Jeg har altid været meget fysisk aktiv.
Sådan husker jeg i hvertfald mig selv..
Jeg voksede ikke op i en familie, hvor mor eller far bare kunne fragte en rundt i bil. Så jeg cyklede, til alt!🚴🏻♀️
Mange mange km, især da hestene og ridningen kom ind i mit liv. Afsted langt ud på landet gik det, i alt slags vejr, efter lange skoledage, og hjem igen – af og til også tids nok til aftensmad.
Jeg udførte dagligt hårdt fysisk arbejde i stalden – løft, skub og træk som ville give selv fuldvoksne mænd sved på panden – og i de bedste år red jeg gerne 1-2 heste om dagen. 🐴
Men så kom psyken i vejen.. 😔
Jeg mistede overskuddet, modet, gode veninder, og alt det som var så stor en del af min identitet. Samtidig ændrede jeg hele min tilgang til samværet med hestene. Det brændte mange broer for mig..
..og det indsnævrede mulighederne for hvor jeg kunne dyrke min passion i overensstemmelse med hvad min mave og mit hjerte følte var rigtigt.
Det er en helt anden og længere historie – men resultatet var, at hestene forsvandt ud af mit liv, og dermed også den fysiske udfoldelse.
Jeg forsøgte mig periodevis med fitness medlemskaber, alle gange kortvarigt – der var simpelthen ikke plads..
Og det frustrerede mig vildt.. 🤯
Én ting var at jeg savnede hestene pinefuldt meget, og stadig gør det, men visheden om hvad motionen kunne gøre for at forbedre min mentale tilstand gjorde at jeg følte at jeg ikke kæmpede nok..
Set i bagklogskabens lys, hvordan h.. skulle jeg så kunne have overskud til træning og motion, når jeg dagligt kæmpede med små ting som at tage opvasken, og at få handlet ind..
Langsomt blev jeg mindre og mindre aktiv, og pga det – kombineret med at jeg kørte hardcore crossfit program i min psyke, blev jeg mere og mere træt, udmattet, kraftesløs. 😪
Fysisk udfoldelse blev bare sværere og sværere.
Det første år i min arbejdsprøvning, cyklede jeg frem og tilbage.
Men efterfølgende blev også det problematisk.
Jeg blev pludselig angst af at være forpustet..
😮💨
Jeg har været meget bevidst om, at den kropslige reaktion på fysisk anstrengelse og et panikangst anfald faktisk er præcis det samme, og at det derfor var denne kobling min underbevidsthed lavede, og der derfor ikke var noget farligt ved det.
Men alligevel blev cyklen stadig mere og mere forsømt..
Selvom jeg skriver dette her i datid, er det stadig en del af min nutid.
Men jeg kan se nu, hvor meget min krop har ændret sig, jeg er helt klart ikke i starten af 20’erne mere – men mest af alt, er jeg træt af at være træt hele tiden..
Der er ingen tvivl om at fordi jeg er landet så meget i mig selv, med min beskæftigelse, og i min dagligdag, så er der blevet frigjort overskud. Eller måske bare pusterum nok til, at mine drømme og ønsker kan få bare en lille smule liv tilbage. 🦄
Jeg er blevet tudet ørerne fulde om hvor meget jeg burde dyrke motion igennem mine værste år, om hvordan det ville kunne dæmpe angsten og give mig overskuddet uddannelse/arbejde og til resten af mit liv.
Men måske havde jeg brug for at gøre det i omvendt rækkefølge.. 🙃
Der findes tusinder af mennesker, med fuldtidsjob, som ikke formår at dyrke motion regelmæssigt – fordi overskuddet bare ikke er der..
Jeg har ikke kunne finde mening med motionen, når jeg ikke har kunne lande med en nogenlunde stabil dagligdag med beskæftigelse, bolig osv.
Pointen er, at der skal være et fundament for at bygge videre – men det kan være vidt forskelligt fra menneske til menneske, hvad der symboliserer det fundament. Hvad er ens basis, de vigtigste ting for at føle sig ok. Det er vigtigt at finde den rigtige rækkefølge.. ☝🏻✌🏻👌🏻
Det kan også sagtens være, at jeg kører død i det igen, og så må jeg tage den derfra, MEN..
Jeg vil igang med de heste igen på et tidspunkt!!💖
Jeg ved ikke hvornår, hvordan og i hvilket omfang. Men det kan fandme ikke være rigtigt at mit liv kun skal bestå af arbejde og udmattelse/koma-lignende restitution.
Det kan ikke være rigtigt at jeg ikke har energi og overskud til at bruge tid det eneste sted i verden hvor jeg rent faktisk føler mig god nok. Det eneste sted hvor jeg ikke er ængstelig, træt, angst og stille.
Det sted hvor jeg er 100% i live. 🤩
Jeg starter nu, og jeg starter med løbeture. Det er korte ture, men det er første step..
Det skal kunne lykkedes og jeg håber så meget at det bliver succesfuldt! Jeg skal igen kunne nyde at være forpustet. Jeg skal nyde at være fysisk træt, øm i kroppens muskler istedet for hovedets.
Jeg skal nyde godt af det overskud der kommer af alle de gode signalstoffer der bliver sprøjtet ud efter at have haft pulsen oppe.
Og langsomt, får jeg forhåbentlig taget en masse af min barndom/ungdoms overskud og energi tilbage.
Så hvis i ser mig derude i løbetøj, så er det bare mig der igen tør jagte mine drømme.