede Alexandra dem begge hele sommeren. Morfaren døde derefter.

Efter den sommer ville Alexandra holde sit andet sabbatår i Paris for at opleve teater og det bohemiske liv. I stedet gik hun ned med en megadepression. Hun var alene og ensom i en stor millionby.

– Jeg tror, alle blev overraskede over, at jeg gik ned med en depression første gang, for jeg var altid meget positiv, meget glad, meget sjov. Pludselig gik jeg fra at være hende, der hele tiden griner, til hende, der hele tiden græder. Det var der mange, der ikke rigtig kunne forstå.

Indlæggelse på Frederiksberg Hospital
Alexandra kom tilbage til Danmark og blev indlagt – først i seks uger. Efter hun havde været udskrevet et par måneder, røg hun i kulkælderen igen og blev indlagt i seks måneder. Det var i 2008, og Alexandra var 21.

Det var en hård og ensom tid. Alle hendes venner var i gang med at læse eller ude at rejse. Hun var bare indlagt – og alene. Det var ikke så sjovt. Hendes mor boede i Schweiz, hendes far på Kreta, hendes søster i Aalborg. Hendes mormor var indlagt på Bispebjerg. Selv var hun på Frederiksberg.

Her blev hun scannet for, om hun skulle have en tumor, og blev i stedet diagnosticeret med skizofreni. Hun skiftede mellem den lukkede og den åbne, når hun gik ind og ud af en psykose. Hun troede, aldrig hun kom ud igen. Det var en rigtig dårlig indlæggelse. Mange af de andre havde det meget dårligere end hun selv.

– Jeg ville bare gerne snart snakke med nogen på min alder, som ikke havde været i fængsel. Det tog mig et halvt år at blive normal igen og finde ud af, hvordan man taler med folk.

Efter uddannelsestur til London oplevede Alexandra en mani
Alexandra fandt ud af, at hun ville tage en uddannelse i osteopati, en holistisk form for fysioterapi. Den var fireårig og foregik i London. Mens hun studerede et år i London, havde hun det strålende. Men hun fandt ud af, at det bare ikke var hende at skulle være osteopat – det var også en dyr uddannelse – så hun tog i stedet til Schweiz, hvor hendes mor boede.

Nogle år efter i 2011 blev hun manisk for første og eneste gang. I den periode følte hun sig ikke alene.

– Det var den sjove kontrast med, når man har en depressiv fase, hvor man er omgivet af sine venner, og man føler sig ensom alligevel. Da jeg var manisk, havde jeg fornemmelsen af, at jeg var sammen med alle mine venner hele tiden. Nogle mødte jeg i musikken, andre via det, jeg så på tv eller i en film. Da sommeren var gået, havde jeg været helt alene. Det er en mærkelig kontrast mellem at være alene og ikke alene.

Bipolar diagnose i Schweiz af tillidsvækkende læge
I 2011 blev hun på ny indlagt – i Schweiz. Lægen fik godt nok materialet fra Frederiksberg Hospital om, at hun var skizofren, men han mente, de skulle se med nye øjne på det hele. Der var store chancer for, at hun var bipolar, for det var hendes mormor. Så han gav hende diagnosen bipolar.

Denne indlæggelse var helt anderledes end den i Danmark tre år tidligere. Hun havde den samme læge, og ham havde hun tillid til.

Nu er Alexandra i et holistisk program på Amager og har skiftende psykiatere
– Nu er jeg i et bipolart program på Amager. Et holistisk, et helhedsorienteret forløb, psykoedukation, hvor vi sidder i en gruppe og taler om, at vi er bipolare. Psykoedukation er meget bedre end forventet. Lige med min sygdom synes jeg ikke, det er rart at være i en gruppe. ”Vi er alle sammen bipolare”. Jeg vil hellere være som bipolar sammen med normale mennesker.

Men det er altså bedre, end Alexandra regnede med.

Til gengæld har hun haft et utilfredsstillende og ikke særlig tillidsvækkende forløb med danske psykiatere siden sin sidste indlæggelse i Schweiz. Hun har haft seks forskellige psykiatere. Det er anstrengende, når man hele tiden skal fortælle sin historie.

– Men jeg har ikke været indlagt i ti år. Det er lang tid.

Kærester?
Da filmen blev optaget, ville Alexandra gerne have en kæreste. Det mente hun, ville hjælpe på hendes ensomhed. Hun har længe ikke haft en kæreste. Men hun har dårlige erfaringer med en kæreste, som hun var sammen med for 8-10 år siden.

– Han havde en datter med en anden. Det er allerede kompliceret, når man er 23-24. Det var et forhold, som var bygget på mange løgne, mistillid og sådan noget. Selve forholdet varede i halvandet år, men vi kendte hinanden i næsten syv år. Det var virkelig et dårligt forhold.

Lige nu tænker hun ikke så meget på kærester.

CV’et peger i mange retninger
Alexandra vil gerne have et job. Længere tilbage har hun arbejdet på cafeer og restauranter. Så har hun haft arbejde på en filmhøjskole og været med en højskole i Afrika. Senest har hun været sekretærmedhjælper i et byggefirma. Men det er længe siden.

– Mit CV peger i mange forskellige retninger.

Hun vil gerne have job inden for balletdans. Men det er svært med det CV, og hun ved heller ikke, hvad hun skal sige om sin psykiske sårbarhed.

At være i Outsideren
I mellemtiden er Alexandra med i mange ting i Outsideren, og her føler hun sig ikke ensom. Hun er med i Maria Lisa Olsens filmgruppe, er på fotoholdet, med i Getting Back-projektet i Huset for Psykisk Sundhed og med i festudvalget, og så siger hun næsten altid ja til at være med i forskningsprojekter og lign., som udefrakommende beder om hjælp til. Bl.a. har hun været med i panelet i et webinar om, hvordan man kommer ud og ind af fællesskaber, når man har været indlagt.

– At være på Outsideren har helt sikkert givet en masse, mere end jeg selv kan se. Det har været rart at lave så mange kreative ting uden at skulle blive stillet til regnskab for noget. Vi taler ikke om vores diagnoser. Der er en forståelse af, at man bare kan have en dårlig dag.

Alexandra har været meget glad for at være med i Marias filmværksted.

– Det har været en rigtig spændende rejse. Maria er rigtig god til at lære os at kende hurtigt og vide, hvordan hun skal stille os spørgsmål på den rigtige måde for at få os til se, hvordan vi har det indeni.

Luft under vingerne
Ud over gerne at ville have et job inden for balletdans har Alexandra også andre planer.

– Jeg håber at jeg kan komme ud at rejse snart. Ikke at bo, men bare rejse. Jeg har boet her ni år nu. Det er det længste, jeg har boet et sted. Jeg kan bare mærke, at nu skal jeg ud og have lidt luft under vingerne.

Læs det trykte DON’T FEAR THE WEIRD-program:

https://www.paperturn-view.com/?pid=MTg188642

Her er programmet for DON’T FEAR THE WEIRD med links til mere information og billetter:

TIRSDAG 5. OKTOBER
16:30 Klub Kranium m. debat / optakt til Don’t Fear the Weird
21:15 Songs of Repression – m. debat / optakt til Don’t Fear the Weird

TIRSDAG 12. OKTOBER
16:30 Don’t Fear The Weird 2021 – Officiel åbning
18:45 Når jeg tør / premiere – mød folkene bag
20:45 Mød årets filmmager: Katrine Brocks

ONSDAG 13. OKTOBER
16:30 Fodboldbrødre i psykiatrien / gratis talk i Asta Bar
17:15 Søskende som pårørende / gratis talk i biografsalen
18:00 Jeg skriver, jeg lever / gratis talk i Asta Bar
18:30 Evigt solskin i et pletfrit sind
19:30 Mand, minoritet og sygdom i sindet / gratis talk i Asta Bar
20:30 Don’t Fear the Weird-kortfilmprogram: Når jeg tør
21:00 Queen & Slim med introduktion
21:45 Songs of Repression

TORSDAG 14. OKTOBER
16:30 De pårørende – m. debat
17:00 Sex, kærlighed og alvorlig sygdom / gratis talk i Asta Bar
17:15 Don’t Fear the Weird-kortfilmprogram: Når jeg tør
18:45 Words on Bathroom Walls — m. introduktion
19:00 Don’t Fear the Weird-kortfilmprogram: Når jeg tør
19:30 Spoken word: Ingen er perfekt / gratis event i Asta Bar
20:00 Ærlig snak: Bevæbnet med humor / gratis talk i Asta Bar
20:45 Don’t Fear the Weird-kortfilmprogram: Når jeg tør
21:30 Milla – m. introduktion
21:45 Mary & Max — m. introduktion

FREDAG 15. OKTOBER
19:00 Kulturnatten special: Ind i hjernen på en Oscar-vinder