Af Mari-Louis
Da jeg var barn, var jeg en meget skrøbelig pige. Pludselige, høje lyde gjorde mig bange. Jeg havde svært ved at være social med de andre børn, da jeg havde svært ved at gå hen til dem og være med i legen. Familiefester var en stor udfordring for mig, og jeg nærmest klistrede mig op ad min mor af angst. Jeg knyttede mig kun til de få mennesker, jeg følte mig tryg ved.
Heldigvis blev jeg bedre til det sociale, i takt med at jeg blev ældre. Men jeg var bedst til at være sammen med én person ad gangen. Jeg kunne bedst lide at arbejde alene og hadede gruppearbejde, hvor jeg ikke følte mig hørt, og mine ideer aldrig var gode nok for de andre.
Bange for at miste venskaber
Det lykkedes mig at få et par veninder i min skoletid. Jeg var så glad. Det var hyggeligt og sjovt at have nogle at være sammen med. Desværre begyndte jeg at opleve jalousi. For mine veninder havde jo også andre veninder. Jeg blev simpelthen så jaloux, og jeg ville kun have, at de skulle være sammen med mig. Set i bakspejlet var det jo naturligt, at de også havde andre at være sammen med. At jeg blev jaloux, bundede i min egen usikkerhed. Jeg var bange for at miste de venskaber, jeg endelig havde fået.
Da jeg som 11-årig fik OCD, blev det næsten umuligt for mig at være social. Hvad nu hvis folk kunne se, hvad jeg skjulte? Bare jeg ikke lugtede efter et toiletbesøg. Jeg fik aldrig en pause fra mine tanker og oplevede, at jeg blev bange for at komme udenfor. Min angst for at gå udenfor kom i takt med, at jeg havde mange tvangstanker, så det var så hårdt og helt uoverskueligt at skulle ud i den store verden.
Jeg var jo skrøbelig nok i forvejen, og så oplevede jeg også at blive holdt udenfor af pigerne fra min klasse. Jeg ændrede adfærd og var meget bange for at blive beskidt. Jeg har fået fortalt, at denne adfærd ikke var helt ny. I børnehaven kunne jeg komme hjem i en lige så ren flyverdragt, som da jeg tog af sted.
Holdt mig udenfor
Jeg oplevede, at min bedste veninde var med til at holde mig udenfor i skolen. Vi kunne til gengæld godt være sammen, når vi ikke var i skolen. Jeg ønskede virkelig, at hun gik imod gruppepresset, men det kunne hun ikke. Alligevel valgte jeg at være der for hende og gik imod pigerne, når de var efter min veninde. Når jeg tænker tilbage, kan jeg blive helt vred over det.
Et vendepunkt for mig blev, da jeg startede på en lille friskole. Jeg begyndte hos en supergod psykiater, som gav mig nye værktøjer til at tackle min sygdom. Til sidst var jeg desværre nødt til at få noget medicin, men jeg oplevede, at min hverdag blev nemmere at tackle. Jeg blev tryg ved at gå i skole og glad for at lære nye ting.
På den nye skole fik jeg nye veninder og følte mig tryg i relationen. Nu kunne jeg være sammen med dem uden at blive jaloux. Det var sundt for mig, at der var sket en udvikling. Endelig følte jeg mig som alle andre børn.
Magtede ikke fritidsaktiviteter
Men at have OCD og passe min skole var dog stadig utrolig hårdt. Andre på min alder gik til fritidsaktiviteter – det magtede jeg slet ikke. Jeg levede et meget struktureret liv, hvor jeg gik tidligt i seng om aftenen for at kunne klare skoledagen næste morgen.
Efter jeg gik ud af skolen, oplevede jeg at miste alle mine veninder. Nogle af dem startede på efterskole, og andre på en ungdomsuddannelse. Jeg begyndte på handelsskole, da jeg havde en drøm om at blive salgsassistent i en tøjbutik. Bare det at jeg skulle tage to busser hver dag til handelsskolen, stressede mig helt vildt, og min mor hjalp mig med at forstå de forvirrende busplaner. Jeg skulle meget tidligt op om morgenen og kunne i starten ikke finde rundt på skolen.
I den klasse jeg kom i, kendte de hinanden i forvejen, og der var der mange små kliker. Jeg kom fra en tryg, lille skole, hvor vi var 11 elever i 9. klasse til en klasse på 30 elever. Lærerne havde helt andre forventninger til deres elever, end jeg kunne magte på det tidspunkt. I begyndelsen gik jeg tit rundt alene i frikvarteret, og efter noget tid begyndte jeg at snakke med nogle af mine nye klassekammerater. Desværre var samtalerne meget overfladiske og skabte et behov for at skrive rigtigt meget på mit værelse for at få mine tanker og følelser ud.
Blev ramt af en depression
Efter 3 måneder droppede jeg ud, for jeg gik helt ned med en depression. Jeg magtede ikke alle de forventninger og kunne slet ikke være i det. Jeg var konstant utryg over for det hele. Heldigvis havde jeg en sød kæreste, som jeg besøgte tit. Desværre boede han i den anden ende af landet.
Jeg havde brug for luftforandring, og i en alder af 17 år flyttede jeg hen til kæresten fra Nordjylland til Sønderjylland. Sikke et kulturchok! Alligevel var det anderledes, fordi jeg havde en person, som jeg var tryg ved, og som passede på mig. Han var god til at vise mig rundt, så jeg lærte byen mere at kende.
At finde venner var ikke særligt nemt. Jeg begyndte på en produktionshøjskole, som jeg var glad for at gå på. Det gjorde mig rigtig stolt, at jeg fik min hverdag til at fungere på egen hånd. Jeg var blevet mere selvstændig og var ved at få det bedre. Men at flytte var ikke kun godt, og nogle gange var det også ekstremt svært at være en del af min kærestes familie.
Både barn og uddannelse
Jeg blev mor som 18-årig. Der var mange, som mente, at det blev hårdt at tage en uddannelse samtidig med at have et lille barn. Jeg blev så vred indeni. Nu skulle jeg vise dem noget andet, selvom det var hårdt, og jeg nogle gange var tæt på at give op.
Det lykkedes mig at få en uddannelse, og jeg fik også kørekort, imens jeg passede min datter alene. Hver gang jeg havde det skidt psykisk, kæmpede jeg mig op for min datters skyld. Alt for at hun skulle have det godt. Mit liv var meget fyldt op med skole og min datter, så venner var der ikke rigtigt tid til. Nogle gange kunne jeg godt savne at have nogle veninder, men overskuddet var der ikke på det tidspunkt.
Mistede alle mine venskaber
Det var ikke kun manglende tid og ressourcer, som med tiden fik afviklet venskaberne. En veninde slog hånden af mig og ville slet ikke have noget med mig at gøre. Jeg blev uvenner med min gamle veninde, og vores venskab sluttede brat. Efter disse oplevelser havde jeg bare svært ved at stole på nogen.
I dag lever jeg et rigtigt godt liv. Jeg bor alene sammen med min datter, hvor jeg har hende hver anden uge. Jeg gik fra min datters far, da vi bare voksede fra hinanden med tiden. Jeg har fået tilkendt flexjob og arbejder i en lille virksomhed 10 timer om ugen. I min fritid er jeg sammen med min datter, skriver utroligt meget og besøger min familie flere gange om året.
Lært at nyde mit eget selskab
Jeg valgte at blive boende i Sønderjylland for min datters skyld. Jeg har lært mange ting om mig selv. Det sværeste har været at acceptere, at jeg har det bedst med ikke for mange mennesker omkring mig. Jeg har lært at nyde mit eget selskab.
En overgang var jeg ensom. Jeg fandt ud af, hvilken slags ensomhed det var, men desværre forsvinder den nok ikke, da det handler om, at folk ikke kan forstå, hvordan jeg har det. Man kan sagtens have de samme diagnoser, men de er lige så forskellige, som vi mennesker er.
Finde den rette sociale balance
Selvom jeg er lidt af en enspænder og lader op, når jeg er alene, har jeg gjort meget ud af, at min datter skal være social i det omfang, hun har lyst til. Det er så vigtigt, at man selv finder den rette balance mellem at være alene og social med andre mennesker.
Rent psykisk har jeg fået det bedre med mig selv, og jeg er blevet gladere. Jeg vil hellere være alene end at havne i et dårligt selskab. Selvfølgelig skal man huske at være social, og at ikke alle mennesker svigter en. Når jeg er til familiefest, er vi tit over 20 personer samlet et sted, og så er jeg mættet. Når jeg kommer hjem fra en superhyggelig weekend med mange mennesker, så er jeg godt træt, og så skal jeg bare lade op alene.
| Denne tekst er en del af vores nye trykte magasin om fællesskaber. Du finder hele magasinet lige her. |  |