At gå sig tilbage til livet

Ny, gratis app-løsning: PCB Gå! lægger op til mere himmel, luft og gåtur på Psykiatrisk Center Ballerup for både indlagte, pårørende og ansatte

Der er udgivet en ny app-løsning PCB Gå!, der er overskuelig og med en kærlig omtanke, guider dig, som er indlagt eller arbejder hos Ballerup Psykiatriske Center ud på gåture indenfor og udenfor det psykiatriske center. PCB Gå! er opstået i mødet mellem Jakob Sloth-Brodersen, der gentagne gange har været indlagt på Psykiatrisk Center Ballerup, og stedets præst gennem de sidste 9 år, Susanne Engberg. Susanne fik ideen, og Jakob, der har arbejdet med IT i mange år, gav sig i kast med de tekniske løsninger.

Af Nanna Buch-Ohlsen og Jakob Sloth-Brodersen
Illustration: Arne Haugen Sørensen

At blive budt indenfor giver noget tilbage
Jakob Sloth-Brodersen er 51 år, og har kæmpet med svær depression i mange år, og så har han gået rigtig meget i sit liv. I en lang periode har han talt med Susanne Engberg, der er hospitalspræst på Psykiatrisk Center Ballerup, og på et tidspunkt begyndte de at overveje, hvordan man bedst kunne dele de gode gåture med andre patienter på centret. Jakob fortæller:

”Det var Susanne, der kom med forslaget. Jeg har haft mange samtaler med Susanne, og jeg vidste, at hun mente det seriøst, men alligevel varede det lidt, før jeg bed på. Men så var der et eller andet, der klikkede. Pludselig mærkede jeg en mulighed for at give noget tilbage til mine medpatienter, så jeg kunne sige, at der også var kommet noget godt ud af alle de indlæggelser og alle de ture. Det føltes rigtigt.”

Det er blevet til flere og forskellige slags gåture, der nu ligger tilgængelige i PCB Gå! Alt fra korte ture på højest ½ time til pilgrimsture i etaper mod Roskilde og Helsingør på over to timer. Der findes også en grundig folder, der trin for trin forklarer opsætningen af app-løsningen til både Android og iPhone. Folderen er flot layoutet af Esther van Aardenne, en anden tidligere patient på Psykiatrisk Center Ballerup.

I stedet for at gå i ring
Noget af det, der kendetegner gåturene, og som for Jakob har været vigtigt at udvikle en teknisk løsning på, er netop, at turene er inddelt efter, hvor lang tid de tager. Ruterne er tydeligt afmærket på kort, der trygt guider en på hele vejen ud og hjem. Alle ture starter og slutter på det psykiatriske center. Netop tid og afstand har Jakob sat fokus på i udviklingen af gåturene, og bunder i Jakobs egne erfaringer med gåture på hospitalet:

”Gennem årene har jeg deltaget i et utal af ”aftenture” på Psykiatrisk Center Ballerup, hvor en enkelt ansat vover sig ud sammen med en større eller mindre flok af patienter. Typisk har vi haft en halv time, men ingen har rigtig vidst, hvor langt væk vi egentlig kunne komme på de bevilligede 30 minutter, og hvor vi dog skulle gå hen. Af og til har vi taget chancer og forsøgsvist gået nye veje, men oftest er vi nøjedes med allerede kendte ture, fordi de i hvert fald ikke var for lange og for svære. Og så har vi ellers trampet forbi den ene og den anden bygning igen og igen, for det meste uden at ane, hvad vi egentlig gik forbi.”

Grundet de sparsomme kår der hersker i den psykiatriske behandling, kan man som indlagt meget nemt komme til at gå i ring på det psykiatriske hospital mentalt såvel som fysisk. Jo flere gange man passerer de samme bygninger på gåturene, jo mere kan man føle sig som en bjørn i zoologisk have, man kommer ikke ud af stedet. Det hjælper Jakobs app-løsning os ud af.

At gå sig tilbage til livet
Det er som om, at livet vil en noget, når man går, som om verden ufravigeligt kræver, at man tager sin plads i den som følge af det faktum, at man eksisterer. Det kan både være smukt og svært på gåturene i psykiatrien, en dobbelthed og en erfaring som ligger til grund for udviklingen af PCB Gå! Susanne Engberg fortæller:

”At følges ad et stykke af vejen giver ofte anledning til andre og dybere samtaler end dem, der finder sted, når man sidder over for hinanden med et bord imellem sig. Samtalen opleves ofte mere fri, når man bevæger sig og ikke skal sidde stille og have øjenkontakt. Vi har sjældent noget på forhånd aftalt emne, der skal vendes eller et specifikt problem, vi skal løse på vejen. Vi går bare, og der er tid til stilhed. Der kan ske rigtig meget i stilheden og i pauserne. Måske er det der, at noget utvungent kan bundfælde sig til gangens rytme, og måske er det der, man får mod og sprog til at fortælle, hvordan man egentlig har det. Min erfaring er, at de store livstemaer som mening og meningsløshed, håb og mangel på samme, hvad man frygter, og hvad man længes efter, også har mere plads til at udfolde sig, når der er højt til loftet. Og mindst lige så vigtigt, hvis ikke mere, er det, at det også giver en større mulighed for at vende blikket og opmærksomheden udad. At få øje på de første vintergækker, at dufte årstiden, mærke blæsten mod sit ansigt eller solens varme. Det kan være en tiltrængt og befriende pause fra bekymringer og fastlåsthed.”

PCB Gå! – et lærerigt forløb
Det har været lærerigt for Jakob at opdage flere gåture og udvikle dem i app-løsningen. En læring der overraskede ham undervejs, og fik tid og rum til at hænge sammen omkring den psykiatriske afdeling:

”Jeg lærte blandt andet noget, som jeg ikke havde regnet med. Jeg troede, at jeg kendte alle turene, men det gjorde jeg ikke. Til min store overraskelse fandt jeg ud af, at der findes pilgrimsruter i Danmark. Jeg fandt også ud af, at ruten mellem Helsingør og Roskilde slog et lille sving uden om Psykiatrisk Center Ballerup og gik direkte ned igennem Hede/Magleparken. Og endelig fandt jeg ud af, at ruten blandt andet gik under navnet Jakobsvejen. Den udfordring blev jeg nødt til at tage op, så nu har jeg få helt nye ture at gå.”

Folderen til PCB Gå! har kunstneren Arne Haugen Sørensens ”Vandringsmand” på forsiden, og på bagsiden kan man læse filosoffen Søren Kierkegaards citat om at gå sig til ”det daglige velbefindende” og ”fra enhver sygdom”. Ligesom Arne Haugen Sørensens ”Vandringsmand”, der kigger tilbage og frem i tid, trådte Jakobs tidligere gåture med tiden frem i et helt nyt lys:

”Jeg fandt også ud af, at de mange ture, som jeg har optaget med mit sportsur siden 2018, pludselig gav ny mening. De var ikke længere for længst overståede ekspeditioner, men derimod et overflødighedshorn af turforslag, som bare lå og ventede på os. Så med ét havde vi næsten 50 ture med start og slut på Psykiatrisk Center Ballerup, som vi kunne tage udgangspunkt i.”

PCB Gå! sætter ringe i vandet i og udenfor psykiatrien
Det, der startede som et fælles projekt mellem Jakob, Susanne og Esther på Ballerup Psykiatriske Center, er nu så småt i gang med at blive introduceret til andre hospitaler i Danmark. Jakob og Susanne har været på besøg på Psykiatrisk Center Amager for at fortælle om projektet, og de to vil også gerne komme forbi andre hospitaler for at præsentere ideen. Jakob siger:

”Vi vil hellere end gerne dele ud af vores erfaringer. For patienters gavn af gåture gælder ikke kun for Psykiatrisk Center Ballerup, og vores håb er, at små grupper af patienter og ansatte på andre hospitaler vil gå i vores fodspor. Og deres vej vil være langt lettere end vores, for vi har fundet en opskrift, der virker.”

Der er for tiden et stort fokus på, at psykiatrien mangler ressourcer. Hvis man ønsker at se et konkret eksempel på, hvad der i praksis tilfører psykiatrien ressourcer til gavn for patienter og ansatte, skulle man måske skænke udviklingen af gå app-løsningen PCB Gå! en ekstra opmærksomhed.

Fakta om PCB Gå!

  • PCB Gå! er blevet til virkelighed uden noget budget, men med en Android-telefon venligst stillet til rådighed af Psykiatrisk Center Ballerup
  • PCB Gå! bygger på vandre-appen AllTrails, der er gratis at bruge og findes til både iPhone og Android
  • Når man har sat løsningen op, skal man blot trykke på PCB Gå!-ikonet på telefonen for at komme i gang
  • PCB Gå! indeholder 36 ture med en samlet længde på 230 km, og alle turene præsenteres med tekst og billeder
  • Du kan hente en PDF-udgave af ”kom i gang”-folderen her https://outsideren.dk/wp-content/uploads/2022/03/PCB-Gaa-V2.2.3.pdf
  • Du kan se turene uden at installere AllTrails ved at gå til https://www.alltrails.com/members/pcb-gaa/lists på en telefon eller en computer