Jeg råber på hjælp, men ingen vil høre

Min stress og angst er mundet ud i tiltagende selvmordstanker.
Jeg råber på hjælp, men ingen vil høre.

Af anonym gæsteblogger

9.december 2021 får min kæreste et chok! Jeg bryder fuldstændig sammen i gråd hjemme på sofaen. Jeg fortæller ham at jeg har det skidt og at jeg er begyndt at have selvmordstanker. Jul og nytår er selvsagt lidt skrøbelig herefter.

3. januar 2022 ringer jeg til lægen og siger at jeg har selvmordstanker der har stået på de sidste par måneder.

5.januar 2022 har vi en kort snak og vi aftaler at jeg får taget nogle blodprøver og vi snakker sammen igen ugen efter. Jeg får en henvisning til psykolog.

21. januar 2022 får jeg taget blodprøver samt EKG.

24.januar 2022 ringer sekretæren og fortæller mig at min aftale med lægen den 26. januar 2022 er aflyst da hun er blevet syg. Jeg får en ny tid til 9.februar 2022 og bekræfter denne aftale 2 gange efterfølgende i samme telefonopkald.

9.februar 2022 sidder jeg i 20 minutter på ‘min læge’ app’en og tænker at lægen har glemt mig. Jeg ringer ned til klinikken for at høre om tiden er blevet aflyst igen. Her får jeg så af vide at jeg først har en tid 9.marts 2022. Altså lidt over 2 måneder siden jeg snakkede med lægen sidst. Der er intet sekretæren kan gøre. Hun ville få den anden læge til at kontakt mig og her får jeg samme besked; min egen læges kalender er fyldt op, men jeg kunne prøve at høre i morgen tidlig om der var en akut tid før 9.marts.
-Jeg tager til psykolog (efter aftale) lige så snart røret er lagt på.

10.februar 2022 kl. 08.00 ringer jeg ned i telefontiden. Får fat i min læge, der siger at hun ikke kan give mig en tid før 9. marts 2022, “medmindre jeg havde konkrete planer” om hvordan jeg ville udføre det.

11.februar 2022 kl. 01.30 ringer jeg til Livslinien for at snakke med nogen. Jeg er frustreret. Ved ikke hvad jeg skal stille op. Jeg er ked og føler mig afvist og ikke taget seriøst. Damen i den anden ende anbefaler mig at kontakte ‘Enhed for Selvmordsforebyggelse’ på Skejby, da de tager patienter ambulant både med og uden henvisninger fra lægen.

14.februar 2022 sidder jeg og kigger på hjemmesiden www.selvmordsforebyggelse.dk . Jeg klikker på ‘søg hjælp’ og ‘behandlingstilbud’. Finder Region Midtjylland hvor jeg hører til og dernæst ‘Enhed for Selvmordsforebyggelse – ØST’. Her bliver jeg mødt af en FEJL 404! Jeg går videre for at sende dem en mail om at der er problemer med deres links. Jeg udfylder kontaktformularen på deres hjemmeside og trykker send. Her bliver beskeden ikke sendt, men i stedet står der nu “The form was unable to submit. Please contact the site administrator“. Jeg endte med at sende en email i stedet hvor jeg skrev at det var pinligt, da man ikke orker at møde lukkede døre og flere bump på vejen når man i forvejen kørte med flade dæk.

21.februar 2022 kontakter jeg ‘Enhed for Selvmordsforebyggelse’ på Skejby og får af vide at de kun tager imod patienter ambulant MED henvisning og kan dermed ikke komme ind aligevel. Hun hører det forløb jeg har været igennem, og anbefaler mig at kontakte lægevagten efter min egen læge er taget hjem fra arbejde.

-Kl. 19. Kontakter jeg lægevagten og siger at jeg blev anbefalet af ‘Enhed for Selvmordsforebyggelse’ at kontakte dem mhp. at få en henvisning. Jeg bliver igen afvist, da det ikke er et akut behov for henvisning (indlæggelse), men at det er til et ambulant forløb. Men hun ville skrive til min egen læge, at hun gerne så jeg fik en henvisning og at hun kunne høre på mig at jeg var max presset.

22.februar 2022 kl. 09.06 ringer jeg til egen læge for at få sat skub i den henvisning, men jeg misser telefontiden med nogle minutter og får fat i sekretæren. Hun informerer mig om at min egen læge i lægehuset er taget på ferie, men at hun ville få en af de andre læger til at kontakte mgi mellem kl.11-12 samme dag. Kl. 12.37 har jeg intet hørt, og ringer derned. Der er ikke telefontid før kl. 13.00. Så jeg ringer derned kl. 13.00 og er på hold i 5 minutter da der kommer et indgående opkald fra lægehuset. Dette var samme læge som jeg snakkede med 9. februar. Hun kunne godt huske at have haft mig i røret 2 uger tidligere. Hun kopierer det notat som min egen læge har skrevet 5. januar 2022 og sætter i en henvisning og sender afsted til ADA Klinik for Selvmordsforebyggelse, Psykiatrien Region Midtjylland.

23.februar 2022 tager jeg til psykolog – igen efter aftale. Vi aftaler at jeg giver lyd fra mig når jeg hører fra henvisningen.

24.februar 2022 kontakter jeg ‘Enhed for Selvmordsforebyggelse’ for at høre om de indkalder mig eller om jeg selv skal kontakte dem mhp. at få en tid. Her oplyser sekretæren mig at jeg var taget op på konference i går og at min henvisning var blevet afvist. Det har de informeret min læge om og jeg skulle kontakte denne foor yderligere information.
-Jeg kontakter lægehuset, hvor min læge stadig er på ferie, og sekretæren vil intet fortælle mig om hvorfor den er blevet afvist. Hun henviser i stedet til den samme læge der bliver ved med at tage over for min egen læge, som har telefontid i morgen mellem kl. 08-09.

Mine spørgsmål er nu:
-Hvor kan jeg få hjælp?
-Hvor syg skal jeg være for at blive taget seriøst?
-Skal jeg allerede have togtiderne og stå klar på skinnerne med toget i sigte?
-Skal jeg have indtaget 7 bøtter piller før de tror mig?
-Hvordan kan man blive afvist for selvmordstanker?!
-Hvor mange flere instanser skal jjeg have ind over?
-Kan det være rigtigt at man skal vente over 2 måneder på at lægen vil se dig?
-Hvorfor er det at de syge skal være de stærkeste og agere psykolog og advokat for sig selv, når de er de svageste?!
-Hvor meget, eller lidt, er et liv værd i det offentlige?

Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11-04. Når du ringer til Livslinien, er du anonym. Rådgiveren præsenterer sig ved fornavn.