Af Susanne Bang
Socialt indblik, et webmagasin, har publiceret en fantastisk artikel, jeg bliver nødt til at referere til, nødt til at fortælle om.
Titlen er ”Psykiatere: Vi har ikke brug for mere psykiatri. Vi har brug for mere fællesskab”, og du kan læse den her: https://www.socialtindblik.dk/psykiatere-vi-har-ikke-brug-for-mere-psykiatri-vi-har-brug-for-mere-faellesskab
– Vi vil gerne signalere, at hver eneste, der bliver indlagt her, er én, vi holder af, skriver Anders Lindelof i artiklen.
Fokus på det hele menneske
To overlæger i Randers, Kristian Sloth og Anders Lindelof, kører en psykiatrisk afdeling, hvor der er fokus på det hele menneske. Der er støtte og opbakning til patienterne, så de hjælpes videre til en meningsfyldt hverdag, under og efter indlæggelse.
Medicinen løfter ikke patientens funktionsniveau, som der står i artiklen. Men et funktionsniveau kan trænes – optrænes – eller genoptrænes, og på afdelingen giver de støtte og hjælp til netop det.
At kunne fungere som menneske handler meget om dagligdag. På afdelingen støttes patienter til brug af ugeskema. De får hjælp til at komme i gang med de normale sociale færdigheder. Det kan være at handle ind, køre bus, eller hvordan man går på date. Der er miljøterapi, motion og kreative aktiviteter. Der er terapeutiske samtaler og fokus på meningsgivende fællesskaber.
– Vi bruger rigtig meget tid på at lære patienterne at kende. Selvfølgelig er vi interesserede i deres symptomer, men også i det liv, de lever, og hvordan vi kan forstå symptomerne.
Relationernes betydning
Når vi lider i sindet, påvirker det relationerne. Når relationerne ikke fungerer, påvirker det sindet.
De pointerer vigtigheden af en god dialog med kommunen. Det er også indlysende nødvendigt. Om der er tid til dette på de fleste afdelinger, det er jeg ikke så sikker på?
Samarbejde med kommunen er et vigtigt fokuspunkt og et konkret problem, der burde kunne løses.
At hjælpe patienten tilbage i eget liv med støtte til uddannelse, praktik, arbejde eller andet meningsfuldt i dagligdagen – det må være en selvfølgelighed.
Psykisk lidelse kan skyldes traumer
I artiklen hører man om åbenhed overfor årsagskomplekser. At dispositionen til psykisk lidelse kan skyldes traumer fra tidligere, eventuelt fra barndommens svigt, incest eller misbrug i familien. De skriver, at der er fokus på dette overfor patienter med selvskade.
Når jeg læser artiklen med alle deres tiltag på afdelingen, så er der ikke noget af det, der ikke i mine øjne er ”god psykiatrisk praksis”. For mig er alle disse tiltag med fokus på relationer, miljøterapi, mulighed for gruppeterapi, samarbejde med kommunen om, hvad der skal ske bagefter, alle udtryk for den gode psykiatriske behandling – som en selvfølgelighed. Men resurserne er knappe og er det derfor, at deres tilgang ikke findes på alle afdelinger?
Hvem kan være uenig i de gode tiltag?
Tid til tillid
Jeg kommer til at tænke på mine indlæggelser i starten af 0´erne, hvor jeg oplevede god tid fra personalets side. Jeg oplevede tid til tillid, tid til lange samtaler, både med læger, kontaktperson og andre personalemedlemmer. Jeg oplevede tværfaglighed og flere faggrupper på afdelingen mandag til fredag. For eksempel ergoterapi i aftentimer og enkelttimer med fysioterapeut en gang om ugen.
Jeg kan ikke se, at der er noget af det, som disse to lysende psykiatere har indført, som ikke kan indføres alle vegne.