Et mantra for Psykiatritopmøde 2022 var ”Fællesskab – et fælles ansvar.” Vi fra Outsideren supplerer med Psykologi, Sociologi og ”Frivilligt fællesskab – et personligt ansvar”.
For dét er empowerment!
Som det klart fremgik på topmødet (https://detsocialenetvaerk.dk/event/psykiatritopmoede-2022/), hvor Outsideren undervejs stod for en dialoggruppe. En meget interessant og opmuntrende snak blev det til – vi lyttede.
Og vi følger jo helt klart trenden imod virkelig empowerment. Mange små, selvstændige grupper i civilsamfundet. Fællesskaber. Hvor vi mødes som dem, vi virkelig er, i øjenhøjde, eventuelle diagnoser underordnet. Et forårsagtigt friskt håb for mange ensomme mennesker! Lige hvad vi i virkeligheden alle har brug for i en for tiden ret opsplittet og stadigt mere virtuel verden: Menneskeligt fællesskab på nært hold. So join in and let’s go!
Og så tilbage til: Hvad skete der egentlig på det psykiatri-topmøde?
POLITIKERNE BØD IND
Vi startede med The Usual Suspects; politikerne:
Først var Nyrup. Der stod han, i tidens sportslige gummisko, med det sædvanligt venlige og let uudgrundelige udtryk i sit monumentale åsyn. Som protektor for Det Sociale Netværk, der står for mødet, velsignede han os smukt med udtryk som ”vær stjerne i fællesskabet” og ”tænk ikke bare økonomi, men også indhold i psykiatrien”. Og som måske bekendt begik hans datter selvmord efter år som psykiatrisk patient – så mere personligt involveret end ham kan man næppe blive.
Så kom Heunicke, også med synligt aktive gummisko, og berettede om psykiatriplanens trin 1, børn og unge, 4-5 trin i alt og udtalte at ”et quickfix findes ikke”.
Martin Geertsen, Venstre, jeg husker ikke hans sko, mente at valgkampen kunne styrke et psykiatriløft.
SØS SANG BESNÆRENDE
Søs Fenger – ikke et ord mere om sko! .. Søs Fenger var Søs Fenger, og derfor sang hun sig ind i folks hjerter. Hun fortalte også om sin skytsengel-funktion aka sit engagement i Natteravnene (https://socialtansvar.dk/indsats/natteravnene/), at hendes far var død, da hun var 5 (det er fame tidligt at miste sin far), og at hun ofte satte pris på bare at ”glo ud i luften” i naturen.
FORÅR FOR FÆLLESSKABET?
Dernæst en talk med diverse psykiatriorganisationsdeltagere fra hhv. Bedre Psykiatri, LAP, Håb I Psykiatrien og Startlinjen (jvf https://detsocialenetvaerk.dk/event/psykiatritopmoede-2022/)
Her udsprang centrale pointer såsom:
***
Vi skal hjælpe ensomme, når vi møder dem. Vi skal tage ansvar for hinanden.
Mistrivsel skyldes i høj grad manglende relationer. Vi har brug for at være noget for nogen; for at give og modtage i fællesskab.
I psykiatrien har vi brug for et løft til fællesskabet imellem patienter/personale, for at bruge pårørende; tænke på dem – og for samarbejde på tværs af foreninger
Og i civilsamfundet har vi brug for helhedsorientering mere end diagnoser, for det personlige møde. For os alle er det afgørende, at vi bliver set for andet end sygdom.
***
Jeg skal da indrømme, at det klingede som tunge slag på mægtige, malmfulde klokker udover mit indre landskab. Forår!
PROFESSOR BRINKMANN OG FÆLLESSKABELSEN
Svend Brinkmann, professor i psykolog og trendy som ind i helvede, var angiveligt gået i enrum med sig selv før mødet for at få tygget ordentligt drøv på begrebet ”fællesskab”. Som forventeligt fik han på topmødet skidt nogle højkarats guldklumper:
***
Konventionen i dag er at dyrke individualiteten ad ekstremum – det som den måske bekendte danske filosof Kierkegaard kaldte ”reflektionssyge”. En navlebeskuende omgang ”hvem er jeg?”; som om der var et endegyldigt svar på det. Og suppleret med det tidstypiske udsagn ”alt er muligt”, lægges der helt urealistiske forventninger på det enkelte menneske. For: Alt er ikke jo muligt. Sikken stress det giver!
Derudover har der været en veritabel eksplosion i diagnoser. Vi har skabt en diagnosekultur. Dette har medført en manglende respekt for individerne bag diagnoserne. Hvem ved – ofte er der måske ikke nogen sygdom?
Under alle omstændigheder mangler vi inkludering i fællesskaber. Det vil givetvis medføre færre diagnoser, om vi i stedet for at spørge ”hvad er der galt med dig?” spørger ”hvad sker der med dig?”. At se det hele mennesket i stedet for at dyrke ”find 5 fejl”. Og ift. psykiske problemer skal vi ændre levevilkår for mennesker. Psyke og krop hænger sammen, og problemer er ofte psykosomatiske – således at sygdom kan behandles ved ændring af ydre vilkår.
Husk fx at ”børn fødes sociale!”. Børns udgangspunkt er en relation. Faktisk er vi skabt til at hjælpe hinanden.
Man kan endda anskue det som, at der ikke bare ER fællesskaber – for det faktuelle fælles er noget, vi skaber! Prøv at filosofere lidt over, at vi ”er som andre, som nogen andre og som ingen andre”.”
***
Årh! sidstnævnte er 24 karat, blødt, varmt, smukt og kosteligt, good shit; sådan er det at være menneske, methinks & feels! Hvad siger du?
LUNDBECKS MAND I FALCK RUNDT PÅ GULVET
Og dernæst så og hørte vi så lige Alarmberedskabets ankermand, direktør i Falck Jacob Riis, baggrund i Novo og ejet af Lundbeck (Falck). Han fortalte at han en gang i kvartalet for jordforbindelsens skyld kører tur med Falckmanden på gulvet (og i ilden). Bl.a. herfra har han erfaret, at følgende skal adresseres:
– sundhedsvæsenets udfordringer med multikronisk sygdom
– psykisk sygdom (man bør bruge metoder fra somatikken – specialisering er et problem i dagligdagen)
– at få patienters synsvinkel med
– at få andre aktører end politikere på banen
– brug for andet end kliniske forsøg (hvad siger hans arbejdsgiver Lundbeck mon til det)
– penge fra erhvervslivet (Lundbeck..),
Og så! .. var der frokost, velsmagende økologisk vegansk halløj i vistnok økologisk forsvarlige plasticbakker, veganerføde, der blev indtaget stående, eller hvor end man kunne få plads til sin røv i Imperials foyer..
.. og SÅ, så endelig! .. var der lagt i kakkelovnen til empowerment, dialoggrupperne i Palads, hvor Outsiderens gruppe 2 – ledere, Lebeda og Zittergong, skabte rum for fri dialog for ca. 75 personer, der havde valgt at komme til os. En ære – ja, det er det faktisk! Og noget af en udfordring på under en time at skulle reflektere over grundlæggende problemstillinger og løsningsmuligheder, siddende forvendt og bagvendt på biografstole (i en godt nok hyggelig sal (nogle gik ud i foyeren og stod fint der)), med lys kun fra en pc’s skærmbillede (naturudsigt til sø, skov, bjerge – dér skulle agendaen havde stået, om jeg ikke havde glemt, at den lå på min pc’s eksterne harddisk derhjemme – men wtf; de fik det så bare på papir).
Oplægget var Outsiderens forslag til Agenda: (https://docs.google.com/document/d/1vNIVGFjt_Q-ILOpKDsvfuB_SpgOvsamM/edit?usp=sharing&ouid=101463562286348269493&rtpof=true&sd=true)
Og hvad kom grupperne så frem til?
OPSTIL FLG. EFTER OUTSIDEREN-AGENDA:
Hjernestormen i vores 5 grupper i Palads sal 2 var nærmest en orkan. En glæde at overvære.
Årsager til mistrivsel blev angivet til at være tempoet i vores samfund, og de stigende præstationskrav forårsager en stress i skoler såvel som på arbejdspladser.
Derudover medfører vore singlekultur et udbredt problem med ensomhed, der ovenikøbet blev signifikant forstærket af corona-epidemien. Denne lagde som bekendt et hårdt pres på muligheden for det fysisk nære fællesskab, som vi mennesker jo som udgangspunkt alle har brug for.
Og i forbindelse med ensomhed blev det udtalt, at ”der (generelt) er for lidt af bare at være sammen”
Politisk ansvar:
Der skal ”ruskes op i ting”, blev det udtalt.
Politikere skal stå til ansvar, også personligt, og vi må italesætte forholdet politikere versus civilsamfund og individ ift. regering.
Der må foretages konkrete hjælpetiltag, og der skal sættes rammer.
Der er for få ressourcer pga. besparelser, og der skal være en reel og lige adgang til sundhedssystem.
Politik bliver for ofte en ikke levende verden/skuespil. Vi kan ”se på børnene; de er tættere på livet”.
Stop rollespillet; der skal være flere psykologer, mere peer samarbejde. Samfundet bygges efter én type mennesker. Vi må have mere rummelighed i samfundet inklusive en boligsocial helhedsplan.
Psykiatri:
Der er brug for en indsats prompte; ikke kun for børn og unge. Bedre hjælp på de psykiske ambulatorier og skadestuer. Det er tankevækkende, at medicin i så høj grad er en betingelse for at blive behandlet/indlagt. Medicin skal – inkl. bivirkninger – i højere grad ses i forhold til diverse andre mulige tiltag til forbedring af sundhedstilstanden. Og fx er en passende arkitektur og indretning væsentlig generelt for det psykiske velbefindende. Æstetik, skønhed.. der jo også kan inkludere natur både inde (diverse planter) og ude.
I psykiatrien som helhed skal tværfaglighed i højere grad være i højsædet. Læger, psykologer, sociologer, sygeplejersker etc. skal arbejde bedre sammen.
På de psykiatriske afdelinger ønskes en større grad af samvær imellem personale/indlagte. Personalet skal ”ud af kontoret og ind i stuen”.
Personale, patienter, politikere og ledelse skal være ”åbne hver især”, tættere på hinanden og klare på at hjælpe til i ”maskinrummet” (samfundet). Frivillige og peers involveres.
Diagnoser:
Det skal tolereres at syge også kan være glade eller triste, uden at det kalder på diagnoser som ”mani”,”depression” eller ”bipolar” – det går for stærkt nogle gange med diagnosticering.
der kan være behov for behov for diagnoser, men ingen skal ”høre til diagnoser”.
Der stilles for hurtige diagnoser, der trigger recepter.
Ofte en forsimplet procedure; efter checkskemaer.
Der er ikke plads til tvivl, og diagnose er nødvendig for at få adgang til hjælp.
Man skal ikke bare ikke bare eller slet ikke have diagnose, men mødes som ”den man er”.
Der er en udbredt sygeliggørelse med fokus på piller, medicintvang. Man bør ikke adskille mennesker i syg/rask.
Diagnoser er små brudstykker af virkeligheden – nuancering ønskes.
Ensomhed:
Inklusion (af alle)
at høre til
fællesskaberi vigtigt – med/ uden diagnoser
(plads til) divergerende opfattelser
lægehenvisning til frivillige foreninger
samtale
ikke adskillelse (mellem ”syge”/ ”raske”).
I børnehaver ønskes nærvær hos personale, der ofte er for få om børnene. Man bruger i høj grad legeaftaler i forhold til spontane møder. Det er vigtigt med sejre i starten – gælder også unge.
Outsideren og Café Blom
Som man kan forstå: Snakken gik; det gjorde den! … jeg får fame næsten tårer i øjnene, når jeg ser den slags engagement. Og det frugtbare resultat af snakken blev fremlagt gruppevis, og dernæst efterfulgt af en livlig snak i plenum. Fantastisk godt gået – og det på alt i alt 50 minutter!
Igen: Hvorfor fik grupperne ikke hver fx 5/5 min. (5 til kort referat og 5 til kommentarer i plenum) til fremlæggelse i Imperial? Empowerment! Og tiden tænker jeg sagtens kunne være fundet i fx de to sidste indlæg.
Lægehenvisning til fx Outsideren og Café Blom (nævnes som frivillige foreninger), hvor ensomhed håndteres og kreativitet slippes løs, pointer fra Sara Hauge bruges evt. forlods.
TAK til deltagerne; det var meget berigende.
Muntre vandrede vi tilbage til Imperial, for kaffe skal man da ha’ J inden næste punkt på dagsorden
SUPER-SARA
.. og så kom endelig Sara Hauge, danmarksmester i poetryslam 2 gange! Hun leverede et forrygende hard- og soft-core show – fordi hun er den, hun er, fordi hun skriver godt og vedkommende, om noget specielt og noget der rører os alle, og fordi hun i dén grad får svesken på disken i sin optræden.
Og Sara har poesi i sit liv, for det vil hun have: https://www.youtube.com/watch?v=mwsQfsvX_lw
I hendes tekst ”Kasseland” fremslammet på mødet går normativ rigiditet amok i den fabelagtige fortælling om et lille kasseland ikke langt fra Danmark. Sara sørger for det fornødne festfyrværkeri; skriften på væggen, på himlen, der fortæller om en verden, hvor man kan være med alt det, man egentlig er – kasseløs: <https://www.youtube.com/watch?v=b8vN57_0-Z0)>
En anden tekst lød således:
***
”Jeg er så syg i hovedet, at jeg næsten er normal
Ja, nu er det ude, bylden er sprunget, jeg er det, man kalder gal
En sinke, en dåre, en jubelidiot
Jeg er født uden noget intelligensdepot…”
***
– og det modbeviser hun så her i sit underholdende (!) rant om egne og samfundets gebrækkeligheder og utilstrækkeligheder: (https://www.youtube.com/watch?v=IEsAtDS4DsI) – der afsluttes med
***
”men pas på, for vi bliver flere og flere
en dag når vi gennemskuer det hele
og medicinen ikke lammer alle kropsdele
så vil vi være så mange sindssyge psykopater
at de normale ikke længere har alle mandater”
***
(måske man på også anden vis end medicin kan helbredelse på Sara, så en betragtelig del af vanviddet kan kategoriseres under ”almenmenneskelige mærkværdigheder”. Inklusion, normalisering. Måske de såkaldt normale ofte bare er bedre til at fortrænge?)
Og i ”værdi og sygdom” er der en rigdom af facetter:
***
”Kan syge mennesker kigge på stjernerne
Kan de være glade, selvom de er syge indeni hjernerne
Kan syge mennesker skide i bukserne og grine af det
Kan de møde en masse modstand og stadig ta det
Kan syge mennesker få børn og være forældre, der er magiske
Kan de godt være til stede, selvom de er apatiske
Kan syge mennesker være gode venner
Kan de være andet end noget, nogen andre kender
Kan syge mennesker grine så højt, at de pludselig får flere med
Kan de være som andre man ler med
Kan syge mennesker drømme neurotypiske drømme
Kan de også have ønsker til ønskebrønde
Kan syge mennesker have planer for fremtiden
Kan de bidrage med tanker om samtiden
Kan syge mennesker have smitsomme tendenser
Kan de være influenser”
..
Det er ikke menneskene, der er et sygeligt problem
Det er dét, at vi værdisætter efter et simpelt valutasystem”
***
(de beregninger burde tage lige så meget plads som hr. Kjellbergs økonomi-ditto – give indhold at spendere på og modtage fra)
Ja – Sara et dejligt selvangiveligt storsvedende livstykke af en personlighed, der slammede salen in da faces af et godt sortrødt outsider-hjerte! Vi overgav os, hvad kunne vi andet, til hende og hendes tekster.
SIND, tja, don’t remember.
SPARK I RØVEN?
Så var Christian PTSD Nielsen, en sympatisk Ironman gange mange, på med sin beretning om, hvordan en krigstraumatiseret tilværelse kan vendes til succés ved genoplivning af det militære fællesskab med stribevis af rosende omtaler på hans vej. Tillykke til ham! – men vist også et (slet) skjult politisk budskab om at tage sig sammen kombineret med sympatidyrkelse for det danske militær i disse tider). Tak til ham – men det var for langtrukkent. Og hvor godt et eksempel er egentlig sådan en super-elitist egentlig for de mange?
SLAG I ANSIGTET?
Jacob Kjellberg, den sære størrelse, linede nu op på scenen. En rigtig regnedreng, en entertainer, en logiker – en lurendrejer? Joker var han klart i sin fremtræden; manden bag beregningerne bag psykiatriplanen. Sagde sundt fornuftigt at de kloge økonomer valgte sikre data, når de skulle regne statistik ud. Og mht. til kommunerne var der ingen data, hvad han i sin lange optræden tilbagevendende jokede med. Altså svært at regne ud, hvad psykiatritiltag skulle koste – det er sq da noget, der giver elastik i en generel plan for psykiatrien.
Det klart fremmeste eksempel på besparelser, han kunne nævne – og flittigt gentog – var, at de uden tvivl dyreste individer for samfundet er førtidspensionister. Så hvis vi liiige, under behørig hensyntagen, kunne opnå, at der blev færre af dem? Der skal nok have været nogle stykker nede i salen, der har dukket sig. Var det ”at tryne” en begrundelse for at koble ham i halen på militærmanden som en afslutning på topmødet? Hm. Anyway: Tak for orienteringen, der dog godt havde kunne have være markant kortere og haft samme informationsværdi.
Og på næste topmøde lader vi (evt. i stedet) dialog-grupperne komme til til sidst. Ikke? JO! 😉
Så begyndte Nyrup og whoever at synge en sang, vi burde kende. Dejligt. Men kende den gjorde en del af os ikke, og teksten fremgik ikke på lærredet, fordi teknikken strejkede. Underligt befriende, egentligt, at være fri for at glo på en skærm. Og vi sang med så godt vi kunne, og det var godt nok.
En fin afslutning på et givende topmøde. Tak til alle – i salen og på scenen!