Jeg ser dig stadig på gaden, far

Ja, jeg ser dig stadig på gaden far. Jeg ser dig i de små babyer jeg møder på Vesterbrogade, som med deres små smil venter et liv i møde. Jeg ser dig i alle de ældre herrer jeg møder, som har fået lov til at blive ældre end dig. Jeg ser dig i den historie jeg troede vi stadig havde tid til at skrive, og som jeg forestiller mig jeg skriver med en tilfældig ældre herre i bussen som har den samme slags bæltetaske på som du havde. Jeg ser dig i det maleri jeg aldrig fik malet til dig, men som jeg maler nu. Jeg ser dig i min første kæreste jeg aldrig nåede at introducere dig for. Jeg havde engang en far, jeg har ham stadig i mit hjerte, men jeg kommer aldrig til at møde ham igen. 

Jeg troede jeg havde oplevet nok udfordrende ting i mit liv. En opvækst præget af alkohol, svigt og ensomhed. En ungdom præget af depression, angst og vemodighed. Men jeg finder alligevel langsomt et fodfæste der kan bære mig. Så kommer den dag hvor jeg får af vide du ikke er her mere, og mit spæde overskud knækker midt over. Og hvad gør man så? Jeg troede jeg kendte til smerte, men intet gør så ondt som at se min far på gaden og indse at det ikke er ham. Intet gør så ondt som at føle sig isoleret fra omverdenen, fordi man er i smerte men livet går videre omkring en. Intet gør så ondt som at glemme sin egen fars stemme.

Jeg har heldigvis været rigtig heldig at være tilknyttet en masse professionel hjælp, i form af psykolog og akut-psykiatrisk hjælp. Mit indlæg relaterer sig derfor mest til min generelle følelse af at skulle præstere i en hverdag hvor man kører på halvt blus.

For det som næsten er værst, er den berøringsangst mange har over for døden. Jeg er blevet revet ned i et hul fyldt med angst, fortvivlelse, forværring af eksisterende psykisk sygdom, vrede og sørgmodighed men jeg føler ikke jeg kan tale højt om det. Fordi jeg skal blive ved med at gå ordentligt i skole, passe mit arbejde, være social, tjene mine penge, betale mine regninger og være glad. Og hvad gør man så? Jeg troede jeg kendte til smerte, men intet gør så ondt som ikke at føle sig set.