Dokumentaren ”Woodlands Dark and Days Bewitched: A History of Folk Horror” omhandler gyserfilm med udgangspunkt i folkelig kultur, og udtryksformen undersøges bl.a. som en måde at udforske både det individuelt og kollektivt undertrykte, samt fortidens menneske- og naturopfattelser. Det er både almenmenneskeligt vedkommende og relevant ift. psykisk mistrivsel, da noget psykologisk forskning peger på, at gyserfilm gør det muligt at øve coping strategier under trygge rammer, og at det kan lede til øget resiliens.
Dokumentaren spørger også åbent, om tidligere tiders ”outsider”-ideer og praksisser, der lå uden for gængse normer og religiøs dogmatik, kan lære det moderne menneske noget? Og så peger den endvidere på det okkulte som en både fascinerende og urovækkende modpol til vore dages køligt rationelle, affortryllede verdensbillede.
Af Jakob Christensen
Woodlands Dark and Days Bewitched: A History of Folk Horror (kan oversættes til: Mørke skove og forheksede dage) er en dybdegående dokumentar om filmgenren folk horror, som har en lang historik bag sig og har fået en art renæssance i de senere år. Som navnet antyder, er det en gyser (under)genre, som har dybe rødder i folklore, altså folkekultur og overleverede traditioner, som ofte er nært knyttet til landbefolkningen. I denne filmgenre fokuseres der på de mere uglesete aspekter heraf, såsom okkultisme, mørk magi, heksekunst, naturreligion og hedenske ritualer, der historisk set har været forsøgt undertrykt af kirken, det omgivende samfund og den dominerende verdensanskuelse. Dokumentaren diskuterer, om det kan kaldes en genrebetegnelse, eller om det snarere er udtryk for bestemte æstetiske, tematiske og narrative træk, men ikke desto mindre er betegnelsen blevet udbredt for film med en optagethed af bestemte emner.
Midsommerfest i de, dybe svenske skove
Et populært nyere eksempel er den amerikanske film Midsommar fra 2019, hvor en gruppe unge, amerikanske studerende bliver inviteret til Sverige for at deltage i en midsommerfest på landet hos et bofællesskab, der dyrker gamle, hedenske ritualer. Indføringen i de fremmede skikke viser sig først fascinerende, men bliver gradvist mere og mere foruroligende, ikke mindst for hovedpersonen, Dani, der har en nylig familietragedie med i bagagen.
I filmen anslås f.eks. flere tematikker som ofte optræder indenfor genren, såsom en outsider der møder et for vedkommende uforståeligt, måske præmoderne samfund og sammenstødet mellem former for urban og landlig levevis, hvor livet i sidstnævnte ofte fremstilles som dybt forankret til naturen, forfædre og ritualer. Dertil også modsætningsforholdet mellem ”oplyste” idealer om videnskab, rationalitet og et sekulariseret verdensbillede på den ene side og så esoterisk dyrkelse af ånder, okkulte ritualer og ”tilbagestående” forståelser af universet, ondskab, blodets bånd, forbrydelse og straf m.v. på den anden.
Filmgenren bliver således ofte en skildring af de irrationelle, ofte undertrykte, kræfter, der ikke lader sig inddæmme af fornuften, illegitime kulturer, som overlever gennem folkets vilje, samt blodig forhistorie der er begravet under en civiliseret overflade. Men samtidig er den også spejl, der bliver holdt op mod vores senmoderne samfund, vores forståelse af bl.a. fortid og kulturarv og den splittelse, vi kan have mellem videnskabsbaseret fremskridtstro og en – måske nostalgisk og/eller metafysisk – længsel efter en mere ”oprindelig” levevis i større samklang med natur og ånd.
Arven fra det litterære gys
Mange af kendetegnene ved filmgenren opstod for over hundred år siden i den litterære gysergenre, og længere tilbage kan man se arven fra gotisk fiktion med dens fokus på det overnaturlige, genfærd, mørke, forfald og hjemsøgte egne. Algernon Blackwoods korthistorie The Willows (Piletræerne) fra 1907 nævnes som et blandt flere indflydelsesrige eksempler, hvori to venner sejler nedad floden Donau, mens den omgivende natur antager nærmest menneskelignende, uhyggelige kvaliteter. Her anslås nogle temaer, der dukker op i folk horror, såsom en iboende kraft og mystik i naturen og menneskets afmægtighed heroverfor, brugen af (menneske)ofringer til at formilde stærke, overjordiske væsener og tilstedeværelsen af andre metafysiske dimensioner af tilværelsen end dem, vores jordbundne hverdag beretter om.
Også M.R. James’ Oh, Whistle, and I’ll Come to You, My Lad fra 1904, som blev filmatiseret i 1968, beskrives som essentiel britisk folk horror, hvor en professor fra Cambridge Universitet er på ferie ved den engelske kyst og finder en mystisk, indgraveret bronzefløjte ved gamle ruiner tilhørende tempelridderordenen. Da han blæser i bronzefløjten, begynder mærkelige lyde at opstå om natten, og han får mareridtsforestillinger om et genfærd, der jagter ham, som bliver mere og mere virkelige.
Den ellers så fornuftige professor, der indledningsvis afviser snak om det overnaturlige, bliver rystet i sin grundvold af oplevelserne. Historien leger med de føromtalte tematikker, såsom fortiden der bliver vakt til live og hjemsøger nutiden og mødet mellem et meget rationelt, videnskabeligt syn på verden og så uforklarlige kræfter – også indeni en selv – som det moderne menneske ikke nødvendigvis har begreber for og derfor let kan skræmmes af.
Trailer for dokumentaren:
Landskabet og jordens betydning
Dokumentaren har især fokus rettet mod britisk folk horror, da filmgenren dels har en lang historik her og i høj grad tegnes af en treenighed af film, nemlig Witchfinder General (1968), Blood on Satan’s Claw (1971) og The Wicker Man (1973). Sidstnævnte har især vist sig indflydelsesrig, hvori en politibetjent – et symbol på autoritet, som her også er troende kristen – besøger en isoleret ø for at lede efter en forsvunden pige. Her opdager han, at beboerne er hedninge, der praktiserer en art keltisk naturreligion, der involverer ofringer i enorme, pileflettede menneskestatuer.
Filmen afspejler en interesse hos flere til at afsøge ældgamle skikke og levevis, der er tættere forbundet med jorden, årstidernes gang og de fjerne forfædre, og som bygger på forskellige (overnaturlige) fortællinger om kosmos. Skikke der har overleveret det moderne samfunds fremmarch. På den måde bliver The Wicker Man bl.a. udtryk for den tilknytning, folk kan have til jorden under sig, og dokumentarfilmen inddrager begrebet ”psykogeografi” til at forklare, hvordan geografi påvirker folks følelser og adfærd dybt, som så i fiktionens verden også bliver til, at tidligere folkeslags ”psyker” sætter sig i landskabet og har en indflydelse på – og hjemsøger – de mennesker, der bor der i nutiden.
I mødet mellem fortid og nutid trækker dokumentaren også paralleller til folkebevægelser om at søge mod naturen gennem tiden, efter at industrialiseringen i sin tid trak mange mod byerne for at finde arbejde, og urbaniseringen senere er fortsat ufortrødent. Eksempelvis i 70’ernes Storbritannien og USA, hvor mange – bl.a. under inspiration af hippiekulturen – søgte ud af storbyerne, som ofte var forurenede og forfaldne, for at forsøge at leve på mere landlig vis og i større harmoni med naturen. Her opstod der til tider sociale, kulturelle og klasserelaterede spændinger mellem tilflyttere og de eksisterende beboere, som ses som tilbagevendende tematik i folk horror.
Længslen mod landet og ”gamle dage”, og ubehaget ved moderniteten, kommercialisering og urban fremmedgørelse, fremstår dog som regel ikke reaktionær i genren, da den ofte gør en dyd ud af at minde seeren om alt det ubehagelige fra fortiden. Dokumentaren berører da også, hvordan nazismen udnyttede folketraditioner og ideer om det rigtige “folk”, som bl.a. var den ukorrumperede landbefolkning, til sine nederdrægtige mål.
En tværkulturel genre
Selvom dokumentaren især har fokus på britisk og amerikansk folk horror, så undersøger den heldigvis også de mange eksemplarer på genren, der findes i bl.a. Asien, Østeuropa, Australien og Latinamerika. Også her bliver mange af de føromtalte tematikker udforsket med det unikke blik en bestemt kultur kan kaste på det, og hvert land eller verdensdel har sine egen, ofte blodige fortid bag sig, som bruges som stof til at udforske forskellige aspekter af samfundet eller problematiske dele af nationalidentiteten.
En tematik, der dukker op flere gange, er kolonialisme og de lange historiske skygger, det kaster over et land, hvad end det i Storbritanniens tilfælde er rollen som kolonisator eller i latinamerikanske eller afrikanske lande, hvor befolkningen har været underlagt brutale kolonistyrer. Sådanne kollektive traumer danner grobund for at skabe fortællinger om spøgelser fra fortiden, der ikke lader sig hvile, og hvordan den nuværende befolkning må leve videre på blodplettet land, og med nedarvede uretfærdigheder i samfundsindretningen.
En anden tematik, der ses på tværs af lande og kulturer, er kvinders historiske undertrykkelse. F.eks. i indonesiske, filippinske og malaysiske gyserfilm, hvor spøgelserne ofte er kvinder, der bl.a. er døde i barselssengen og vender tilbage for at hævne sig på dem, som har gjort dem fortræd, mens de var i live. Eller i en film som polske She-Wolf (1983), hvor en kvindes formforvandling til varulv fremstilles som en nærmest frigørende proces eller amerikansk-canadiske The Witch (2015), hvor skildringen af fortidens paranoide hekseforfølgelse blandes med en slags empowerment ved at omfavne heksekunsten.
Film der sætter fingeren på kulturens ømme punkter
Woodlands Dark and Days Bewitched: A History of Folk Horror har en spillelængde på lidt over 3 timer og er således meget dybdegående og grundig med sit emne, hvilket er helt på sin plads med de mange verdensdele og interessante tematikker, den skal nå omkring. Dokumentaren er fyldt med klip fra mere eller mindre obskure eksempler fra genren blandet med indsigtsfulde kommentarer fra et væld af forfattere, instruktører og andre med forstand på genren. Det er begavet nørderi på højt plan, og hvis man har en interesse i film, historie, folkekultur eller generelt kulturhistorie, så er den meget anbefalelsesværdig og kan med fordel ses i mindre bidder, da den er inddelt i kapitler.
Dokumentaren og fænomenet folk horror viser, hvordan (film)kunsten indsigtsfuldt kan udforske traumatiske, og ofte tabuiserede, aspekter af et lands historie eller det enkelte menneskes livsvilkår, ofte med brugen af allegori og symbolik, samt metafysiske og eventyrlige elementer. Man kan eksempelvis også læse nutidens klimaangst og sorg over tab af biodiversitet ind i dele af genrens beskæftigelse med naturen som en kraft, der bør respekteres, og som ikke lever på menneskets nåde, men omvendt (se også den beslægtede eco-horror genre).
Der sættes også spørgsmålstegn ved måder, vi har indrettet det gennemrationaliserede, markedsøkonomiske samfund på og spørges bl.a.: Er udvalgte aspekter af de gamle leveformer bedre end den måde, vores individualistiske samfund i dag er indrettet på? Har ritualer en særlig kraft, der ikke kan begribes af forstanden, og som vi ikke værner nok om længere? Er den mundtlige, kollektive historiefortælling den skærmbaserede overlegen? Og har nogle af de “kætterske” tanker og ideer i folkedybet, som bl.a. organiseret religion og andre magtinstanser har været med til at undertrykke, faktisk stor relevans for os i dag?
Som det bliver påpeget i dokumentaren, kan folk horror dog også ses som udtryk for en slags kulturel nostalgi for en fortid, som nok slet ikke har eksisteret, sådan som vi forestiller os den, men som ikke desto mindre både frastøder og tiltrækker os. Nostalgi for en tid, hvor vi måske forestiller os, at man levede i større samklang med naturen, fællesskabet og sig selv, og som, på trods af spøgelser og bloddryppende ritualer i filmens verden, kan virke sært dragende for nogle af os i en urolig verden anno 2023.
Woodlands Dark and Days Bewitched: A History of Folk Horror kan lejes gratis på filmstriben.dk. Det kræver bare, at du er oprettet som bibliotekslåner i den kommune, du bor i.