Jeg havde i dag en samtale med en af de ansatte på den afdeling jeg lige pt. er indlagt på, hvor vi snakkede om “konkurrence tankegangen” blandt indlagte. Jeg får sagt noget med, at jeg føler personalet betragter nogle af de andre unge som værende “sygere”, hvilket sætter en masse tanker i gang her om hvorvidt jeg fortjener hjælp eller ej. Jeg ved jeg ikke er den eneste der har det sådan, da jeg har snakket med flere af mine venner om dette igennem tiden. Men hvorfor tænker vi sådan? Hvorfor bliver det til en konkurrence, om hvem der har det dårligst?
Jeg tænker måske det har noget at gøre med den behandling man får trukket over hovedet, an på hvordan man reagerer på svære situationer. Hvis man håndterer udfordringer på “nogenlunde” vis, altså ved ikke at blive udadreagerende eller selvskadende, bliver man ofte (efter mine erfaringer) overladt en lille smule til sig selv. Hvis man derimod reagerer på en måde som er mere synlig, er hjælpen næsten ikke til at slippe af med. Men vi skal jo også huske dem der ikke siger noget.. De har det jo lige så dårligt.
Jeg har også flere gange oplevet/hørt fra andre, at hvis man møder op på psykiatrisk skadestue inden man har gjort noget farligt, bliver man afvist, og føler sig næsten opfordret til at gøre noget der kunne ende rigtig galt. Sådan er det selfølgelig ikke altid. Der er rigtig mange dygtige ansatte i systemet, som sagtens kan se, at man har brug for hjælp. og gudskelov for det. dem har vi brug for.
Vi har brug for flere, som anerkender at man har brug for hjælp når man selv rækker ud, i stedet for at sige “kom tilbage når du er blevet sygere”. Konkurrence tankegangen er farlig, og koster mennesker livet. Den vil nok altid være der i et eller andet omfang, men vi er nødt til at snakke om det. Hvis man snakker om det nok, kan det være de professionelle kan se, at alle har brug for hjælp, ligegyldigt hvor “syge” eller ej de ser ud.
foto: privat