Jeg har aldrig brudt mig om ordet ’skizofreni’. Der er sådan en negativ klang over det ord, for slet ikke at tale om udtrykket ’psykotisk’. Det lyder som noget farligt, noget man kan brænde sig på og skal holde sig langt væk fra. Mest af alt tror jeg at den forestilling sidder i mig grundet en opvækst i et samfund hvor uvidenhed og rygter går hånd i hånd. Jeg husker som lille at der blev sat ild til en af lejlighed nær mit barndomshjem. Jeg havde været i tivoli med min far og kom hjem til brandbiler og der gik ikke længe før at 9 – årige Zelda hørte historien om hvordan at personen der havde påsat branden var skizofren. Jeg anede intet om hvad skizofreni egentlig var, men historierne blev hurtigt vildere og vildere og jeg blev bange. Sådan nogle mennesker måtte være dybt utilregnelige og jeg måtte hellere passe på hvis jeg mødte sådan nogen. Tænk hvis de også satte ild til min lejlighed?
Nu sidder jeg så her rigtig mange år senere på den lukkede med en skizofrenidiagnose. Nu er det mig som ikke ved hvad jeg skal svare når frisøren glad spørger ind til mit liv. Nu er det mig som kan få at vide at jeg psykotisk. Nu er det mig som oplever at blive i tvivl om hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi og jeg er i den grad blevet klogere. Skizofreni og psykoser smitter ikke og det er ikke noget som andre behøver brænde sig på. Hvis der er nogen som brænder sig på psykoser så er det i den grad personen der selv oplever det. Jeg har nu kendt og mødt rigtig mange mennesker med Skizofreni og/eller andre psykiske lidelser og jeg kan med hånden på hjertet fortælle at jeg ALDRIG er kommet til skade på nogen måde ved at være i nærheden af nogen af dem, ligesom jeg heller aldrig har skadet noget andet menneske. Tværtimod har jeg fået rigtig gode venskaber med andre som kæmper med forskellige psykiske problemer.
Psykoser er forfærdeligt og skizofreni er ofte meget pinefuldt. Punktum, dette kan slet ikke diskuteres – I hvert fald når jeg taler ud fra mine egne erfaringer. Både for den som oplever det men også for dem som er tæt på og skal se personen de elsker lide. Men skizofreni er så meget andet end psykoser. At forklare en person som ikke har oplevet at have skizofreni om hvordan det er at have de udfordringer skizofreni medfører, er svært. Ikke to er ens og jeg har endnu ikke mødt et andet menneske med skizofreni som kæmper med præcis det samme som jeg gør. Bare at forklare til mig selv hvad skizofreni er, er ekstremt svært. Jeg kan kun prøve at forklare min oplevelse af det at have skizofreni.
Jeg har altid gerne villet forstå alt og har derfor også fået en stor interesse for videnskab hvor mange svar kan findes – dog slet ikke alle. Jeg har aldrig haft problemer bogligt og er lidt af en nørd når det kommer til faglig viden. Så hvordan kan jeg begynde at tro på ting som er komplet umuligt? Mig som nyder at læse videnskabelige artikler? Mig som kan føre lange dybe samtaler med et andet menneske om alt mellem himmel og jord, fuldstændig klar over hvad der er virkelighed og hvad der ikke er? Mig? Men er der noget jeg har lært ved alle de bekendtskaber som jeg har haft gennem alt, alt for mange år i psykiatrien så er det at Skizofreni og psykoser kan ramme alle. Trods at jeg har haft min diagnose siden jeg var teenager er det først nu at jeg begynder at forstå at der er noget om snakken når jeg får forklaret hvad skizofreni også kan gøre. Jeg har nemlig forbundet skizofreni med at høre og se ting der ikke er der, men skizofreni er så meget andet. Bare ting som at jeg reflekterer ekstremt meget over alt konstant hele dagen, har tankemylder, og at jeg ofte føler at min hjerne har sine egne meninger, holdninger og vilje, er noget som også nogen gange ses ved skizofreni, anede jeg ikke. Jeg har aldrig tænkt over det og troede at det var helt normalt. Har alle da ikke hørt nogen sige ”Kæft, min hjerne lever sku sit eget liv?” Eller sige folk overhovedet det? Nu bliver jeg tvivl.
Når angsten ikke overtager og jeg stadig kan tænke lidt klart hjælper det mig at se det lidt udefra. Som når jeg ligger og vrider mig i sengen med en pude over hovedet i et forsøg på at få tankerne i mit hoved til at stoppe, fortæller jeg mig selv at jeg har tankemylder og venter på at det går over eller dengang plantekrukken ude i rygegården begyndte at vokse fortalte jeg mig selv, at pantekrukken jo er lavet af sten og at det er umuligt for en sten at ændre størrelse. Det er bestemt ikke nemt men jeg prøver. Det er værre når der bliver lukket helt ned for logikken og angsten overtager. Det sker heldigvis sjældent for mig, men når det sker er det forfærdeligt. Når jeg tror at uhyggelig fantasi er virkeligheden og jeg ikke engang længere stoler på dem omkring mig når de fortæller mig at det ikke er sandt. Da mister jeg alt mit håb og glæde. – Og nej jeg begynder ikke at slå på alle omkring mig eller sætte ild til nogens lejlighed. Jeg vender det indad. Jeg er ikke farlig, kun over for mig selv når det hele vælter.
Skizofreni er mange ting og jeg kunne fortsætte med at skrive om skizofreni og hvordan jeg oplever det. Men en ting er vigtig at huske på. Jeg er ikke skizofren. Jeg ER Zelda. Jeg er en ung kvinde med interesser og venner og et liv som jeg gør alt hvad jeg kan for at nyde. Jeg kunne godt have skrevet en del mere om den lorte sygdom, men hvis jeg først begyndte at skrive om mig som person, ja så var det blevet en hel roman for jeg er er så meget andet end den diagnose.
Foto: Privat