Mette Wolfram har skrevet et meget modigt værk om at overleve seksuelle overgreb i barndommen. Det er ikke en fortælling om en offerrolle. Det er en modig beretning af en modig stemme om at ville livet og om at være villig til at kæmpe for sin egen overlevelse – kæmpe for sin egen berettigelse. Det er en bog om Mettes lange og ofte ulige kamp imod det indre mørke. Et mørke, hun beskriver som et monster. Et monster, der som et ufrivilligt nødvendigt onde, blev skabt for at overleve.
Af Susanne Bang, skribent for Outsideren.
Hvordan kan et barn forholde sig indeni, når den tryghed, kærlighed og sikkerhed, det behøvede, ikke var der? Men hvor der i stedet trådte en voksen mand ind og overtrådte alle grænser og forgreb sig på en lille pige?
Bogen er en dragende dokumentarisk beretning om de alvorlige og livstruende senfølger, man kan udvikle i kølvandet på misrøgt og omsorgssvigt i barndommen. Det er en vigtig fortælling om mod.
Mette fremviser ærligt en rå kamp imod sig selv. Hun deler ærligt med sin læser selv de mørkeste tanker, selvdestruktiv adfærd, selvmordsforsøg og selvhad i mange forskellige former.
Hvordan kan det ske, at det uskyldsrene ved en person bliver forpestet af selvkritik, at forsvar bliver til våben, der rettes imod mennesket selv?
Det er en beretning om at blive ved med at kæmpe, gang på gang, når man gribes og fanges af et altoverskyggende, smertende mørke. At kæmpe sig igennem de mørkeste problemer for omsider at finde løsninger i lys.
Fortællingen måtte bare skrives
Værket er et dokumentarisk vidnesbyrd på 320 sider med ikke mindre end 72 kapitler. De fleste kapitler afrundes med et digt, der poetisk indrammer prosaen, og danner overgang til det næste kapitel. Prosaen foregår i tredjeperson, hvorimod digtene er skrevet i jeg-form. Det giver en god spændstighed i læsningen. Og det er forståeligt med valget af tredjeperson, fordi der så bliver lagt en vis distance til selve indholdet, der ofte er brutalt og blodigt.
Der er en fortælleiver i værket. Kapitlerne er handlingsmættede, og der sker hele tiden noget nyt. Derfor er det velvalgt med de mange små kapitler. Mange gange falder sætningerne som et bombardement som om, at teksten bare måtte skrives. Fortællingen vinder ved denne umiddelbare fortællestil. Stærke følelser beskrives med kyndighed og ivrighed. Magtesløsheden, ensomheden, følelsen af at være forladt. Og hen imod slutningen fremkommer der heldigvis også håb – at ville vælge livet til.
Det der skete, som ikke skulle ske
Som barn var Mette vidne til, at moderen udsættes for vold af kæresten. Og denne stedfar begik overgreb på den lille Mette.
– Hun forsøgte at koncentrere sig om at stirre op i loftet og kom i tanke om at tælle lygtepælene. Det varede en evighed, før han var færdig.
Moderen viste ingen forståelse, og Mette blev manet til tavshed. Overgrebene blev til dobbelte svigt, da moren, som skulle have været der for hende, afviste sit barn.
– Hold dig fra ham, var hendes eneste reaktion. En mor, der bidrog til at forstumme sit barns virkelige helvede – i stedet for at ville forstå.
Hun skulle være moderens solstråle. Hun tilpassede sig, var ikke til besvær, og gjorde alt det, hun gættede på, man forventede af hende.
– Men vreden fandtes jo indeni. Den var bare ukendt. Hun havde aldrig lært, hvordan man kunne udtrykke den.
Hun havde forsøgt at gøre sig selv usynlig. Men selvskade og selvdestruktion gjorde hende bare mere synlig. Som en orange reflekskegle på en motorvej. Hun var blevet ”orangeusynlig”.
At kæmpe modigt imod monsteret
Flashbacks bliver en del af Mettes dagligdag. En følelse af at blive kvalt. Forskellige triggere, der får Mette til at genopleve traumerne. Igen og igen kommer smerten tilbage ved erindringer. Og igen og igen gribes der efter hårdere midler for at mildne smerten. Selvskade. Men intet syntes at hjælpe, intet syntes at være nok. Hvad kan overdøve smerten? Mette udvikler ritualiserede, selvdestruktive handlinger i et forsøg på at bekæmpe smerte med smerte. Der kommer angstanfald, og der er nætter med mareridt.
Som et slags overbegreb for det onde benytter Mette termen ”Monster”.
– Monsteret … tvang hende, med høje stemmer, til at forstå, at hun skulle dø. De råbte ofte og begyndte altid med de samme ord: ´Du slår ihjel, du er ond, vanskabt og fortjener ikke dette miserable liv … ´
Monsteret gav sig til udtryk som vrangforestillinger, synshallucinationer, plagende stemmer, selvhad, selvskade og forsøg på at begå selvmord.
– Psykologen gættede efterhånden, hvad der tyngede hendes skuldre. Han spurgte direkte, om der var nogen, der havde forgrebet sig på hende. Hun svarede kun med et nik. Tårerne gjorde alt tåget.
At forsvinde fra sig selv
Igennem læsningen står det mere og mere klart, at Mette må mestre en enorm kampånd for at forholde sig til sin lidelse og for at kæmpe imod det tærende mørke.
Der er et kapitel om dissociation, en psykologisk mekanisme, der kan vise sig på mange måder. At forlade kroppen under traumerne, når smerten blev ubærlig. En oplevelse af ikke at kunne være i sig selv.
– Der fandtes ikke noget skjul. Hun forsvandt. Op i loftet.
Sådanne oplevelser havde hun haft siden 10-årsalderen.
– Og fordi forbindelsen mellem kroppen og hovedet var skåret over, mærkede hun ingen smerte.
– Regn er altid dråber
De samles til floder
Der er intet ly
Intet kan stoppe den
Sommetider er regnen rød
Efter selvskade og selvmordsforsøg følger et hav af indlæggelser.
Til sidst gav overlægen op
I begyndelsen oplever Mette ikke at blive mødt af forståelse i systemet. Behandlingen syntes heller ikke at virke, og brugen af tvang under indlæggelserne gjorde det hele meget værre.
– Hun blev nødt til at stole på dem, men alligevel føltes det som om, hun var med i et eksperiment, hvor man bare prøvede præparater af efterhånden, som de viste sig at være virkningsløse. De kæmpede mod symptomerne og spurgte aldrig rigtig ind til årsagen.
– Der var ingen selvrespekt tilbage.
En psykiater udtrykker sin opgivende holdning. Han havde kun én anbefaling:
– Hun skulle tage at få en plads på en døgninstitution, for der var ikke mere, han kunne gøre.
Hun havde da været indlagt 200 af de seneste 365 dage. Mette tilkendes førtidspension og kommer på et bosted.
Ny tilgang, nyt håb
Der begynder heldigvis at ske gode ting. Hun får en ny læge med en ny tilgang og en ny psykolog.
– Forståelsen for, at der var en sammenhæng mellem overgrebene i barndommen og den svære opvækst, var tydeligt til stede. Der blev sat ord på, at hun dybest set reagerede sundt på en meget usund opvækst.
Der kommer løsninger, som faktisk virker. Kropsterapi, psykologsamtaler og gruppeterapi for mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb.
Der kommer et lysere livssyn og en ny evne til at gøre gode ting for sig selv.
– Det var ukendt at passe på sig selv, elske sig selv.
Positive mestringsstrategier bliver en del af Mettes hverdag. Egenomsorg, søvn og hvile, evnen til at gøre gode ting for sig selv på mange forskellige niveauer. Der kommer et overskud tilbage i livet. Hun bliver blandt andet frivillig i en patientforening og holder foredrag for sundhedspersonale om sine erfaringer som patient.
Åbenhed er vejen frem
Som anmelder synes jeg, at ”Orangeusynlig” fortjener anerkendelse for at synliggøre det unævnelige. Det må være vigtigt med åbenhed omkring krænkelser for at være med til at nedbryde tabu. På den måde udfylder Mettes beretning en vigtig plads.
Mettes fortælling gør sig særligt bemærket, fordi den, nærmest på mytisk vis, tegner ondskaben op imod det sande, uskyldsrene udtryk. En sort-hvid forestilling, der må brydes for at modnes som menneske. Som læser bliver jeg ikke i tvivl om det livsnødvendige behov for at kæmpe, når valget står mellem selvdestruktion og at leve.
I august 2021 var jeg så heldig at opleve Mette på en bogreception, hvor hun fortalte om tilblivelsen af ”Orangeusynlig”. Det var en engageret forfatter, der mødte sine tilhørere. Og jeg fik fornemmelsen af, at skriveprocessen har været en vigtig brik i Mettes helingsproces.
Slutningen af fortællingen er også fyldt med håb og livsvilje. Nogle gange er livet et aktivt tilvalg, vi må tage. Det er ikke nødvendigvis et let valg. Men jeg genkender, at det dog er et valg: at ville vælge og vælge at ville – livet til.
Forfatter: Mette Wolfram
Titel: Orangeusynlig
Forlag: Skriveboblen
Udgivelse: 2021
OBS
Hvis du har brug for råd, vejledning, eller bare en at tale med, og du selv har været udsat for overgreb, så er der hjælp at få her:
Kvisten: https://kvistene.dk/telefonraadgivning/
CSM, Center for seksuelt misbrugte: https://csm-danmark.dk/
Spor: https://www.landsforeningen-spor.dk/spors-telefonraadgivning