Skrevet af anonym gæsteblogger
Jeg startede på dette dokument 08-28-2022. Indlægget skal læses i “lyset”, af at jeg har fået det markant bedre undervejs. Så jeg gentager nok mig selv undervejs. Men alt gav mening for mig på det givne tidspunkt. Jeg har valgt at lade det være U-Filtreret! Men læg mærke til, hvordan mine tanker flyver fra vestre mod højre, imens jeg skriver. Så er der bare tilbage at sige god læsning. Jeg har prøvet at begrænse mig til et lille indlæg! Og ellers får I den alligevel. Håber det er bare lidt sindssygt god læsning.
Elektrochok i røven
Alt startede for 21 år siden med mit første Elektrochok. Lad os bare sige, at psykiatrien er blevet væsentlig bedre gennem tiden. Der er dog særskilte episoder, jeg vælger at hænge fast i, tænke på, og stadig prøver at bearbejde. Nogle gange har jeg stået uforstående som en flue på vægen, fanget som en lus mellem to negle.
Men Elektrochok har også ændret sig, for mig, på de 21 år der gik imellem de to chok. Nu lever jeg med resten, ind i mellem, ind over, og ind i mig selv. Nu vælger jeg at skrive om det. Uden at træde nogle “mennesker” over tæerne. Men nogle gange bliver man nødt til at kalde højt, specielt når man føler, at man ikke bliver hørt, forstået og kastet rundt med. Jeg har det stadigt sådan. Men engang i mellem bliver man overrasket på det værste. Alle ens første antagelser holder stik. Men det har også vist sig, at der er mange mennesker, man troede noget om, som har vist sig at være fine og dejlige mennesker.
Jeg startede turen på den lukkede B1. Her gik jeg gerne rundt nøgen, og svingede svaberen foran personalet, eller hvem der nu kiggede med. Heldigvis var der noget personel, der kendte mig fra sidste indlæggelse 8 år siden. Det var primært deres skyld, at jeg ikke endte i bælte igen. Der var mange tøser, der smilte til mig på gangen under min indlæggelse på A2. Jeg husker dem kun svagt, men de husker mig fint.
Life is Life
På B1 lukkede afdeling anden gang stod jeg i noget rod. jeg var megafrustreret, igen, men jeg kunne jo ikke gøre så meget, Life is Life. Jeg har sågar været ude for i denne indlæggelse, at der blev ordineret mundsvamp medicin til min RØV!! Ja, det var så en lettere stresset/forivret sygeplejerske, så det lever jeg med.
Der er alt for meget stress i systemet. Og Alle skal have en pause i ny og næ. Men når man bliver bombet med Temesta hele vejen igennem, uden at man har brug for den, bliver man lidt træt af systemet.
Men vi skal jo også snakke om noget seriøst. “Ja, min næste lægesamtale, eller psykolog samtale”
Jeg har til dags dato ikke mødt en eneste læge eller psykolog, jeg ikke brød mig om. Desværre har der været nogle ansatte, der er bedre end andre. Jeg står mig uforstående for, hvorfor nogle mennesker kan lide deres arbejde, når de åbenlyst ikke kan lide at arbejde med mennesker. Så retfærdiggøre vi os over for os selv og siger, at nogen skal tage det tunge læs, eller de måske er gode for en anden målgruppe. Jeg bliver åbenlyst paranoid skizofren af den kombination. Og ja det skyldes alt muligt andet i mit liv. Lad os bare sige, at der er problemer på alle fronter.
Alle kan noget
Herinde passer vi alle sammen på hinanden. Alle mennesker kan jo et eller andet fællesskabet har brug for. Og så hygger vi os for det meste. Men vi skal altid træde varsomt og tage hensyn. Så siger folk det på en anden måde, mere eller mindre, mht. hvordan de har det. Men efter noget tid har jeg ikke mødt en anden patient, der ikke er blevet til noget mere efter et par måneder.
Ja, nu sidder jeg igen, igen på “B1”, men min tur ved denne indlæggelse hed B1-A2-B1. og jeg har fundet ud af, at jeg i hvert fald ikke har lyst til at komme på A2 igen. Jeg gider simpelt hen ikke at skulle starte helt for fra. Det samme gælder mit ægteskab. Hvilket rummer meget for mig lige nu. Så meget at jeg føler at jeg, skál, starte helt for fra. Nu ser vi.
Men jeg er også Far, programmør, matematikker, maler og digter. I den nævnte rækkefølge.
Jeg sidder igen på mit værelse, “hotel Digevej 110”, … Jeg fandt lige et par timer til at skrive dette. Min målgruppe er andre syge, så hvis du ikke lige føler dig ramt, så er det også ok for mig. Hvis I har lyst til at give feedback, så fanger i mig jo nok, imellem at jeg pendler imellem Krea’rum, massage Rum, eget rum … osv. Jeg er bare en træt gammel mand. nu 3½ måned ældre.
Første til andet chok
Først troede jeg, at første chok for 21 år siden havde ødelagt mit liv. Det var alligevel delvist rigtigt. Der var også andre ting, der stod i vejen for mit liv. Personlige ting, som skyggede over mit liv, over min sjæl.
Jeg skal lære at håndtere mennesker på ny. Hvis det betyder, at jeg skal skærmes fra resten af livet, så er det sådan, jeg har det. Jeg er Skizofren Paranoid og det gør pt., at jeg føler mig en lille smule forfulgt. Derfor er det første, jeg har beskæftiget mig med sikkerhed på min computer.
Jeg vil gerne, når jeg kommer ud på den anden side, være så anonym, som jeg kan håndtere. “og selvfølgelig passer jeg på alle folk omkring mig” Jeg er på et tidspunkt i mit liv, hvor netop det giver fin mening. Mere for mig, end så mange andre. Jeg begynder at kunne lægge det bag mig, så småt. Og kommer jeg bare ud med livet, som jeg har det nu, vil jeg godt kunne håndtere at være en smule Sýg. Ja første elektrochok virkede ikke, det gjorde intet godt for mig.
Ligeledes var der personale, der ikke var godt for mig. (ref: på Ballerup for 21 år siden: personale trækker fat i håret på en sød kvinde, hiver hende ud af værelset fordi hun skulle op kl. 8:00). Man lærer at håndtere andre mennesker her. og måske det hele er et skuespil. Det tænker jeg dagligt på. Men jeg er også, FUCKED UP 4 good, og det er der mange grunde til. Lad os bare hive fat i den første bagatel, og lad os se, hvor det leder os.
Men det er dejligt at kunne huske det ‘hele’. Det er det Andet elektrochok’s skyld. Jeg har langt tid tilbage, til at jeg måske, kan huske de vigtige ting i livet.
I 21 år har jeg kunne mærket mine følelser, men mest når jeg har oplevet maniske tilfælde, eller hvis jeg var ny forelsket, hvilket i gennem min indlæggelse her, har gjort mig bange for at være glad. Hvor ender det? Jeg ved det stadigt ikke. Nogle gange er det nemmere at skjule og glemme tingene, i stedet for at behandle dem. Men lige nu husker jeg de fleste af vores gode sider, både min far og ex-kone. Og det sidder lige pludseligt bedre fast.
Nu sidder jeg her igen og vender sjælen på vrangen. Jeg prøver at åbne op for patienter og personale. Det er svært for nye indlagte. Men vi får det alle sammen bedre og i den takt, overrasker nogle mennesker os, Alle.
På disse dage hvor jeg har skrevet dette, er jeg gået fra paranoid, til accept, til at være “Normal/Syg”. Det er anden elektrochoks skyld. Men det er også menneskerne omkring mig, der hjælper mig. Vi fejler alle sammen mere eller mindre det samme. Men så stadig, en bred vifte af diagnoser. Jeg kender mange syge mennesker omkring mig. Og jeg kan drage paralleller imellem alle deres individuelle tilstande. Så putter vi dem i kasser og bokse, så vi måske finder ud af, hvilken medicin der virker mest og bedst på individet.
Men i bund og grund er det altid den STEN eller rygsæk som jeg bedre kan lide at kalde den. Den, vi alle bærer rundt på. DEN vi kan tage af og flytte rundt på, tage ting ud og pakke dem væk. Og så tilbage på ryggen. Alle folk vil bare have lidt omsorg fra mennesker omkring dem. Det gælder ikke kun de indlagte. Lige nu prøver jeg bare at passe ind. Og jeg tænker, at jeg stadig har en del tid tilbage, før jeg er klar på livet. Jeg kan mærke at i takt med at jeg skriver dette, får jeg det bedre og bedre. Men det er også den måde, jeg får bearbejdet de hårde ting i livet. Så ryger der lige et digt afsted her og der:
Lad mig lige få lidt af møRKET TiLBAGE.
Vågner i sved om morgenen,
glemmer stadig min drøm,
tænker på en linje, på en følelse.
Jeg tager den med mig ind i morgenen.
med mig ind til Livet.
Det er ok at glemme sine drømme.
Men hvor ville jeg gerne kunne, Huske!
Nu fyldes mørket af lys, og jeg vågner.
klar på en ny dag, låst inde, låst op.
Jeg er på mine knæ, på gulvet.
Arbejder mig op fra bunden.
Men jeg løfter også en byrde, et pust til livet.
Jeg kan fortsætte hvor jeg slap.
sindene på knæ for livet.
Jeg vælger lidt af Livet, frem for møRKET.
Livet TILBAGE.
Sådan får jeg dagene til at gå. Så er det, jeg altid har været “god?” til, mit fag, men jeg graver dybere og dybere ned i Livet, og jeg har masser at lære. Min plan er at gå på deltid. Vi bor dejligt på Amager.
Sammenlagt bor vi pænt billigt, i forhold til at vi begge er højt uddannet. Og med et enkelt barn, bruger vi tiden omhyggeligt. Jeg ville nu gerne lige udgive min digt/malesamling. Den er pt. en lidt kedelig Html5 Hjemmeside. Men den er snart komplet og skal hede “www.ParanoidHotel.dk” så jeg glæder mig lidt til folk ikke kigger skævt til mig, bare fordi jeg er en smugle “SKØR”. Problemet lige nu er at samlingen vokser hurtigere end jeg kan nå at få den skrevet ind på hjemmesiden. Samtidigt skal jeg først udskrives, før samlingen bliver til virkelighed.
Jeg troede i starten, at det var stress på arbejdet, der gjorde mig syg, men den var helt misforstået. Jeg elsker at blive udfordret, og hygger mig med min musik foran computeren de 37 timer om ugen, som jeg altid har gjort. Så spiller jeg min 1001 Nats lange playliste, hvor jeg næsten kan alle sammen udenad. Jo, så finder jeg et par nye numre om dagen, hvilket også er skønt. Jeg ved ikke, om man kan fornemme, hvor godt jeg egentlig har det her på Digevej, lige nu skal jeg lige lære at blive voksen. og JA for 2-3 uger siden, var det hele “Øl fisse og hornmusik”. Men det går stærkt med at blive voksen, og tænker der ikke går lang tid, før jeg kan klare mig selv. Hvilket bringer os tilbage til andet elektrochok, MEGA Nice, siger jeg bare. Sammen med dejligt personale
Men hvorfor
Efter en vild bytur ender Taxi turen på Digevej 110, akut modtagelse, hvor jeg i virkeligheden har det meget godt. Har været længe oppe, drukket et tons øl, og har bare lyst til at blive talt lidt ned af en kyndig sjæl. Jeg husker soleklart modtagelsen. Den mindede mig om indlæggelsen 8 år tidligere. Jeg var lige pludselig bange for, hvad der skulle ske med mig. Jeg blev efterladt for mig selv et stykke tid, hvor jeg var alene med mine tanker, som groede og groede. Endelig skete der noget, efter min 3th kop kaffe. Herfra kan jeg ikke huske så meget, andet end at være bange for at dette møde skulle udmønte sig i en indlæggelse. Jeg får sidenhen fortalt, at jeg ikke fik min aften medicin, da de ikke viste, om jeg har taget den selv før.
Dagen efter er jeg sprit sindssyg. Når jeg ser på situationen i dag, er jeg taknemmelig for, at jeg røg ind bag lukkede døre. Det har hjulpet mig tilbage til livet. Denne gang vil jeg ud af systemet på min måde. Denne gang er det mig, der bestemmer! Som situationen er nu, stoler jeg på alle mennesker omkring mig. Det gør mig rolig. Men jeg skal også kunne håndtere nye indtryk uden at falde baglæns på livets motorvej. Jeg tager den nogle gange i overhalingsbanen. Men holder mig også bag de store mejetærskere.
C3 bliver lidt syg igen (start september 2022)
På B1 havde jeg sagt, at jeg ville direkte ud. Jeg havde næsten udgang uden følge, men så røg jeg på C3. Et endnu mere sikkert sted. I starten var jeg glad, men det viste sig at være et værre sted end B1 og A2. dvs. indtil videre???
Pga. alle de nye regler, mennesker og nye indtryk ryger jeg tilbage til at være manisk, og der er ikke længere plads til nogen andre mennesker end mig selv.
Jeg skriver følgende. Man kan se, hvordan manien skinner igennem:
nu har jeg ingen udgang. Jeg har fået at vide,
at de vil tvinge Temesta (Benzo) i mig, hvis jeg ikke makker ret.
Imens så hygger jeg mig. For lige nu er der ikke belæg for tvang. så jeg siger pænt nej tak, som jeg har gjort i 1->2 måneder ud af mine 4 måneders indlæggelse. Folk omkring mig har så travlt, at de ikke kan nå at tage en korrekt beslutning. Jeg har ikke lyst til at hænge folk ud, da vi selvfølgelig alle sammen er mennesker.
Men jeg har en teori, om at hvis I lukker alle de syge mennesker inde uden andet end mad og drikke, og selvfølgelig besøg udefra, så ville det hele være fint. Så er det, at der er rigtigt mange dygtige mennesker omkring mig, men der er altså stadig nogen, der ikke burde være her.
Nu er jeg programmør, og jeg laver hvad der svarer til fundamentet i et hus, bare inde for programmering. Jeg starter altid med at lave en bund, og så kan man fylde på undervejs.
Man kan også se det som et korthus. Hvis man bliver ved med at plastre på toppen, går det grueligt galt! Så start dog med at ansætte nogle gode folk, og lad dem så vælge, hvem der ellers skal ansættes. Og så er det dem, der er tættest på, der skal stå for fyringerne og ikke bare “Top Folk”!
Jeg KAN bare ikke mere, og jeg har ikke længere nogen grund til at være her. Jeg kan det samme udenfor eg. “Hans Bogbinders alle” Fact, som jeg arbejder på herinde. og jo jeg tager alligevel et års pause. Det har jeg råd til. Jeg har lært, siden jeg blev født
Det sagt så var jeg heldig alligevel. Elektrochok, krop, sjæl etc. har gjort mig rask. Og det bliver kun bedre og bedre. Når jeg kommer ud skal i alle sammen se min hjemmeside indeholdende det hele!
C3 tilbage igen
Det tog mig indtil valget 1.nov at komme oven på. Når jeg kigger tilbage føler jeg at jeg har været rask siden første gang på A2. Der er dog forskellige syn på dette. Men nu begynder mine omgivelser også at være enige. Jeg får langsomt mere og mere udgang. Jeg kender alle folk omkring mig. Undtaget en ny patient i ny og næ. Det gør mig tryk og det kan mærkes.
Hvis jeg var blevet udskrevet direkte fra B1 var det uvist om jeg måske var kommet igen. Så jeg er taknemmelig for at dette ikke skete, da jeg virkeligt ikke har det godt, når jeg starter et nyt forløb op.
Det er menneskerne omkring mig der har fået mig på ret køl. Denne gang helt uden at ligge i bælte.
For 8 år siden lå jeg så meget i bælte at jeg vandt en sag om at ligge sådan for længe. Det er også derfor jeg har været meget negativ i denne omgang mod alle omkring mig. Det har helt klart forlænget mit besøg.
Det Jeg tager med mig denne gang er alle mine følelser, som jeg føler har været langt fra mig de sidste mange år. Der er stadig mange ting at arbejde med her i livet og som ny mand er der mange ting at se til. Jeg har lavet denne liste, så jeg hurtigt kan kaste et blik på den:
Søvn, Krop, Medicin, Psyke, Arbejde, Økonomi, Ægteskab, Far, Hobby, Focus, Fremtid, Datid, Frihed og Meditation!
Det største problem for mig lige nu, er at når jeg skal starte forfra uden for hos eg. Fact så skal det forhåbentligt ikke gå galt igen. Men jeg har tillid til mig selv, og verdenen igen.
Jeg er stadig harm og irriteret på ting der ligger bag mig, men jeg vælger at holde Focus fremadrettet, og uden nag.
Det bedste under min indlæggelse har været at arbejde med sig selv på så mange planer, finde kærlighed i det der allerede er, og se lyst og klart på fremtiden. Jeg håber bare jeg kan give noget af alt mit gode humør videre til alle der er interesseret. Måske nogen der er i min situation. Jeg ved at det at digte og male skal være en del af min fremtid. Inspiration kan man hente så mange steder.
Min primære er min ex-kone og mit barn. Der findes intet bedre. Til dags dato, ved jeg ikke hvad der sker i det forhold, men jeg ved at jeg giver det en skalle, en chance.
Jeg skal være herinde lidt tid endnu, men fra nu af bliver det kun bedre. Jeg ved jeg er ved at være der. Jeg er den jeg er, og bliver endeligt taget seriøst, også når jeg pjatter og driller. Du ved … bare er glad for livet. For det er jeg IGEN !!
| Jeg vågner bravt Jeg er nøgne Mine følelser blottet Altid 100 tanker til at skrive ned Jeg vælger at ignorere tankerne Tankerne bliver til virkelighed Jeg vælger, at vælge tankerne Efter den smøre Solen står op, Jeg prøver at passe ind En blomst bliver til et kys Vi vågner sammen Jeg ænder med at gå Der har været mange kvinder Vi kan begge se Vi giver til hinanden Så kommer kærligheden Nu er jeg lykkelig, Vi lægger planer, |