Jeg ligger på en briks i et meget klinisk rum, omringet af personale omkring mig. Jeg kan se en masse apperater. En sygeplejerske præsenterer sig, inden at hun afspritter min pande, og sætter elektroder på mit hoved. Det er ingen hemmelighed at jeg er bange. Tårene vælter op i mine øjne, og jeg kæmper for at holde gråden tilbage. Et personale fra min stamafdeling holder mig i hånden, og forsøger at berolige mig. Sygeplejersken giver tegn til at det skal begynde. Nu er der ingen vej tilbage. Jeg bider tænderne sammen. Hele min krop begynder derefter at summe, og pludselig forsvinder hele verden for mine øjne. Bagefter vågner jeg og sandheden langsomt begynder at gå op for mig.
Jeg har fået elektrochok. Det er stadig meget nyt, og ikke mindst skræmmende. Jeg er indlagt på den lukkede på knapt tredje måned, men tingene er ikke gået min vej, og det som har været iværksat, har umildbart ikke virket endnu. Elektrochok, også kaldet ECT er kommet på tale i mit behandlingsforløb under min nuværende indlæggelse. Jeg valgte at sige ja tak, trods at jeg stadig er skeptisk, men jeg vil gerne ud af min tilstand, og jeg kan ikke fortsætte med at leve, hvis at det fortsat skal være på afgrunden. Jeg vil gerne ud af denne tilstand, som æder mig op indefra.
ECT er en omdiskuteret behandling, som gennem årene har delt vandene, trods forskningen viser at over 80% har effekt af behandlingen. Jeg husker selv egen min mor, som en dag med et alvorligt blik kiggede mig i øjnene, og sagde: “Hvis at du bliver tilbudt elektrochok, så må du aldrig gøre det.” Sætningen sidder stadig i mig, og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvorfor mon hun sagde det.
Jeg må også indrømme at jeg selv har et ambivalent forhold til i princippet at give mig selv stød. Jeg er gammel hestepige, og jeg husker tydeligt selv, hvor bange jeg altid var for at komme til at røre ved indhegningen, når jeg skulle lukke min hest ind eller ud, i frygt for at jeg ville få stød. Det hændte også i ny og næ, at jeg eller måske endda hesten ufrivilligt kom i kontakt med hegnet. Det var nærmest traumatiserende, husker jeg. En oplevelse som sad i mig længe efter. Nogen år senere ligger jeg nu frivilligt og sender strøm i gennem min hjerne. Hvem havde troet det? Hvis man ser sådan på situationen virker det et sted noget tragikomisk, syntes jeg.
Jeg tror på at det hjælper mange mennesker, hvilket jeg også har hørt, men frygten for det i mit tilfælde er et skud i tågen, strejfer mig alligevel. For hvad nu hvis jeg hører til det undertal, hvor det ingen forskel gør?
Jeg har været i psykiatrien i knapt ti år, og jeg har prøvet næsten al behandling, som man kan tilbyde et menneske. Jeg har prøvet alle terapiformer og fået knapt tyve forskellige præparater. Heriblandt både antipsykotisk, antidepressiv, stemningsstabiliserende og beroligende. Jeg har været indlagt mange gange både i børne og ungdomspsykiatrien og nu i voksenpsykiatrien. Jeg har gået ambulant i mange år, og endda også prøvet alternative former, som supplement til psykiatrisk behandling.
ECT er den sidste behandlingsform, som aldrig har været afprøvet i mit forløb, men også den eneste mulighed som jeg efterhånden føler næsten er tilbage. Særligt i øjeblikket, hvor at det man har afprøvet ikke har fungeret som det skulle. Jeg vil nødigt være pessimistisk, fordi jeg inderst inde er en smule fortrøstningsfuld, fordi det måske kunne blive godt. Det er for tidligt, at udtale sig om effekten, omend jeg føler en smule pres for omverden, idet nogen allerede har virkning efter en enkelt gang. Jeg føler derfor at nogen omkring mig har en forventning om, at jeg skulle kunne mærke en forskel. Er jeg så forkert på den, fordi jeg umildbart ikke kan mærke noget endnu, udover at jeg på en måde føler mig genstartet.
Da jeg vågnede op var jeg noget omtumlet, og jeg anede ikke hvad der var sket. Jeg har før været i narkose i forbindelse med operationer, men denne gang føltes det anderledes, da jeg vågnede. Jeg måtte støttes tilbage til afdelingen af to personaler, da jeg ærlig talt var som Bambi på glatis efterfølgende. Det aftog heldigvis med timerne, også efter at jeg fik sovet det værste af rusen ud.
I skrivende stund må jeg også indrømme at jeg stadig er noget mørbanket, dog er jeg mere ved bevidsthed, og ikke mindst er min hukommelse faktisk knapt så long gone, som jeg frygtede den ville være. F.eks huskede jeg mit vasketøj, og jeg havde ikke glemt mine koder, hvilket jeg frygtede. Jeg kan godt forstå mennesker, som har valgt at sige ja, til denne behandlingsform, fordi den eftersigende skulle være effektiv og for nogen kan redde deres liv. Jeg underkender heller ikke at man som ikke psykiatribruger kan være fordomsfuld, og synes det virker meget kontroversielt, idet mange “almindelige” mennesker muligvis forbinder det med filmen Gøgereden, hvor at de uregerlige patienter får det som straf.
Måske man også har forestillinger om at dem som får det er (undskyld mit udtryk) rablende vanvittige. Jeg vil ikke betegne mig selv som værende sindssyg, og hvis du mødte mig på gaden, er jeg heller ikke sikker på at du ville gætte jeg fik elektrochok, eller på papiret fejler noget som giver “adgang” til ECT.
Jeg får behandlingen, fordi jeg lider meget, særligt i øjeblikket, og at jeg ikke har haft udbytte, af de tiltag som er blevet forsøgt indtil videre. Planen er at jeg skal fortsætte med at få behandlinger, og såfremt det virker, så skal jeg have vedligehold, altså en gang i mellem til at holde mig oven vande, så at sige.
Jeg ville lyve hvis at jeg ikke sagde ECT er skræmmende, men det vil noget ukendt jo altid være, eller hvad? Og såfremt, det vil hjælpe mig betydeligt. Så, vil jeg tage med i mine overvejelser, om det er noget jeg vil fortsætte med i fremtiden, såfremt jeg skal have vedligehold. For jeg vil gerne ud af denne tåge, og forhåbentligt blive ude af den.
Foto: Privat